Hovedpunktet i Kristi prædiken var dette: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”1 Således byggede evangeliets budskab, som det lød fra Frelseren selv, på profetierne. “Tiden,” som han erklærede var inde, var den tidsperiode, som englen Gabriel havde forkyndt til Daniel. “Halvfjerds uger,” sagde englen, “er fastsat for dit folk og for din hellige by, før overtrædelserne bliver tøjlet, synden bragt til ophør og skylden sonet, før den evige retfærdighed kommer, før profeternes syner bliver beseglet, og det højhellige bliver salvet.” 3Dan 9,24 I profetier gælder en dag for et år. Se 4 Mos 14,34; Ez 4,6. De 70 uger eller 490 dage repræsenterer 490 år. Der bliver angivet et begyndelsespunkt for denne tidsperiode: “Vid derfor og forstå at fra befalingen udgår om at genopbygge Jerusalem indtil Messias, Fyrsten, skal der være 7 uger, og 62 uger” 4Es 61,1.2 — altså 69 uger — eller 483 år. Befalingen om at genoprette og opbygge Jerusalem, sådan som den blev genopbygget efter Artaxerxes Longimanus’ dekret (Se Ez 6,14; 7,1.9), trådte i kraft i efteråret 457 før Kristus. Fra dette tidspunkt rækker 483 år til efteråret år 27 efter Kristus. Ifølge profetien skulle denne tidsperiode vare til Messias, Den Salvede. År 27 blev Jesus ved sin dåb salvet med Helligånden og begyndte snart efter på sin gerning. Derpå blev dette budskab forkyndt: “Tiden er inde!” JSL 157.3
Derefter sagde englen: “Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én uge (=7 år)”. I 7 år, efter at Frelseren var begyndt på sin virksomhed, skulle evangeliet særligt prædikes for jøderne: I 3 ½ år af Kristus selv og derefter af apostlene. “Midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør.” 5 Dan 9,27 JSL 158.1
I foråret år 31 døde Kristus på Golgata som det sande offer. Da blev templets forhæng sønderrevet som tegn på, at offertjenestens hellighed og betydning var forbi. Tiden var inde, hvor det jordiske slagtoffer og afgrødeoffer skulle ophøre. JSL 158.2
Denne ene uge — de 7 år — endte år 34 efter Kristus. Da beseglede jøderne ved at stene Stefanus deres endelige forkastelse af evangeliet. Disciplene, der gennem forfølgelsen blev spredt til andre lande, “begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet” 6 ApG 8,4. Kort tid efter blev forfølgeren Saulus omvendt og blev til Paulus, hedningernes apostel. JSL 158.3
Tiden for Kristi komme, hans salvelse ved Helligånden, hans død og evangeliets udbredelse til hedningerne var tydeligt udpeget. Det var det jødiske folks privilegium at forstå disse profetier og at erkende deres opfyldelse gennem Jesu mission. Kristus indprentede sine disciple, hvor betydningsfuldt det var at studere profetierne. Idet han henviste til den profeti, som Daniel havde modtaget med hensyn til deres tid, sagde han. “Den, der læser dette, skal mærke sig det!” 7Matt 24,15 Efter sin opstandelse udlagde han for sine disciple, hvad der hos “alle profeterne … stod om ham” 8Luk 24,27. “Kristi Ånd i dem … vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge.” 91 Pet 1,11 JSL 158.4
Det var Gabriel, englen, som i rang var næst efter Guds Søn, der bragte Daniel dette guddommelige budskab. Kristus sendte “sin engel,” 10Åb 1,1 Gabriel, for at åbenbare fremtiden for den elskede discipel Johannes; og der lyses velsignelse over dem, “som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den” 11Åb 1,3. JSL 158.5