“En sædemand gik ud for at så«

I lignelsen om sædemanden illustrerer Kristus det, der hører Himmeriget til, med den gerning, som Gud, den store husbond, udfører for sit folk. Ligesom en sædemand sår sin sæd på marken, kom han for at så de himmelske sandheder og hans undervisning i lignelser var den sæd, som han brugte til at så de mest dyrebare sandheder om hans nåde. Lignelsen om sædemanden er ikke blevet værdsat, som den skulle, fordi den er så enkel og ligetil. Kristus ønsker at lede vore tanker fra sæden, der kastes i jorden, til evangeliets sæd, der udsås og bringer mennesket tilbage til lydighed mod Gud. Den, der gav os lignelsen om det lille frø, er Himmelens konge, og de samme love, som bestemmer såningen på jorden, styrer også såningen af sandhedens sæd.KL 16.1

En ivrig, forventningsfuld skare mennesker havde samlet sig ved Galilæas Sø for at se og høre Jesus. Der var syge, som lå på deres måtter og ventede på en anledning til at fortælle ham om deres sygdom. Som Guds Søn havde Kristus ret til at helbrede en syndig menneskeheds svagheder og nu bød han sygdomme vige og spredte liv, sundhed og fred omkring sig.KL 16.2

Som skaren stadig voksede, trængte folk sig tættere omkring Jesus, indtil der ikke mere var plads. Han henvendte sig til mændene i fiskerbådene og gik op i den båd, der ventede på at sejle ham over søen, og idet han bad sine disciple ro lidt fra land, talte han til skarerne, der stod på bredden.KL 17.1

Lige ved søen lå den smukke Genesaretslette, længere borte hævede bakkerne sig, og både på skråningerne og i dalen havde sædemænd og høstfolk travlt med at så eller høste det tidligt modne korn. Idet Kristus så ud over landskabet, sagde han:KL 17.2

“Se, en sædemand gik ud for at så. Og som han såede, faldt noget på vejen; og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord; men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede rod. Noget faldt iblandt tidsler og tidslerne voksede op og kvalte det. Og noget faldt i god jord og bar frugt, noget hundrede, noget tresindstyve og noget tredive fold.”KL 17.3

Kristi gerning blev ikke forstået af hans samtidige. Den måde, han kom på, svarede ikke til deres forventninger. Den Herre Jesus var hele det jødiske samfunds grundvold. Dets imponerende gudstjenester og ceremonier var forordet af Gud. Hensigten med dem var at undervise folket om, at der, når tidens fylde kom, ville fremstå en, som disse ceremonier pegede hen til. Men jøderne havde ophøjet anordningerne og ceremonierne og glemt deres betydning. Menneskers overleveringer love og forordninger skjulte for dem de lærdomme, som Gud havde ønsket at bibringe. Disse regler og overleveringer blev en hindring, der afholdt dem fra at forstå og udøve sand religion, og da modbilledet kom, i Kristi person, kunne de i ham ikke se opfyldelsen af alle deres forbilleder virkeliggørelsen af alle deres skyggebilleder. De forkastede modbilledet og klyngede sig til deres forbilleder og nytteløse ceremonier Guds Søn var kommet, men de blev ved med at bede om et tegn. Budskabet: “Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær” besvarede de med at kræve et mirakel. Kristi evangelium var en anstødssten for dem, fordi de forlangte tegn i stedet for en frelser. De ventede, at Messias skulle bevise sine påstande ved at udføre mægtige erobringer og oprette sit rige på jordiske rigers ruiner Disse forventninger blev besvaret af Kristus i lignelsen om sædemanden. Ikke ved våbenmagt, ikke ved voldshandlinger skulle Guds rige vinde fremgang, men ved, at nye principper blev sået i menneskenes hjerterKL 17.4

“Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen.” Kristus var ikke kommet som en konge, men som en sædemand; ikke for at styrte riger men for at udsprede sæden; ikke for at vise sine efterfølgere hen til jordiske sejre og national storhed, men for at samle en høst efter tålmodigt arbejde og gennem tab og skuffelser.KL 19.1

Farisæerne opfattede betydningen af Kristi lignelse, men for dem var den lærdom, den indeholdt, ikke velkommen. De lod, som om de ikke forstod den. For mængden gjorde den nye lærers hensigt endnu mere gådefuld, han, hvis ord på en så mærkelig måde havde bevæget deres sind og bitterligt skuffet deres forventninger. Selv disciplene havde ikke forstået lignelsen, men deres interesse var blevet vakt. De kom til Jesus, da han blev alene, og bad om en forklaring.KL 19.2

Det var netop den længsel, Jesus ønskede at vække, så han kunne få anledning til at forklare det tydeligere for dem. Han udlagde lignelsen for dem, på samme måde som han vil belyse sit ord for alle, der søger ham af et oprigtigt hjerte. De, der studerer Guds ord med sindet opladt for Helligåndens undervisning, vil ikke forblive i mørke angående ordets betydning. “Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget.” Alle, der kommer til Kristus for at få en klarere forståelse af sandheden, vil modtage den. Han vil åbenbare Himmerigets hemmeligheder for dem, og disse hemmeligheder vil blive forstået af den, der længes efter at kende sandheden. Et himmelsk lys vil skinne ind i hjertets inderste og vil blive set af andre ligesom det klare lys fra en lampe, der lyser på en mørk vej.KL 19.3

En sædemand gik ud for at så. I Østen var forholdene i samfundet så usikre, og der var så stor fare for voldshandlinger at folk hovedsagelig boede i befæstede byer og landmændene gik dagligt til deres arbejde uden for murene. Således gik også Kristus, den himmelske sædemand, ud for at så. Han forlod sit sikre og fredelige hjem, forlod den herlighed, som han havde hos Faderen før verdens grundlæggelse, forlod sin plads på universets trone. Han gik ud, idet han led og blev fristet; han gik ud alene for at så med tårer for med sit eget blod at vande livets sæd for en fortabt verden.KL 20.1

På samme måde må hans tjenere gå ud for at så. Da Abraham blev kaldet til at så sandhedens sæd, lød befalingen: “Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig.” “Og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen.” Således kom også budskabet fra Gud til Paulus, da han bad i templet i Jerusalem: “Gå! Thi jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte” og således må alle, der er kaldet til at forene sig med Kristus, forlade alt for at følge ham. Tidligere forbindelser må brydes, fremtidsplaner opgives og jordiske forhåbninger tilsidesættes. Sæden må sås gennem arbejde og tårer i ensomhed og ved ofre.KL 20.2

“Det, sædemanden sår er ordet.” Kristus kom for at så sandheden i verden. Lige siden syndefaldet har Satan sået vildfarelsens sæd. Det var med en løgn, at han først fik magt over mennesket, og på samme måde arbejder han stadig for at styrte Guds rige på jorden og få mennesket i sin magt. Som en sædemand fra en højere verden kom Kristus for at så sandhedens sæd. Han, som havde siddet i Guds råd, som havde dvælet i den Eviges inderste helligdom, kunne bringe sandhedens rene principper til menneskene. Lige siden syndefaldet havde Kristus åbenbaret sandheden for verden. Den uforkrænkelige sæd, Guds levende og blivende ord blev gennem ham meddelt menneskene. I det første løfte, der blev givet til det faldne menneskepar i Eden, såede Kristus evangeliets sæd. Men lignelsen om sædemanden henviser særligt til hans personlige gerning blandt menneskene og til den gerning, som han således lagde grunden til.KL 21.1

Sæden er Guds ord. Ethvert frø har i sig selv spirekraft. Plantens liv ligger gemt i det. Således er der også liv i Guds ord. Kristus siger: “De ord, som jeg har talt til jer er ånd og er liv,” “Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv”. I hvert eneste påbud og løfte i Guds ord findes kraften, Guds eget liv som sætter os i stand til at adlyde budene og få del i løfterne. Den, der i tro modtager ordet, får del i selve Guds liv og karakterKL 21.2

Ethvert frø bærer sin slags frugt. Hvis frøet sås under de rette betingelser vil det udvikle sine egne egenskaber i planten. Hvis ordets uforkrænkelige sæd modtages i hjertet ved tro, vil det frembringe en karakter og et liv i lighed med Guds karakter og liv.KL 22.1

Israels lærere såede ikke Guds ords sædekorn. Kristi gerning som en sandhedens lærer stod i skarp kontrast til hans samtids rabbineres. De lagde vægt på overleveringer på menneskers teorier og spekulationer. De satte ofte det, som mennesker havde lært og skrevet om ordet, i stedet for selve ordet. Deres undervisning besad ingen kraft til at styrke åndslivet. Emnet for Kristi undervisning og forkyndelse var Guds ord. Han imødegik dem, der stillede spørgsmål, med et klart: “Der står skrevet.” “Hvad siger skriften?” “Hvorledes læser du?” Han udsåede ordets sæd ved enhver lejlighed, når der var blevet vakt interesse enten af ven eller fjende. Han, der selv er vejen, sandheden og livet, ja, det levende ord, viser hen til skrifterne, idet han siger: “Det er dem, som vidner om mig.” “Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne,” udlagde han for disciplene, hvad der i alle skrifterne handlede om ham,KL 22.2

Kristi tjenere skal udføre den samme gerning. I vor tid ligesom i tidligere tider erstattes Guds ords vigtige sandheder med menneskers teorier og spekulationer. Mange af dem, der giver sig ud for at forkynde evangeliet, tror ikke på hele Bibelen som Guds inspirerede ord. En lærd forkaster et afsnit, og en anden betvivler andre dele. De sætter deres egne meninger højere end ordet, og den del af skriften, som de fremholder giver de deres egen fortolkning. Dens guddommelige pålidelighed ødelægges. Således spredes vantroens sæd, for folk bliver forvirrede og ved ikke, hvad de skal tro. Der er mange meninger som man aldrig burde tillade tankerne at beskæftige sig med. På Kristi tid fortolkede rabbinerne mange dele af skriften på en mystisk måde. Fordi Guds ords klare og tydelige undervisning fordømte deres handlinger søgte de at tilintetgøre dets betydning. Det samme gøres også i dag. Man prøver at gøre Guds ord hemmelighedsfuldt og vanskeligt at forstå for at kunne undskylde overtrædelse af hans lov. Kristus irettesatte sin samtid for det. Han lærte, at Guds ord skulle forstås af alle. Han henviste til skriften som en fuldt ud pålidelig kilde, og det bør vi også gøre. Bibelen skal fremholdes som den evige Guds ord, som det afgørende i stridsspørgsmål og grundvolden for al tro.KL 22.3

Bibelen er blevet berøvet sin kraft, og resultatet ses i, at tonen i det åndelige liv er kommet ned på et lavere plan. I de prædikener der lyder fra mange prædikestole i dag, er der ikke den guddommelige kraft, som kan vække samvittigheden og styrke det åndelige liv Tilhørerne kan ikke sige: “Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?” Der er mange, der længes efter den levende Gud, de længes efter at føle Guds nærhed. Filosofiske teorier eller litterære afhandlinger kan ikke tilfredsstille hjertets længsel, hvor glimrende de end er Menneskers påstande og opfindsomhed er uden værdi. Lad dem, der kun har hørt overleveringer og menneskers teorier og læresætninger høre hans stemme, hvis ord kan forny vort indre og lede til evigt livKL 23.1

Kristi yndlingsemne var Guds faderkærlighed og rige nåde. Han talte meget om hans hellige karakter og lov Han fremstillede sig selv for folket som vejen, sandheden og livet. Kristi forkyndere bør tale om disse emner Fremhold sandheden, som den er åbenbaret i Jesus. Forklar lovens og evangeliets krav Fortæl menneskene om Kristi selvfornægtende og selvopofrende liv, om hans fornedrelse og død, om hans opstandelse og himmelfart, om hans forbøn for dem hos Gud, om hans løfte: “Når jeg er gået bort, ..... kommer jeg igen og tager jer til mig.”KL 24.1

I stedet for at diskutere fejlagtige teorier og søge at kæmpe mod evangeliets modstandere bør vi følge Kristi eksempel. Tag nye sandheder frem fra Guds forrådskammer Prædik ordet. “Så ved alle vande.” Træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.” “Den, hos hvem mit ord er tale mit ord i sandhed! Hvad har strå med kærne at gøre? lyder det fra Herren.” “Al Guds tale er ren. ..... Læg intet til hans ord, at han ikke skal stemple dig som løgner”KL 24.2

Det, sædemanden sår er ordet. Her fremstilles det betydningsfulde princip, der burde ligge til grund for al undervisning og uddannelse. Sæden er Guds ord. Men Guds ord tilsidesættes i alt for mange skoler i vore dage. Andre emner optager sindet. Studiet af vantro forfattere indtager en fremtrædende plads i undervisningen. Skepticisme indflettes i mange af de emner der behandles i skolernes lærebøger Videnskabelig forskning bliver vildledende, fordi man misfortolker og fordrejer de opdagelser der gøres. Guds ord sammenlignes med denne såkaldte videnskab og får det til at synes ubestemt og upålideligt. Således bliver tvivlens sædekorn sået i de unges sind, og de vil spire frem i fristelsens stund. Når troen på Guds ord mistes, er der intet, der kan vejlede og beskytte dem. De unge drages da ind på stier der leder bort fra Gud og det evige livKL 25.1

Dette er for en stor del årsagen til de mange forbrydelser der sker i verden i dag. Når Guds ord tilsidesættes, benægter man dets kraft til at holde menneskehjertets onde lidenskaber i tømme. Mennesket sår i kødet, og af kødet høster det fordærvelse.KL 25.2

Her findes også grunden til intellektuel svaghed og udygtighed. Når man vender sig bort fra Guds ord for at læse uinspirerede forfatteres værker, bliver tankerne bragt ned på et lavere stade. De bringes ikke i forbindelse med den evige sandheds dybe, vidtrækkende principper Forstanden tilpasser sig til at forstå de ting, som den er bekendt med, og idet den kun bruges til studiet af begrænsede emner bliver den svækket, dens evne til at forstå forringes, og efter en tid vil den miste evnen til at udvikles.KL 26.1

Alt dette er falsk uddannelse. Det burde være enhver lærers gerning at fæste ungdommens tanker ved det inspirerede ords ophøjede sandheder Det er den slags undervisning, der har betydning både for dette liv og for det tilkommende.KL 26.2

Men lad os ikke tro, at dette vil hindre os i studiet af videnskaberne eller stille undervisningen ned på et lavere plan. Kundskaben om Gud er så høj som himmelen og så vidtstrakt som universet. Der er intet mere forædlende og styrkende end et studium af de vigtige emner som angår vort evige liv Lad de unge søge at forstå disse sandheder der er givet af Gud, og deres evne til at forstå vil blive udvidet og styrket. Det vil udvide tankernes verden for enhver elev, der er en ordets gører og sikre ham en rigdom af kundskab, som er uforgængelig.KL 26.3

Den uddannelse, der opnås ved, at man gransker skrifterne, er en erfaringsmæssig kundskab om frelsesplanen. En sådan uddannelse vil genoprette Guds billede i mennesket. Den vil styrke og befæste sindet over for fristelser og gøre eleven skikket til at samarbejde med Kristus i hans gerning for at frelse verden. Den vil gøre ham til et medlem af den himmelske familie og berede ham til at få del i de helliges arvelod i lyset.KL 26.4

Men den lærer der underviser i den hellige sandhed, kan kun meddele det, som han kender af egen erfaring. Sædemanden såede: sin sæd. Kristus fremholdt sandheden, fordi han selv var sandheden. Hans egne tanker hans egen karakter og livserfaring blev udtrykt i hans undervisning. Det burde også være tilfældet med hans tjenere: de, der ønsker at fremholde ordet, bør først tilegne sig det gennem en personlig erfaring. De må vide, hvad det betyder at Kristus for dem er blevet visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning. Når de fremholder Guds ord for andre, må de ikke gøre det ved at sige: “Lad os antage” eller: “Vi formoder “De må sige som apostlen Peter: “Det var ikke kløgtigt opdigtede fabler vi fulgte, men vi havde selv været øjenvidner til hans guddomsherlighed,” Enhver Kristi tjener og enhver lærer burde kunne sige med den elskede Johannes: “Livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os.”KL 27.1

Det emne, som lignelsen om sædemanden hovedsagelig behandler er den virkning, jordbunden, som sæden sås i, har på dens vækst. Med denne lignelse sagde Kristus i virkeligheden til sine tilhørere: “Det er ikke godt for jer at kritisere min gerning eller at give efter for skuffelser, fordi den ikke svarer til jeres forestillinger Det, der har størst betydning for jer, er hvorledes I tager imod mit budskab. Jeres evige skæbne afhænger af, om I antager det eller forkaster det.”KL 28.1

Idet han forklarede sæden, der faldt på vejen, sagde han: “Når nogen hører ordet om Riget og ikke forstår det, så kommer den Onde og river det bort, der er sået i hans hjerte; han er sæden, som blev sået på vejen.”KL 28.2

Sæden, som blev sået på vejen, fremstiller Guds ord, når det falder i en uopmærksom tilhørers hjerte. Ligesom den hårde sti, der er nedtrådt af mennesker og dyr er det hjerte, der giver plads for verdslig omgang, fornøjelser og synd. Når sindet er optaget af egenkærlige hensigter og syndige nydelser vil det “forhærdes ved syndens bedrag”. Åndsevnerne sløves. Menneskene hører ordet, men forstår det ikke. De kan ikke se, at det angår dem. De er ikke klar over deres behov eller den fare, de er i. De føler ikke Kristi kærlighed, og de lader budskabet om hans nåde gå dem forbi som noget, der ikke vedrører dem.KL 28.3

Ligesom fuglene er rede til at æde sæden, der falder på vejen, er Satan rede til at fjerne den guddommelige sandheds sædekorn fra ens tanker Han er bange for at Guds ord skal vække de ligegyldige og tale til det forhærdede hjerte. Satan og hans engle er til stede der hvor evangeliet forkyndes. Medens engle fra Himmelen forsøger at få Guds ord til at gøre indtryk på hjerterne, står fjenden på sin post for at tilintetgøre dets virkning. Med en iver der kun finder sit sidestykke i hans ondskab, prøver han at modarbejde Guds Ånds gerning. Medens Kristus drager os med sin kærlighed, forsøger Satan at bortlede deres opmærksomhed, som er blevet påvirket til at søge Frelseren. Han optager sindet med verdslige planer Han fremkalder kritik eller indgiver tvivl og vantro. Talerens sprog og optræden falder måske ikke i tilhørernes smag, og de fæster sig ved disse ting. Derfor kan den sandhed, som de behøver og som Gud i sin nåde har sendt dem, ikke gøre noget varigt indtryk på dem.KL 28.4

Satan har mange medhjælpere. Mange, der bekender sig til at være kristne, hjælper Fristeren med at fjerne sandhedens sæd fra hjerterne. Mange, der lytter til Guds ords forkyndelse, gør det til genstand for kritik i hjemmet. De sætter sig til doms over prædikenen, ligesom de ville gøre det over en foredragsholders eller politisk talers ord. Det budskab, som de burde betragte som Herrens ord til dem, omtaler de i spøgefulde eller spydige bemærkninger Prædikantens karakter bevæggrunde og handlinger og deres medbrødres opførsel omtales hensynsløst, Der fældes strenge domme, sladder og bagtalelse bliver genfortalt, og dette gøres, mens de uomvendte hører derpå. Sådanne ting bliver ofte fortalt af forældre, mens deres egne børn hører på det, og på denne måde ødelægges respekten for Guds tjenere og ærbødigheden for deres budskab, og mange lærer endog at ringeagte Guds ord.KL 29.1

I såkaldte kristne hjem bliver således mange unge opdraget til at blive fritænkere. Og forældrene undrer sig over, at deres børn er så lidt interesserede i evangeliet og så rede til at tvivle på Bibelens sandheder De undrer sig over at det er så vanskeligt at øve nogen moralsk og religiøs indflydelse over dem. De kan ikke indse, at deres eget eksempel har forhærdet deres børns hjerter Den gode sæd finder ikke noget sted, hvor den kan fæste rod, og Satan river den bort.KL 30.1

“Sæden, som blev sået på stengrund, det er ham, der hører ordet og straks tager imod det med, glæde. Men han lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid, og når der kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager han straks anstød.”KL 30.2

Sæden, der falder på stengrund, finder ikke megen jord. Planten spirer hurtigt, men roden kan ikke skyde gennem stenene og finde næring til at opretholde væksten, og den visner snart. Mange, der bekender sig til at være kristne, er som sæden, der faldt på stengrund. Ligesom klippen ligger under jordlaget, ligger deres medfødte egenkærlighed under deres gode ønsker og længsler Kærligheden til selvet er ikke blevet undertrykt. De har ikke forstået syndens overvældende syndighed, og hjertet er ikke blevet ydmyget på grund af skyldfølelse. Denne klasse mennesker kan let overbevises og tilsyneladende være omvendt, men de har kun en overfladisk religion.KL 30.3

Det er ikke, fordi mennesker tager imod ordet med det samme, eller fordi de glæder sig over at have modtaget det, at de kun holder ud en tid. Så snart Mattæus hørte Frelserens kald, stod han op, forlod alt og fulgte ham. Så snart det guddommelige ord taler til vort hjerte, ønsker Gud, at vi skal tage imod det, og det er rigtigt at tage imod det med glæde. “Således bliver der ..... glæde i Himmelen over én synder som omvender sig.” Og der er glæde hos den sjæl, der tror på Kristus. Men de, som i lignelsen straks modtager ordet, beregner ikke omkostningerne. De tænker ikke på, hvad Guds ord kræver af dem. De sammenligner ikke deres livsvaner med ordet og overgiver sig ikke helt til dets vejledning.KL 31.1

Plantens rødder trænger dybt ned i jorden, og i det skjulte skaffer de næring til planten. Sådan er det også med den kristne. Det er ved den usynlige forbindelse, der er mellem mennesket og Kristus ved tro, at det åndelige liv får sin næring. Men de mennesker der er lig sæden på stengrund, stoler på sig selv i stedet for på Kristus. De sætter deres lid til deres gode gerninger og tilskyndelser og føler sig stærke i deres egen retfærdighed. De er ikke stærke i Herren og i hans styrkes vælde. Sådanne mennesker “mangler rod”, for de er ikke i forbindelse med Kristus.KL 31.2

Den varme sommer sol, der styrker og modner det hårdføre korn, ødelægger det, der ikke har dybe rødder Således vil den, der “mangler rod” kun holde ud “til en tid”; men “når der kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager han straks anstød”. Mange antager evangeliet mere for at undgå lidelser end for at finde frelse fra synd. De glæder sig til en tid, for de mener at fromhed vil befri dem for vanskeligheder og prøvelser Så længe alt går godt for dem, synes de at være oprigtige kristne. Men når fristelsens ildprøve kommer vakler deres tro. De kan ikke tåle bebrejdelser for Kristi skyld. Når Guds ord viser dem en eller anden skødesynd eller kræver selvfornægtelse eller opofrelse, bliver de forargede. Det ville være alt for besværligt for dem at foretage en gennemgribende forandring i deres liv. De ser på de nuværende ubehageligheder og prøvelser og glemmer de evige værdier Ligesom disciplene, der forlod Jesus, er de rede til at sige: “Det er en hård tale; hvem kan holde ud at høre på den?”KL 32.1

Der er mange, der hævder at de tjener Gud, men som ikke har noget erfaringsmæssigt kendskab til ham. Deres ønske om at gøre hans vilje grunder sig på deres egen indstilling og ikke på den dybe overbevisning, som Helligånden alene kan give. De lader ikke deres liv og vandel samstemme med Guds lov De erklærer at de har antaget Kristus som deres frelser men de tror ikke, at han vil give dem kraft til at sejre over synden. De har ikke en personlig forbindelse med en levende frelser og deres liv og færden åbenbarer både nedarvede og erhvervede mangler ved karakteren.KL 33.1

Det er én ting i al almindelighed at bifalde Helligåndens virken og en anden at godtage dens gerning, når den irettesætter og opfordrer til omvendelse. Mange føler sig fremmede over for Gud og er klar over at de er slaver af selvet og synden; de anstrenger sig for at rette på det, men de korsfæster ikke jeg et. De overgiver sig ikke fuldstændigt i Kristi hænder eller søger guddommelig kraft til at gøre hans vilje. De er ikke villige til at lade sig danne efter det guddommelige billede. De er klar over deres ufuldkommenheder i al almindelighed, men de afstår ikke fra deres bestemte synder Det gamle egenkærlige menneske styrkes ved hver forkert handling.KL 33.2

Det eneste håb for disse mennesker er at de selv indser sandheden i Kristi ord til Nikodemus: “I må fødes på ny.” “Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.”KL 33.3

Sand hellighed betyder uforbeholden tjeneste for Gud. Det er betingelsen for at kunne leve som en virkelig kristen. Kristus beder om en uforbeholden overgivelse, en udelt tjeneste. Han fordrer hjerte, sind, sjæl og styrke. Vi må ikke værne om vort eget jeg. Den, der lever for sig selv, er ikke en kristen.KL 34.1

Kærlighed må være drivkraften. Kærlighed er det princip, der ligger til grund for Guds gerning i Himmelen og på jorden, og det må også være grundlaget for den kristnes karakter Det er den alene, der kan befæste og bevare hans tro. Det er den alene, der kan sætte ham i stand til at modstå prøvelser og fristelserKL 34.2

Og kærlighed vil åbenbares i opofrelse. Frelsesplanen blev lagt ved opofrelse, en opofrelse, der er så vid og dyb og høj, at den ikke kan måles. Kristus gav alt for os, og de, der tager imod Kristus, vil være rede til at opofre alt for deres forløsers skyld. Tanken om at ære og herliggøre ham vil gå forud for alt andet.KL 34.3

Dersom vi elsker Jesus, vil vi elske at leve for ham, at give ham vore takofre, at arbejde for ham. Selv arbejdet vil være let. For hans skyld vil vi med glæde udholde smerte, slid og ofre. Vi vil forstå hans længsel efter menneskenes frelse. Vi vil have den samme inderlige længsel efter at lede dem til frelse, som han har haft.KL 34.4

Dette er Kristi religion. Hvad der er mindre end det, er et bedrag. En blot og bar teori om sandheden eller et foregivende af at være hans discipel kan ikke frelse nogen. Vi tilhører ikke Kristus, medmindre vi tilhører ham fuldt og helt. Det er når menneskene ikke tjener Kristus af hele deres hjerte, at de finder det vanskeligt at tage bestemmelser og ikke rigtig ved, hvad de vil. Når man anstrenger sig for at tjene både selvet og Kristus, bliver man lig den sæd, der faldt på stengrund, og man vil ikke kunne holde ud, når prøvelserne kommerKL 35.1

“Sæden, som blev sået iblandt tidsler det er ham, der hører ordet, men timelig bekymring og rigdommens bedrag kvæler ordet, og det bliver uden frugt.”KL 35.2

Evangeliets sædekorn falder ofte blandt tidsler og ukrudt, og hvis der ikke foregår en indre forandring i menneskets hjerte, hvis man ikke giver afkald på gamle vaner og skikke og det tidligere liv i synd, hvis ikke Satans egenskaber fjernes, vil ordet kvæles. Tidslerne vil vokse op, og den gode sæd vil ikke trives.KL 35.3

Guds nåde kan kun have fremgang i det hjerte, der stadig beredes til at modtage de dyrebare sædekorn. Syndens tidsler kan vokse hvor som helst, de behøver ingen pasning, men den gode sæd må passes omhyggeligt. Torne og tidsler vokser altid villigt op, så man må vedblive at rense jorden. Hvis hjertet ikke til stadighed bliver ledet af Gud, hvis Helligånden ikke uden ophør virker for at lutre og forædle karakteren, vil gamle vaner komme til syne i ens liv. Mennesker bekender sig måske til at tro på evangeliet, men medmindre de er helligede ved evangeliet, er deres bekendelse til ingen nytte. Hvis de ikke vinder sejr over synden, vil synden vinde sejr over dem. De tidsler, der er blevet skåret over, men ikke rykket op med rode, vokser hurtigt op igen, indtil hjertet er fyldt med dem.KL 35.4

Kristus nævnte de ting, der er farlige for os. Markus fortæller os, at han omtalte “timelige bekymringer og rigdommens bedrag og alskens andre begæringer”. Lukas nævner “livets bekymringer og rigdom og nydelser”. Det er disse ting, der kvæler ordet, det spirende åndelige sædekorn. Man ophører med at drage næring fra Kristus, og al åndelighed uddør i hjertet.KL 36.1

“Timelige bekymringer”. Der er ingen klasse i samfundet, der undgår at blive fristet af timelige bekymringer. Arbejde og savn og frygten for at lide mangel bringer vanskeligheder og sorger til de fattige. For den rige er det frygten for at lide tab, der forårsager megen ængstelse og bekymring. Mange af Kristi efterfølgere glemmer den lærdom, han ønskede, at vi skulle drage af markens blomster De stoler ikke på, at han stadig har omsorg for dem. Kristus kan ikke bære deres byrde, fordi de ikke lægger den på hans skuldre. Livets byrder som skulle få dem til at gå til Frelseren og finde hjælp og trøst, adskiller dem der tror fra ham.KL 36.2

Mange, der kunne bære frugt til Guds ære, bliver optaget af at skaffe sig rigdom. De anvender al deres energi til forretningsanliggender og de føler sig nødsaget til at forsømme de åndelige ting. På denne måde skiller de sig fra Gud. Vi påmindes i skrifterne om ikke at være lunkne i vor iver Vi må arbejde, så at vi har noget at give til dem, der er i nød. De kristne må arbejde, de må tage del i forretningslivet, og dette kan de gøre uden at begå nogen synd. Men mange bliver så optaget af deres forretningsanliggender at de ikke har tid til at bede, til at læse i Bibelen eller til at søge og tjene Gud. Til tider længes de efter hellighed og efter Himmelen, men der er ikke tid til at vende sig fra verdens larm for at lytte til Guds Ånds majestætiske og myndige stemme. Ting, der har evighedsbetydning bliver underordnede, og denne verdens anliggender får lov at indtage førstepladsen. Det er umuligt for ordets sæd at bære frugt, for deres tanker er optaget af at give næring til verdslighedens tidslerKL 37.1

Og mange, der arbejder med et helt andet mål for øje, falder i en lignende snare. De arbejder for andres bedste, de har mange pligter og store ansvar og de tillader at deres arbejde går forud for deres gudsdyrkelse. Samfundet med Gud gennem bøn og bibelstudium bliver forsømt. De glemmer at Kristus har sagt: “Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” De lever adskilt fra Kristus, deres liv gennemstrømmes ikke af hans nåde, og det, der kendetegner selvet, kommer til syne. Deres gerning skæmmes af ønsket om overhøjhed og ubehagelige, ukærlige karaktertræk, der uhæmmet har fået lov til at udvikle sig. Her findes en af hovedårsagerne til nederlag i arbejdet for Kristus. Det er grunden til, at resultaterne ofte er så små.KL 37.2

“Rigdommens bedrag.” Kærlighed til rigdom har en fortryllende, bedragerisk magt. Alt for ofte glemmer de, der ejer verdsligt gods, at det er Gud, der giver dem kraft til at vinde rigdom. De siger: “Det er min egen kraft og min egen hånds styrke, der har skaffet mig den rigdom.” Deres rigdom fører til selvophøjelse i stedet for at vække taknemmelighed til Gud. De mister erkendelsen af deres afhængighed af Gud og deres ansvar over for deres medmennesker I stedet for at betragte deres rigdom som et talent, der skal benyttes til Guds ære og til gavn for menneskeheden, anvender de den på sig selv. Rigdom, der bruges på denne måde, vil udvikle sataniske egenskaber i mennesket i stedet for guddommelige. Ordets sædekorn bliver kvalt af tidslerKL 38.1

“Nydelser” Der ligger en fare i fornøjelser der kun søges for at tilfredsstille selvet. Alle nydelser der svækker de fysiske kræfter, som gør tankerne uklare, eller som sløver evnen til at fatte åndelige ting, er “kødelige lyster som fører krig imod sjælen”.KL 38.2

“Alskens andre begæringer” Det er ikke nødvendigvis ting, der i sig selv er syndige, men noget, som man lader komme før det, der hører Guds rige til. Alt, hvad der drager tankerne bort fra Gud, alt, hvad der leder vor hengivenhed bort fra Kristus, er en fjende af vort åndelige liv.KL 39.1

Når man er ung og stærk og har let ved at fatte og forstå, er der stor fare for at man fristes til at blive ærgerrig og egenkærlig. Hvis verdslige planer lykkes, er der en tilbøjelighed til, at man vedbliver at handle på en måde, der vil sløve samvittigheden og gøre, at man ikke ret forstår at bedømme, hvori en sand og ædel karakter består Når en sådan udvikling begunstiges af omstændighederne, vil den tiltage og lede i en retning, som Guds ord forbyderKL 39.2

I den periode i børnenes liv, da deres karakter dannes, er forældrenes ansvar meget stort. De burde nøje overveje, hvorledes de unge kan være under den rette påvirkning, en påvirkning, der vil give dem en rigtig forståelse af livet og dets sande værdi. Men hvor mange forældre er der ikke, som i stedet for at gøre dette lader deres første tanke være at sikre børnene denne verdens goder. Hele deres omgangskreds vælges med dette mål for øje. Mange forældre bosætter sig i en eller anden storby og fører deres børn ind i den fornemmere verden. De omgiver dem med indflydelser der ansporer til verdslighed og stolthed, og i disse omgivelser hindres deres åndelige udvikling. De høje og ædle mål i livet tabes af syne. Den forret at være sønner og døtre af Gud, arvinger til et evigt liv, gives i bytte for verdslig vinding.KL 39.3

Mange forældre søger at forøge deres børns lykke ved at tilfredsstille deres lyst til fornøjelser De lader dem få lov til at deltage i sport og forlystelser og giver dem rigeligt med penge, som bliver ødslet bort for at tilfredsstille deres forfængelighed. Jo mere de giver efter for ønsket om at deltage i forlystelser jo stærkere bliver det. Disse unges interesser bliver mere og mere optaget af fornøjelser indtil de betragter dem som det eneste store mål i livet. Lediggang og tilfredsstillelse af deres egne lyster bliver vaner der næsten gør det umuligt for dem nogen sinde at blive karakterfaste kristne.KL 40.1

Man finder at selv menigheden, der skulle være sandhedens søjle og grundvold, opmuntrer til denne egenkærlige lyst til fornøjelser Når der skal skaffes penge til religiøse formål, hvilke midler er det så, man benytter sig af? Man benytter bazarer selskabelige sammenkomster forestillinger ja, endog lotterispil og lignende. Det sted, der er indviet til gudstjenester bliver ofte vanhelliget af spisen og drikken, køben og sælgen, latter og spøg. Ærbødighed for Guds hus og ærbødighed for tilbedelse af ham bliver på denne måde nedsat i de unges omdømme. Evnen til at holde selvet i tømme bliver svækket. Der tilskyndes til egenkærlighed, begær og pyntesyge, og jo mere man lader disse egenskaber få råderum, jo større magt får de.KL 40.2

De store byer er midtpunktet for denne jagen efter fornøjelser og underholdning. Mange forældre, der vælger et hjem i byen til deres børn, idet de har til hensigt at give dem stør re muligheder møder skuffelser og angrer for sent deres frygtelige fejltagelse. Vor tids byer bliver mere og mere lig Sodoma og Gomorra. De mange fridage opmuntrer til lediggang. De spændende sportskampe, teaterbesøg, væddeløb, hasardspil, drik og frådseri stimulerer alle lidenskaber i allerhøjeste grad. De unge rives med af strømmen. De, der kun lærer at elske fornøjelser åbner vejen for et væld af fristelser De hengiver sig til selskabelig munterhed og tankeløs lystighed, og deres omgang med lystens venner har en berusende virkning på sindet. De ledes fra den ene udsvævelse til den anden, indtil de både mister lysten og evnen til at leve et nyttigt liv. Deres interesse for hvad der har med religion at gøre, aftager og deres åndelige liv dør hen. Alle de ædlere karaktertræk, der knytter mennesket til den åndelige verden, bliver forringet.KL 41.1

Det er sandt, at nogle indser deres dårskab og omvender sig. Gud vil tilgive dem, men de har såret deres egen samvittighed og bragt sig i livslang fare. Evnen til at skelne mellem ret og uret, som altid burde være skarp og følsom, bliver i høj grad sløvet. De er ikke skarpsindige, så de straks kan genkende Helligåndens stemme, der søger at lede dem, eller at forstå Satans snedige påfund. I farens stund falder de ofte for fristelsen og bliver ført bort fra Gud. Enden på deres forlystelsessyge bliver at de har forspildt både dette og det evige liv.KL 42.1

Bekymringer, rigdomme, fornøjelser og nydelser benyttes alle af Satan i spillet om menneskets evige liv. Advarslen er blevet givet: “Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden.” Den, der læser menneskehjerterne som en åben bog, siger: “Men vogt jer at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer” Og ledet af Helligånden skriver Paulus: “Men de, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.”KL 42.2

I lignelsen om sædemanden viser Kristus, at de forskellige resultater af såningen er afhængige af jordbunden. I hvert tilfælde er sædemanden og sæden den samme. Han lærer os således, at det er vor egen skyld, hvis Guds ord ikke formår at fuldføre sin gerning i vore hjerter og i vort liv Resultatet er afhængigt af os. Det er sandt, at vi ikke kan forandre os selv men det står i vor magt at vælge, og det kommer an på os, hvad vi bestemmer at vi vil blive. De, der er ligesom sæden, der faldt på vejen, på stengrund eller blandt tidsler behøver ikke at fortsætte med at være sådan. Guds Ånd søger altid at løse dem, der er tryllebundne og optaget af verdslige foretagender og at vække en længsel efter de uforgængelige skatte.Det er ved at modstå Guds Ånd, at menneskene bliver uopmærksomme og ligegyldige overfor Guds ord. De er selv skyld i, at deres hjerter forhærdes og hindrer den gode sæd i at spire, og i at ugræsset hæmmer dens vækst.KL 43.1

Hjertets grobund må dyrkes. Jorden må brydes ved oprigtig anger over synden. Giftige, sataniske planter må rykkes op med rode. Marken, som engang har været overgroet af tidsler kan kun genopdyrkes ved flittigt arbejde. Således kan hjertets onde tilbøjeligheder kun overvindes ved alvorlige anstrengelser i Jesu navn og ved hans kraft. Herren byder os ved sin profet: “Bryd eder ny jord og så dog ikke blandt torne!” “Så eders sæd i retfærd, høst i fromhed.” Han ønsker at udføre denne gerning for os, og han beder os om at samarbejde med sig.KL 43.2

De, der sår sæden, har en gerning at gøre med at berede hjerterne til at tage imod evangeliet. I ordets forkyndelse er der alt for megen prædiken og alt for lidt personligt arbejde. Det er nødvendigt at arbejde personligt for de fortabte, Vi burde komme i nær berøring med de enkelte mennesker og vise kristelig medfølelse, idet vi søger at vække deres interesse for de vigtige ting, der angår deres evige liv. Deres hjerter er måske så hårde som den nedtrampede sti, og tilsyneladende er det nytteløst at tale med dem om Frelseren; men medens logik ikke kan bevæge dem, og bevisførelser er ude af stand til at overbevise dem, kan Kristi kærlighed, der åbenbares i personligt arbejde for dem, blødgøre stenhjertet, så at sandhedens sæd kan fæste rod.KL 44.1

Således ser vi, at de, der sår sæden, har noget at udføre, for at sæden ikke skal blive kvalt af tidsler eller visne, fordi der kun er et tyndt lag god jord. Lige fra begyndelsen af kristenlivet burde enhver troende have undervisning i dets grundlæggende principper Han burde lære, at han ikke blot skal frelses ved Kristi offer men at han skal gøre Kristi liv til sit liv og Kristi karakter til sin. Undervis alle om, at de skal bære byrder og give afkald på medfødte tilbøjeligheder Lad dem erfare, hvor velsignet det er at arbejde for Kristus, at følge ham på selvfornægtelsens vej og at tåle ondt som en Jesu Kristi stridsmand. Lad dem lære at stol på hans kærlighed og at overlade alle deres bekymringer til ham. Lad dem smage den glæde, der fås ved at vinde andre for ham. Idet de får kærlighed og interesse for de fortabte, vil de glemme sig selv. Denne verdens glæder vil miste deres tiltrækningskraft, og dens byrder vil ikke gøre dem modløse. Sandhedens plovjern vil gøre sin gerning. Det vil ikke blot skære toppen af tidslerne, men rykke dem op med rode.KL 44.2

Sædemanden vil ikke altid møde skuffelser Om sæden, der faldt i god jord, sagde Frelseren: “Det er ham, der hører ordet og forstår det, og som så bærer frugt, hundrede, tresindstyve eller tredive fold.” “Men det i den gode jord, det er dem, som hører ordet og gemmer det i et smukt og godt hjerte og bærer frugt i udholdenhed.KL 45.1

Det smukke og gode hjerte, som lignelsen taler om, er ikke et hjerte, der er uden synd, for evangeliet skal forkyndes for de fortabte. Kristus sagde: “Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere.” Den, der giver efter for Helligåndens overbevisning, har et smukt hjerte. Han bekender sin synd og føler at han behøver Guds nåde og kærlighed. Han ønsker oprigtigt at kende sandheden, for at han kan adlyde den. Det gode hjerte er et hjerte, der tror, et hjerte, der har tillid til Guds ord. Uden tro er det umuligt at tage imod ordet. Thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.”KL 45.2

“Det er ham, der hører ordet og forstår det.” Farisæerne på Kristi tid lukkede øjnene, for at de ikke skulle se, og ørerne, for at de ikke skulle høre; derfor kunne sandheden ikke nå deres hjerter Men de kom til at gengælde for deres forsætlige uvidenhed og selvforskyldte blindhed. Men Kristus lærte sine disciple, at de skulle være opmærksomme over for undervisning og rede til at tro. Han udtalte en velsignelse over dem, fordi de så med øjnene og hørte med ørerne og troede.KL 46.1

Den, som hører ordet, tager imod det, “ikke ..... som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er” ” Det er kun den, der tager imod skriften som Guds stemme, der taler til ham, der er en sand discipel. Han bæver for ordet, thi det er en levende virkelighed for ham. Han åbner sit sind og hjerte for at kunne tage imod det. Kornelius og hans venner der sagde til apostlen Peter: “Nu er vi alle til stede for Guds åsyn for at høre alt, hvad der er befalet dig af Herren,” hørte til sådanne tilhørere.KL 46.2

Kundskaben om sandheden afhænger ikke så meget af gode forstandsevner som af ærlige hensigter og en enfoldig, oprigtig tro. Guds engle drager nær til dem, der af et ydmygt hjerte søger guddommelig vejledning. Helligånden bliver givet dem, for at den kan åbenbare sandhedens rige skatte for dem.KL 46.3

De, der lignes ved sæden, som faldt i god jord, hører ordet og gemmer det. Satan og alle hans onde engle kan ikke rive det bort.KL 47.1

Det er ikke nok blot at høre eller læse ordet. Den, der ønsker at få hjælp gennem skrifterne, må fordybe sig i sandhederne, som er blevet fremholdt for ham. Ved alvorligt studium i bøn til Gud må han lære betydningen af sandhedens ord.KL 47.2

Gud ønsker at vort sind skal være optaget af ophøjede og rene tanker Han vil, at vi skal tænke på hans kærlighed og nåde og fordybe os i studiet af hans vidunderlige gerning i den store forløsningsplan. Så vil vor forståelse af sandheden blive klarere og klarere, og vor længsel efter at have et rent hjerte og rene tanker vil blive mere ophøjet og hellig. Den, der beskæftiger sig med rene og hellige tanker vil blive forvandlet gennem samfund med Gud ved studiet af den hellige skrift.KL 47.3

“Og bære frugt.” De, der hører ordet og tager imod det, vil bære frugt i overflod. Guds ord, der modtages i hjertet, vil vise sig i gode gerninger Resultatet vil ses i en kristelig karakter og livsførelse. Kristus sagde om sig selv: “At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.” “Jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.” Og skriften siger: “Den, der siger at han bliver i ham, han er også skyldig at vandre således, som han vandrede.”KL 47.4

Guds ord kommer ofte i strid med menneskets nedarvede og tilegnede karaktertræk og livsvaner Men den, der hører ordet og tager imod det, går ind på alle betingelser og krav Hans vaner sæder og skikke forandres, så de bliver i harmoni med Guds ord. For ham er dødelige, fejlende menneskers påbud for intet at regne mod den evige Guds ord. Af hele sit hjerte og med udelt interesse søger han det evige liv, og han vil adlyde sandheden, selv om det skulle betyde tab, forfølgelse eller død.KL 48.1

Og han bærer frugt “i udholdenhed”. Ingen, der tager imod Guds ord, vil blive fritaget for vanskeligheder og prøvelser, men når der kommer lidelser bliver den sande kristne ikke urolig, bange eller fortvivlet. Selv om vi ikke kan se en bestemt løsning på problemerne eller se hensigten med Guds styrelse, skal vi ikke kaste vor frimodighed bort. Idet vi kommer Herrens inderlige barmhjertighed i hu, skal vi overlade vore sorger og bekymringer til ham og med tålmodighed vente på hans frelse.KL 48.2

Det åndelige liv bliver styrket gennem kamp og strid. Når man forstår at bære sine prøvelser ret, vil de udvikle en fast karakter og dyrebare, åndelige dyder Troens, ydmyghedens og kærlighedens fuldkomne frugt modnes ofte bedst, når vi møder modgang og storme.KL 48.3

“Se, bonden bier på jordens dyrebare afgrøde og venter tålmodigt på den, til den har fået tidligregn og sildigregn.” Således skal den kristne vente tålmodigt på, at Guds ord skal bære frugt i hans liv. Når vi beder om Åndens nådegaver besvarer Gud ofte vore bønner ved at sende os erfaringer i livet, der kan udvikle disse gaver men vi forstår ikke hans hensigt, og vi undres og bliver mismodige. Ingen kan dog udvikle disse nådegaver uden at vokse og bære frugt. Vor del består i at tage imod Guds ord og bevare det, idet vi overgiver os helt til dets ledelse, og da vil dets hensigt blive fuldbyrdet i os.KL 49.1

“Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.” Denne iboen vil øve sin indflydelse over os, thi det betyder at vi har en levende forbindelse med kilden til den stedsevarende kraft. I vort åndelige liv vil vi blive taget til fange af Jesus Kristus. Vi vil ikke længere leve vort liv i egenkærlighed, men Kristus vil leve i os. Vi vil åbenbare hans karakter og således vil vi bære Helligåndens frugter “tredive og tresindstyve og hundrede fold”.KL 49.2