Johannes havde levet et aktivt liv, og fængslets mørke og lediggang var en tung byrde for ham. Efterhånden som uge efter uge svandt hen, uden at der skete nogen forandring, blev han grebet af modløshed og tvivl. Hans disciple svigtede ham ikke. De fik tilladelse til at besøge ham i fængslet, og de bragte ham efterretninger om Jesu gerninger og fortalte, hvordan folket flokkedes om ham. Men de forstod ikke, hvorfor denne nye lærer, hvis han var Messias, ikke gjorde noget for at få Johannes frigivet. Hvordan kunne han tillade, at hans trofaste budbringer blev berøvet friheden og måske endog livet? JSL 146.2
Disse spørgsmål var ikke uden virkning. Johannes blev grebet af en tvivl, som ellers aldrig ville være opstået. Satan frydede sig over at høre disciplenes ord og over at se, hvordan de pinte Herrens sendebud. Hvor ofte sker det ikke, at de, som mener at være en god mands venner, og som er ivrige efter at vise ham deres troskab, viser sig at være hans farligste fjender! Hvor ofte bringer deres ord ikke nedtrykthed og modløshed i stedet for at styrke troen! Ligesom Frelserens disciple vidste Johannes Døber heller ikke helt, hvordan Kristi rige skulle forstås. Han ventede, at Jesus skulle bestige Davids trone, og efterhånden som tiden gik, og Frelseren ikke gjorde krav på kongelig myndighed, blev Johannes forvirret og bekymret. Han havde forkyndt for folket, at Esajas’ profeti måtte opfyldes, for at Herrens vej kunne blive beredt: at bjergene og bakkerne skulle blive lave, det krogede gøres lige og de ujævne steder blive jævne. Han havde set frem til, at højborgene for menneskelig stolthed og magt skulle væltes, og han havde peget på Messias, som den, der havde magten til at rense grundigt ud, samle hveden i sin lade og brænde avnerne med en uudslukkelig ild. Ligesom profeten Elias, i hvis ånd og kraft han var kommet til Israel, ventede han, at Herren skulle åbenbare sig som en Gud, der giver sit svar med ild. JSL 146.3
I sin gerning som døber stod han som en frygtløs revser af synd, både hos høj og lav. Han havde vovet at konfrontere kong Herodes med en klar irettesættelse for hans synd. Han havde ikke regnet sit eget liv for dyrebart, hvis han kunne fuldføre det hverv, der var blevet ham tildelt. Og nu spejdede han fra sit fangehul efter løven af Judas stamme, der skulle nedbryde undertrykkerens hovmod og udfri de fattige og grædende. Men Jesus lod til at være tilfreds med at samle disciple omkring sig og helbrede og undervise folket. Han spiste ved toldernes bord, mens det romerske åg for hver dag hvilede tungere på Israel; mens kong Herodes og hans onde elskerinde gjorde, hvad de havde lyst til, og råbene fra de fattige og lidende steg op til himmelen. JSL 147.1