“Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.” 1Gal 4,4-5 JSL 17.1
Frelserens komme blev forudsagt i Edens Have. Da Adam og Eva havde hørt dette løfte, så de hen til dets snarlige opfyldelse. De tog med glæde mod deres førstefødte søn og håbede, at han var befrieren. Men det varede længe med opfyldelsen af løftet. De, som først havde modtaget det, døde uden at have oplevet dets opfyldelse. Fra Enoks dage blev forjættelsen gentaget ved patriarker og profeter, så håbet om Frelserens komme blev holdt levende, og alligevel kom han ikke. Daniels profeti åbenbarede tidspunktet for hans komme, men ikke alle fortolkede budskabet på rette måde. Det ene århundrede gik efter det andet, og profeternes røst holdt op med at lyde. Undertrykkernes hånd hvilede tungt over Israel, og mange var rede til at udbryde: “Tiden går, og alle syner slår fejl.” 2Ez 12,22 JSL 17.2
Men ligesom stjernerne på deres fastsatte baners store kredsløb tender. Guds planer hverken til hast eller opsættelse. Gennem symbolerne med det store mørke og den rygende ovn havde Gud åbenbaret Israels trældom i Ægypten for Abraham og havde forkyndt, at tiden for deres ophold dér skulle være fire hundrede år. Gud sagde: “Derefter skal de drage ud med storerigdomme.” 31 Mos 15,14 Imod dette ord kæmpede al magten i Faraos stolte rige forgæves. “Netop den dag.” der var bestemt i det guddommelige løfte, “drog alle Her-rens hærskarer ud af Egypten.” 42 Mos 12,41 På samme måde var timen for Kristi kommeblevet besluttet i det himmelske råd. Da tidens store ur angav denne time, blev Jesus født i Betlehem. JSL 17.3
“Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn.”1 Forsynet havde styret folkeslagenes udvikling og indflydelse, indtil verden var moden til befrierens komme. Folkene var forenede under én regering. Ét sprog blev talt næsten overalt og blev alle vegne anerkendt som litteraturens sprog. Jøder fra allelande samledes i Jerusalem til de årlige højtider. Når de igen vendte tilbage tilde steder, hvor de boede, kunne de udbrede beretningen om Messias’ kommeover hele verden. JSL 17.4
På dette tidspunkt var de hedenske religionssystemer ved at miste deres greb om folket. Mange var trætte af tom pragt og opdigtede historier. De længtes efter en religion, som kunne give dem fred i hjertet. Skønt sandhedens lys syntes at være veget fra menneskene, var der dog nogle, der søgte efter lyset, og som var fulde af forvirring og sorg. De tørstede efter viden om den levende Gud, efter en forsikring om et liv hinsides graven. JSL 18.1