“Lov Herren, thi han er god,
thi hans miskundhed varer evindelig!
Så skal Herrens genløste sige,
de, han løste af fjendens hånd
og samlede ind fra landene,
fra øst og vest,
fra nord og fra havet.
I
“I den øde ørk for de vild,
fandt ikke vej til beboet by,
de led både sult og tørst,
deres sjæl var ved at vansmægte;
men de råbte til Herren i nøden,
han frelste dem at deres trængsler
og førte dem ad rette vej,
så de kom til beboet by.
Lad dem takke Herren for hans miskundhed,
for hans underværker mod menneskens børn.
Thi han mættede den vansmægtende sjæl
og fyldte den sultne med godt.
“De sad i mulm og mørke,
bundne i pine og jern, fordi de havde stået Guds ord imod
og ringeagtet den højestes råd.
Deres hjerte var knuget af kummer,
de faldt, der var ingen, som hjalp;
men de råbte til Herren i nøden,
han frelste dem af deres trængsler,
førte dem ud af mørket og mulmet
og sønderrev deres bånd.
Lad dem takke Herren for hans miskundhed,
for hans underværker mod menneskens børn.
Thi han sprængte døre af kobber
og sønderslog slåer af jern.
II
“Floder gør han til ørken
og kilder til øde land,
til saltsteppe frugtbart land
for ondskabens skyld hos dem, som? bor der.
Ørken gør han til vanddrag,
det tørre land til kilder;
der lader han sultne bo,
så de grunder en by at bo i,
tilsår marker og planter vin
og høster afgrødens frugt.
Han velsigner dem, de bliver mange,
han lader det ikke skorte på kvæg.
“De bliver få og segner
under modgangs og kummers tryk,
han udøser hån over fyrster og
lader dem rave i vejløst øde.
Men han løfter den fattige op af hans nød
og gør deres slægter som hjorde;
de oprigtige ser det og glædes,
men al ondskab lukker sin mund.
“Hvo som er viis, han mærke sig det
og lægge sig Herrens nåde på sinde!” Salme 107 VM8 112.1