Men korset må komme forud for kronen. Det er ikke indvielsen af Kristus som konge, deres samtale med Jesus drejer sig om, men døden der venter ham i Jerusalem. Iført menneskehedens svaghed og bebyrdet med dens sorger og synd gik Jesus alene blandt mennesker. Da presset fra hans kommende prøvelse virkeligt tyngede ham, var han åndeligt ensom i en verden, som ikke kendte ham. Selv hans elskede disciple, som var så optaget af deres egen tvivl og sorg og ærgerrige forhåbninger, havde ikke forstået baggrunden for hans mission. Han havde boet midt i Himmelens kærlighed og fællesskab, men i den verden, som han havde skabt, var han ensom. Nu havde Himmelen sendt sine sendebud til Jesus; ikke engle, men mennesker, der havde lidt skuffelser og sorg, og som havde forståelse for Frelseren i hans jordiske livs prøvelse. Moses og Elias havde samarbejdet med Kristus. De havde taget del i hans længsel efter menneskers frelse. Moses havde tryglet for Israel: “Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører.” 62 Mos 32,32 Elias havde kendt til åndelig ensomhed, da han i tre og et halvt år med hungersnød havde båret byrden af folkets had og dets ulykke. Alene havde han stået foran Gud på Karmels bjerg. Alene var han flygtet til ørkenen i smerte og fortvivlelse. Disse mænd, der var udvalgt frem for enhver engel omkring tronen, var kommet for i nær samtale med Jesus at støtte ham til de forestående lidelser og for at trøste ham med forsikringen om Himmelens deltagelse. Verdens håb, frelsen af hvert eneste menneske, var det, som deres samtale drejede sig om. JSL 306.3
Fordi de var så overmandede af søvn, hørte disciplene kun lidt af, hvad der foregik mellem Kristus og de himmelske sendebud. Da de ikke havde formået at våge og bede, havde de ikke modtaget det, som Gud havde ønsket at give dem — viden om Kristi lidelser og den herlighed, der ville følge efter den. De gik glip af den velsignelse, de kunne have fået ved at dele hans selvopofrelse. Disse disciple var langsomme til at tro og påskønnede kun i ringe grad den skat, som Himmelen forsøgte at skænke dem. JSL 307.1
Dog modtog de meget lys. De fik vished for, at hele Himmelen kendte til jødefolkets synd ved at forkaste Kristus. De fik en dybere indsigt i Frelserens gerning. Med deres egne øjne og ører så og hørte de ting, som lå uden for menneskelig forståelse. De “havde med egne øjne set Jesu majestæt,” 72 Pet 1,16 og de indså, at Jesus virkelig var den Messias, som patriarker og profeter havde vidnet om, og at han blev anerkendt som sådan af det himmelske univers. JSL 307.2
Mens de stadig stirrede på, hvad der foregik på bjerget, “da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: ‘Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’” Da de så den lysende sky, mere strålende end den, som gik foran Israels stammer i ørkenen; da de hørte Guds stemme tale med frygtindgydende majestæt, så bjerget bævede, faldt disciplene med stor kraft til jorden. De blev liggende med hovedet nedad og ansigtet skjult, indtil Jesus kom hen og rørte ved dem og jog deres frygt bort med sin velkendte stemme: “Rejs jer og frygt ikke!” Da de vovede at se op, så de, at den himmelske stråleglans var borte, og at Moses’ og Elias’ skikkelser var borte. De var alene på bjerget sammen med Jesus. JSL 307.3