Go to full page →

Et ord til prædikanterne VM9 137

ET ORD TIL PRÆDIKANTERNE
Sanitarium, Californien den 3.nov 1901
Til en erfaren arbejder i New York City:
[Idet jeg har overvejet stillingen i New York, er der kommet til at hvile en stor byrde på mig. I nattens timer er sagen fremstillet for mig således: New York skal høre budskabet; der vil være anledninger i de bydele, hvor der ingen kirker findes og sandheden vil vinde indgang på de steder. Der er et stort arbejde at udføre i denne by; thi sandheden for denne tid må forkyndes for dem, som er døde i overtrædelser og synder. Højst alvorsfulde budskaber vil blive forkyndt af mænd, kårede af Gud — budskaber af en sådan natur, at folk vågner op og agter på advarslen. Og om nogle forargeres over advarslen og ledes til at stå lyset og det klare vidnesbyrd imod, kan vi deraf slutte, at vi fremholder vor tids prøvede sandheder. VM9 137.1

Budskaberne vil være forskellige fra dem, man i almindelighed hører. Guds straffedomme hjemsøger allerede jorden. Medens bymissioner må oprettes, hvor kolportører, bibelkvinder og praktiske lægemissione kan blive uddannet til at virke for visse klasser, må der samtidig ansættes gudhengivende evangelister i byerne, ved hvem det evige evangelium kan blive fremstillet så klart, at det vil vække tilhørerne op af deres sløvhed. VM9 137.2

“Før det blinde folk frem, der har øjne, de døve, der dog har ører! Lad alle folkene samles, lad folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem kan forkynde sligt eller påvise ting, de har forudsagt? Lad dem føre vidner og få ret, lad dem høre og sige: “Det er sandt!” Mine vidner er I, så lyder det fra Herren, min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en gud ej dannet og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er Herren, uden mig er der ingen frelser. Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer; I er mine vidner, lyder det fra Herren. Jeg er fra evigheds Gud, den eneste også i fremtiden. Ingen frier af min hånd, jeg handler — hvo gør det ugjort?” Es 43, 8-13 VM9 137.3

“Jeg fører blinde ad ukendt vej, leder dem af ukendte stier, gør mørket foran dem til lys og bakkelandet til slette. Det er de ting, jeg gør og dem går jeg ikke fra. Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på billeder, som siger til støbte billeder: “I er vore guder!” I, som er døve, hør, løft blikket, I blinde og se! Hvo er blind, om ikke min tjener og døv som budet, jeg sendte? Hvo er blind som min håndgangne mand, blind som Herrens tjener? Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne ører hørte han ej. For refærds skyld ville Herren løfte loven til højhed og ære.” Es 42, 16-21. VM9 138.1

De ovenfor angivne skriftsteder anviser vor gerning. Udtrykkende “min tjener”, “Israel”, “Herrens tjener”, er anvendelige på enhver, som Herren kalder til et bestemt arbejde. Han sætter dem til at udføre sin vilje, skønt enkelte af dem, han udser til gerningen, er ligeså uvidende om hans vilje, som kong Nebukadnezar var. VM9 138.2

Gud vil samarbejde med dem, som vil stille sig under Helligåndens vejledning. Han sætter sin herlighed i pant på, at Messias og hans rige skal vinde sejr i verden. “Så siger Gud Herren, som skabte og udspændte himlen, udbredte jorden med dens grøde, gav folkene på den åndedræt og dem, som vandrer der, ånde. Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig og jeg gør dig til folkepagt, til hedningelys for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullet mørkets gæster.” VM9 138.3

“Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre det.” versene 5-7, 23 VM9 139.1

Guds folk, som har haft både lys og kundskab, har ikke virket i overensstemmelse med hans ophøjede og hellige vilje. De har ikke gået fremad fra sejr til sejr, sat i gang virksomhed på nye steder og forkyndt sandheden i byerne med deres forstæder. De, som har modtaget stort lys fra Herren, men desudagtet ikke har tilegnet sig en klarere og klarere forståelse af sandheden, har tydeligt åbenbaret sin åndlige blindhed. Menighedernes medlemmer er ikke blevet opmuntret til at anspænde sine åndelige evner for at hjælpe Guds sag frem. De må lære at indse, at prædikanterne ikke kan udvirke frelse for dem ved at blive hos dem. På den måde bliver de bare svæklinger, når de dog skulle udvikle sig til stærke kæmper. VM9 139.2

I enhver menighed bør man lægge ansvar på unge mænd og unge kvinder. De bør på enhver mulig måde uddanne sig til at undervise dem, som ikke kender sandheden. Gud vil have alvorlige, helhjertede arbejdere i sin sag. De ydmyge og bodfærdige vil af personlig erfaring erkende, at der uden ham ikke er nogen Frelser. VM9 139.3

De bibelske sandheder må forkyndes og efterlevet i det daglige liv. Ethvert lysglimt, der falder på vor vej, må fremstråle klart og tydeligt i vor vandel. Sandheden skal skinne som en tændt lampe. Der er hundreder af Guds tjenere, som må besvare kaldet og optage gerningen på missionsfeltet som ivrige sjælevindere, der kommer “Herren til hjælp, Herren til hjælp blandt heltene”. Gud søger mænd med handledygtighed, mænd som er fyldt med kraft fra det høje, mænd som ser op til Gud som den øverste og modtager fra ham beviser på opfyldelsen af hans løfter, mænd som ikke er lunkne, men opvarmet af Guds kærligheds glød. VM9 140.1

Skulle alt det arbejde, som i de forgangne tyve år er nedlangt i menighederne, atter blive ydet dem, ville det ligeså lidt nu som tidligere udvikle søskende til selvfornægtende, opofrende efterfølgere af Kristus. Mange er blevet overernæret af åndelig mad, mens tusinder i verden omkommer af mangel på livets brød. Søskende i menighederne må arbejde; de må uddanne sig og stræbe efter at blive lig det mønster, der er sat for dem. Og dette mønster vil Herren hjælpe dem at ligne, om de blot vil samarbejde med ham. Hvis de bevarer sine sjæle i kærlighed til sandhed, vil de ikke hindre prædikanterne i forkyndelsen af sandheden på nye missionsfelter. VM9 140.2

De store byer skulle have hørt budskabet, ligeså snart som menighederne modtog lyset; men mange har ikke følt nogen byrde for sjæle og Satan har fundet dem modtagelige for sine fristelser og berøvet dem deres åndelige erfaring. Gud formaner sit folk til at angre og omvende sig og komme tilbage til sin første kærlighed, som de har mistet ved forsømmelsen af at følge i den selvopofrende Forløsers fodspor. VM9 140.3