Jesus sagde: “En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi.” Dette var ikke nogen opdigtet begivenhed, men en virkelig tildragelse som man vidste, var foregået nøjagtigt, som den blev fremstillet. Præsten og levitten, der var gået lige forbi, var til stede blandt dem, der lyttede til Kristi ord. JSL 360.4
Når man skulle fra Jerusalem til Jeriko, måtte den rejsende igennem en del af Judæas ørken. Vejen førte gennem en vildsom og klippefuld slugt, som var hjemsøgt af røvere, og som ofte havde været skueplads for voldshandlinger. Det var her, at den vejfarende var blevet overfaldet, og berøvet alt af værdi, såret og forslået og til sidst efterladt halvdød ved vejkanten. Mens han lå der, kom præsten samme vej; men han kiggede blot hen på den sårede mand. Derefter viste levitten sig. I sin nysgerrighed efter at få at vide, hvad der var sket, standsede han og betragtede den sårede. Han var ganske klar over, hvad han burde gøre, men det var ikke nogen behagelig pligt. Han ville ønske, at han ikke var kommet den vej, så han ikke havde behøvet at se den sårede. Han overbeviste sig selv om, at dette ikke var noget, der angik ham. JSL 360.5
Begge disse mænd havde et helligt embede og foregav at udlægge Skrifterne. De hørte til den samfundsklasse, som var særligt udvalgt til at være Guds stedfortrædere over for folket. De skulle “føle med de uvidende og vildfarende” 2Hebr 5,2 for at kunne få mennesker til at forstå Guds store kærlighed til menneskeslægten. Den gerning, de var kaldet til, var den samme, som Jesus havde beskrevet som sin egen, da han sagde: “Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed.” 3Luk 4,18 JSL 361.1
Himmelens engle ser på elendigheden hos Guds familie på jorden, og de er rede til at samarbejde med mennesker for at lindre undertrykkelse og lidelse. Gud havde i sit forsyn sendt præsten og levitten ad den samme vej, hvor den sårede stakkel lå, for at de kunne se hans behov for barmhjertighed og hjælp. Hele Himmelen holdt øje med, om disse mænd ville lade sig bevæge af medlidenhed med et menneskes nød. Det var Frelseren, der i ørkenen havde vejledt israelitterne. Fra skystøtten og ildstøtten havde han lært dem noget ganske andet end det, som folket nu blev belært om af deres præster og lærere. Lovens nådige omsorg strakte sig endog så vidt som til de laverestående dyr, der ikke med ord kan udtrykke deres nød og lidelse. Moses havde givet Israels børn anvisninger herom: “Når din fjendes okse eller æsel er faret vild, og du møder dem, skal du bringe dem tilbage til ham. Når du ser din uvens æsel segne under sin byrde, må du ikke svigte ham; du skal hjælpe ham.” 42 Mos 23,4-5 JSL 361.2
Men i den mand, der var blevet såret af røvere, skildrede Jesus en broder i nød. Hvor meget mere burde de da ikke lade sig bevæge af medlidenhed med ham end med et lastdyr! De havde ved Moses fået dette budskab, at Herren, deres Gud, er “den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, … som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede. … Derfor skal I elske den fremmede” 55 Mos 10,17-19. “Du skal elske ham som dig selv.” 63 Mos 19,34 JSL 361.3
Job havde sagt: “Ingen fremmed måtte overnatte ude, min dør holdt jeg åben for vejfarende.” 7Job 31,32 Og da de to engle, forklædt som mennesker, kom til Sodoma, bøjede Lot sig helt ned til jorden og sagde: “Kom med hjem, og overnat hos jeres tjener.” 81 Mos 19,2 Alle disse påbud var velkendte for præsten og levitten, men de havde ikke omsat dem i handling. Oplært som de var i den nationale fanatismes skole, var de blevet egenkærlige, snæversynede og afvisende. Da de så på den sårede mand, var de ikke i stand til at afgøre, om han tilhørte deres folk eller ej. De tænkte, at han måske var samaritaner, og de vendte sig bort fra ham. JSL 361.4
Sådan som Kristus havde beskrevet deres handlemåde, så den lovkyndige ikke noget, der var i modstrid med, hvad han havde lært med hensyn til lovens krav. Men nu lød der noget helt andet. JSL 362.1
En samaritaner havde på sin rejse nået stedet, hvor den sårede lå, og da han så ham, fik han medynk med ham. Han spurgte ikke, om denne fremmede var jøde eller hedning. Hvis han var jøde, vidste samaritaneren godt, at hvis situationen havde været omvendt, ville manden spytte ham i ansigtet og gå forbi ham med foragt. Men han tøvede ikke af denne grund. Han overvejede ikke, om han måske selv kunne være i fare for overfald, hvis han blev her på stedet. Det var ham tilstrækkeligt, at han her stod over for et menneske i nød og lidelse. Han tog sin kappe af for at dække ham til. Olien og vinen, som han havde anskaffet til sin rejse, brugte han til at læge og forfriske den sårede mand. Han løftede ham op på sit eget dyr og gik langsomt af sted med jævne skridt, for at den fremmede ikke skulle blive rystet og komme til at lide endnu større smerter. Han bragte ham hen til et herberg og tog sig af ham om natten, hvor han vågede over ham med den største omhu. Da den syge om morgenen havde det bedre, vovede samaritaneren at rejse videre. Men før han gjorde dette, overgav han den sårede til værtens omsorg, betalte for ham og efterlod penge til udlæg for ham; og da han var bange for, at det ikke var nok, sørgede han for yderligere behov ved at sige til værten: “Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.” JSL 362.2
Da fortællingen var endt, så Jesus fast på den lovkyndige med et blik, der syntes at læse hans tanker, og sagde: “Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” JSL 362.3
End ikke nu ville den lovkyndige lade navnet samaritaner komme over sine læber, og han svarede: “Han, som viste ham barmhjertighed.” Jesus sagde: “Gå du hen og gør ligeså!” JSL 362.4