Men Jesus havde ikke glemt dem. Han fulgte dem fra bredden og så de rædselsslagne mænd kæmpe mod stormen. Ikke et øjeblik tabte han sine disciple af syne. Med den kærligste omsorg fulgte hans blik den stormomsuste båd med dens dyrebare last; for disse mænd skulle blive verdens lys. Som en mor, der ømt våger over sit barn, således vågede den medfølende Mester over sine disciple. Da deres hjerter var kuede, deres ugudelige ambitioner dæmpet, og de i ydmyghed bad om hjælp, fik de den. JSL 270.1
I det øjeblik, hvor de tror, de er fortabt, åbenbarer et lysglimt en forunderlig skikkelse, der kommer gående på vandet hen imod dem. Men de ved ikke, at det er Jesus. Han, som kommer dem til hjælp, tror de, er en fjende. De bliver overvældet af rædsel. Hænderne, der har grebet om årerne med muskler af stål, slipper deres tag. Båden kastes hid og did af bølgerne. Alles blik fæstes ved synet af en mand, der går på de skumklædte bølger over den brusende sø. JSL 270.2
De tror, det er et spøgelse, som varsler deres undergang, og skriger af angst. Jesus fortsætter, som om han ville gå forbi dem, men de genkender ham og råber bønfaldende, om han vil hjælpe dem. Deres elskede Mester vender om, hans stemme dæmper deres frygt: “Vær frimodige; det er mig, frygt ikke!” JSL 270.3