“De skal give ham navnet Immanuel — det betyder: Gud med os.” 1Matt 1,23 “Kundskab om Guds herlighed” finder vi “på Jesu Kristi ansigt.” 22 Kor 4,6 Fra evigheds dage var vor Herre Jesus Kristus ét med Faderen; han var “Guds billede,” 32 Kor 4,4 billedet af hans storhed og majestæt, “Guds herligheds glans.” 4Hebr 1,3 Det var for at åbenbare denne herlighed, at han kom til vor verden. Til denne jord, der var formørket af synd, kom han for at åbenbare lyset fra Guds kærlighed — for at være Gud med os. Derfor blev der forudsagt om ham: “De skal give ham navnet Immanuel.” JSL 8.1
Ved at komme for at tage bolig hos os skulle Jesus åbenbare Gud for både mennesker og engle. Han var Guds Ord — Guds tanker, der var gjort hørlige. I sin bøn for sine disciple siger han: “Jeg har gjort dit navn kendt for dem,” 5Joh 17,26 “en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed,” 62 Mos 34,6 — “for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.” 5Joh 17,26 Men denne åbenbaring gjaldt ikke alene hans jordiske børn. Vores lille verden er universets lærebog. Guds kærlige, nådige hensigter, den forsonende kærligheds mysterium, er også det emne, “som englene begærer at få indblik i,” 71 Pet 1,12 og det vil beskæftige dem gennem endeløse tider. Både de frelste og de ikke faldne væsener vil i Kristi kors finde deres videnskab og sang. Den herlighed, der lyser fra Kristi åsyn, er herligheden fra den selvopofrende kærlighed. I lyset af, hvad der skete på Golgata, vil man se, at den selvfornægtende kærlighed, næstekærligheden og kærligheden til Gud, er livets lov for jorden og Himmelen. Den kærlighed, som ikke “søger … sit eget,” 81 Kor 13,5 og som har sit udspring i Guds hjerte. I Jesus, som var sagtmodig og ydmyg, åbenbaredes Hans væsen, som bor i det lys, intet menneske kan nærme sig. JSL 8.2