Vi må ikke se sådan på det, at det evangeliske arbejde hovedsagelig påhviler prædikanten. Gud har givet den enkelte et arbejde at udføre i forbindelse med hans rige. Enhver, som bekender Kristi navn, må være en alvorlig, uegennyttig arbejder, som er rede til at forsvare retfærdighedens principper. Enhver sjæl bør gøre en aktiv indsats for at fremme Guds sag. Uden hensyn til hvad vort kald måtte være, har vi som kristne en opgave at udføre, nemlig at gøre verden bekendt med Kristus. Vi skal være missionærer, hvis hovedformål er at vinde sjæle for Kristus. VM6 427.1
Gud har betroet sin menighed den opgave at sprede lys og at forkynde budskabet om hans kærlighed. Det er ikke vor opgave at fordømme, ikke at tale nedsættende, men at samarbejde med Kristus og trygle mennesker om at blive forligt med Gud. Vi skal opmuntre sjæle, drage dem til os og på den måde vinde dem for Frelseren. Hvis det ikke interesserer os og hvis vi ikke tjener Gud med vort hjerte og vort liv, berøver vi ham vor indflydelse, vor tid, vore penge og vor arbejdskraft. Når vi undlader at gavne vore medmennesker, berøver vi Gud den ære, som han ville få, hvis der blev omvendt sjæle. VM6 427.2