Jesus stillede nu sit næste spørgsmål, der angik disciplene selv: “Men I, hvem siger I, at jeg er?” Peter svarede: “Du er Kristus, den levende Guds søn.” JSL 297.3
Peter havde lige fra begyndelsen troet, at Jesus var Messias. Mange andre, der havde ladet sig overbevise ved Johannes Døbers prædiken og havde taget imod Kristus, var begyndt at tvivle på Johannes’ udsendelse, da han blev fængslet og henrettet, og nu tvivlede de på, om Jesus var den Messias, som de så længe havde ventet. Mange af de disciple, som havde næret et brændende håb om, at Jesus ville indtage sin plads på Davids trone, forlod ham, da det gik op for dem, at dette ikke var hans hensigt. Men Peter og hans venner fraveg ikke deres troskab. Usikkerheden hos dem, der priste ham den ene dag og fordømte ham den næste, nedbrød ikke troen hos Frelserens trofaste discipel. Peter erklærede: “Du er Kristus, den levende Guds søn.” Han ventede ikke på, at hans Herre skulle blive kronet med kongelige æresbevisninger, men tog imod ham under hans ydmygelse. JSL 297.4
Peter havde givet udtryk for troen hos de tolv. Dog var disciplene stadig langt fra at forstå Kristi mission. Præsternes og de skriftkloges modstand og forvanskning voldte dem stadig store vanskeligheder, selvom den ikke kunne få dem til at vende sig bort fra Kristus. De kunne ikke se vejen klart for sig. Påvirkningen af deres barndoms undervisning, de skriftkloges lære og traditionernes magt hæmmede stadig deres opfattelse af sandheden. Fra tid til anden skinnede værdifulde stråler af lys fra Jesus for dem, men tit var de som mennesker, der famler sig frem blandt skygger. Men på denne dag, før de var stillet ansigt til ansigt med den store prøve på deres tro, hvilede Helligånden over dem med kraft. For et kort øjeblik var deres blik vendt bort fra “det synlige” for at se på “det usynlige” 2Kor 4,18. Gennem menneskeskikkelsen skimtede de Guds Søns herlighed. JSL 297.5
Jesu svar til Peter lød således: “Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader i himlene.” JSL 297.6
Den sandhed, som Peter havde bekendt, er grundlaget for den troendes tro. Det er den, som Kristus selv har erklæret for at være evigt liv. Men at være i besiddelse af denne viden var ingen grund til selvforherligelse. Det var ikke på grund af Peters egen visdom eller godhed, at den var blevet ham åbenbaret. Et menneske kan aldrig ved egen kraft nå til erkendelse af det guddommelige. “Det er højere end himlen — hvad kan du udrette? Det er dybere end dødsriget — hvad kan du forstå?” 3Job 11,8 Kun barnekårets ånd kan åbenbare os Guds dybder, det, som “intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte. … Det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder” 41 Kor 2,9-10. “De, der frygter Herren, har fællesskab med ham.” 5Sl 25,14 At Peter kunne se Kristi herlighed, var et vidnesbyrd om, at han var “oplært af Gud” 6Joh 6,45. Ja, i sandhed: “Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig.” JSL 298.1