Ved skabelsen blev arbejdet anvist menneskene som en velsignelse. Det betød udvikling, kræfter og lykke. De forandrede forhold på jorden efter syndens forbandelse har medført en forandring i arbejdets vilkår; men skønt det nu ledsages af ængstelse, træthed og smerte, er det dog stadig en kilde til lykke og udvikling. Og det er et værn mod fristelser! Arbejdets optugtelse lægger en dæmper på nydelsessyge og virker fremmende på flid, renhed og fasthed. Således bliver det til en del af Guds store plan om vor genløsning efter syndefaldet. UD 216.1
De unge bør lære at se arbejdets sande værdighed. Vis dem, at Gud bestandig arbejder. Alt i naturen udfører det arbejde, som er det tildelt. Hele skabningen er gennemtrængt af virksomhed, og for af kunne fuldføre vor opgave må vi også være virksomme. UD 216.2
I vort arbejde skal vi være Guds medarbejdere. Han giver os jorden og dens skatte, men vi må gøre dem anvendelige, så de kan blive nyttige og bekvemme for os. Han får træerne til at vokse, men vi tilbereder tømmeret og bygger huset. Han har gemt guldet og sølvet, jernet og kullet i jorden, men det er kun gennem strengt arbejde, at vi kan få fat i det. UD 216.3
Vis, af skønt Gud har skabt og bestandig styrer alt, har han skænket os en magt, der ikke er helt ulig hans egen. Han har til en vis grad givet os herredømmet over naturkræfterne. Ligesom Gud kaldte jorden i al dens skønhed frem af kaos, sådan kan vi bringe orden og skønhed ud af forviring. Og skønt alting nu er ødelagt af det onde, så føler vi ved vor fuldførte gerning en glæde, der er beslægtet med hans, da han, idet han så på den skønne jord, sagde, at det var“såre godt.” UD 216.4
Som regel vil de opgaver, der er mest gavnlige for de unge, bestå i nyttige beskæftigelser. Et lille barn opnår både adspredelse og udvikling ved at lege, og dets fornøjelser burde være sådanne, som ikke blot fremmer legemlig, men også sjælelig og åndelig udvikling. Når det får kræfter og forstand, vil det finde sin bedste adspredelse i at udrette et eller andet, som er til nytte Det, som oplærer hånden til hjælpsomhed og lærer de unge at bære deres del af livets byrder, har den bedste virkning til af fremme sindets og karakterens udvikling. UD 217.1
De unge har brug for at lære, at livet betyder alvorligt arbejde, ansvar og omsorg for andre. De har brug for en opdragelse, der kan gøre dem til praktiske mænd og kvinder, der kan tage kampen op i en nødsituation. De burde lære, at et systematisk, velordnet arbejdes fugt er af væsentlig betydning, ikke blot som et værn mod livets omskiftelser, men som hjælp til en alsidig udvikling. UD 217.2
På trods af alt, hvad der er blevet sagt og skrevet om arbejdets værdighed, er den fremherskende følelse, at det er nedværdigende. Unge mænd er ivrige efter at blive lærere, kontorister, købmænd, læger, sagførere eller af opnå en anden stilling, det ikke kræver fysisk arbejde. De unge kvinder undgår husligt arbejde og søger at få en uddannelse i andre retninger. De trænger alle til at lære, at ingen mand eller kvinde bliver ringere ved ærligt arbejde. Det, som gør ringere, er lediggang og selvisk afhængighed af andre. Dovenskab avler nydelsessyge og resultatet bliver et tomt og goldt liv en mark, der virker indbydende på alle onde vækster.“Thi så længe en mark opsuger den regn, der ofte falder på den, og frembringer afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, er den under Guds velsignelse; men bærer den tjørn og tidsel, er den ingenting til og forbandelse nær, og til sidst sættes der ild på den.” Hebr. 6,7-8. UD 217.3
Mange af de studieretninger, som forbruger den studerendes tid, er uvæsentlige for lykken eller nyttige formål; men det er absolut nødvendigt for enhver ung at have et gennemgribende kendskab til hverdagens pligter. En ung kvinde kan i nødsfald klare sig uden kendskab til fransk eller algebra eller endog uden at kunne spille klaver; men det er absolut nødvendigt, at hun lærer at bage godt brød, at sy velsiddende tøj og med duelighed at udføre de mange pligter, der hører med til at skabe et hjem. UD 218.1
Intet er af mere livsvigtig betydning for hele familiens sundhed og lykke, end at den, der laver maden, er dygtig og fornuftig. Laver hun dårlig og usund mad, kan hun hindre og endog ødelægge både den voksnes nyttige egenskaber og barnets udvikling. Eller hun kan, ved at sørge for mad, der er tilpasset efter legemets krav og samtidig er indbydende og velsmagende, udrette lige så meget i den rigtige retning, som hun ellers udrettede i den forkerte retning. Sådan er livets lykke på mange måder tæt sammenknyttet med troskab i dagliglivets pligter. UD 218.2
Da både mænd og kvinder er medvirkende til at skabe hjemmet, burde både drenge og piger have kendskab til hjemmets pligter. At rede en seng og gøre en stue i orden, at vaske op, at tilberede et måltid, at vaske og reparere sit eget tøj er en uddannelse, som ikke behøver at gøre nogen dreng mindre mandig; den vil gøre ham gladere og nyttigere. Og hvis piger til gengæld kunne lære at lægge seletøj på en hest og køre den og at bruge sav og hammer såvel som rive og hakke, ville de være bedre egnede til at imødegå livets vanskelige situationer. UD 218.3
Lad børnene og de unge af Bibelen lære, hvordan Gud har æret hverdagens arbejde. Lad dem læse om“profetsønnerne” (2Kong. 6,1-7), skoleungdom, som byggede et hus til sig selv, og for hvis skyld der skete et under, for at en lånt økse ikke skulle gå tabt. Lad dem læse om tømmermanden Jesus og teltmageren Paulus, der forenede håndværkerens slidsomme arbejde med både den ypperste menneskelige og guddommelige tjeneste. Lad dem læse om den lille dreng, hvis fem brød blev brugt af Frelseren til det vidunderlige mirakel, hvor han mættede den store skare; om Dorkas, der var dygtig til at sy, og som blev kaldt tilbage fra døden, så hun kunne vedblive med at sy klæder til de fattige; om den kloge kvinde, der bliver beskrevet i Ordsprogenes bog, som“sørger for uld og hør,” og“bruger sine hænder med lyst;” som“iver huset mad, sine piger deres tilmålte del;” som“planter en vingård,” og“lægger styrke i sine arme;” som“rækker sin hånd til den arme, rækker armene ud til den fattige;” som“våger over husets gænge og ej spiser ladenheds brød.” Ordsp. 31,13.15-17.20.27. UD 219.1
Om en sådan siger Gud: Hun“skal røses. Lad hende få sine hænders frugt, hendes gerninger synger hendes løv i portene.” Ordsp. 31,30-31. For hvert eneste barn burde hjemmet være den første fagskole. Og så vidt muligt burde der være adgang til undervisning i praktiske fag i forbindelse med enhver skole. En sådan uddannelse ville for en stor del erstatte gymnastiksalen foruden at have den gode egenskab at yde en værdifuld opdragelse. UD 219.2
Undervisning i praktiske fag fortjener langt større opmærksomhed, end den har fået. Der burde oprettes skoler, som foruden den bedste sjælelige og moralske uddannelse kan skaffe let adgang til legemlig udvikling og til faguddannelse. Der burde undervises i landbrug, i fabrikation inden for så mange som muligt af de mest nyttige erhverv og desuden i husholdningsøkonomi, sund madlavning, syning, hygiejne, kjolesyning, behandling af syge og lignende fag. Der burde sørges for, at der var haver, værksteder og behandlingsster, og at arbejdet inden for hvert fag blev ledet af dygtige lærere. UD 219.3
Der burde arbejdes hen imod et bestemt mål, og der skulle arbejdes grundigt. Skønt alle og enhver har brug for et vist kendskab til forskellige slags håndværk, så er det absolut nødvendigt at man bliver dygtig til i det mindste et. Enhver ung skulle, når han forlader skolen, have erhvervet sig kendskab til et eller andet håndværk eller erhverv, ved hjælp af hvilket han, om fornødent, kan tjene til livets ophold, UD 220.1
Den indvending, der oftest fremkommer mod faguddannelse i skolerne, er de store udgifter, som er forbundet hermed. Men det mål, der kan nås, er omkostningerne værd. Ingen anden opgave, der er os betroet, er så vigtig som de unges uddannelse, og enhver udgift, der kræves for at løse den på rette måde, er penge, der er godt givet ud. UD 220.2
Selv set fra et finansielt synspunkt ville den udgift, der krævedes til undervisning i praktisk arbejde, vise sig at være den mest virkelige økonomi. En mængde af vore drenge ville på denne måde blive holdt borte fra gadehjørnerne og knejperne. Udgiften til haver, værksteder og baderum ville blive mere end opvejet ved, hvad der sparedes til hospitaler og opdragelsesanstalter. Og så de unge selv, der er blevet opdraget til at vænne sig til flid og er blevet dueliggjort til at gøre et dygtigt arbejde inden for forskellige fag hvem kan danne sig et skøn over, hvad de er værd for samfundet og nationen? UD 220.3
Beskæftigelser, der foregår i fri luft og som skaffer hele legemet motion, er de gavnligste som afslappelse fra studierne ingen oplæring i praktisk arbejde er så værdifuld som dyrkning af jorden. Man burde bestræbe sig mere for at skabe og opmuntre interessen for landbrugsmæssige beskæftigelser. Læreren bør gøre opmærksom på, hvad Bibelen siger om agerdyrkning: at det var Guds hensigt, at mennesket skulle dyrke jorden; at det første menneske, som herskede over hele jorden, fik en have at dyrke; og at mange af verdens største mænd, dens egentlige adel, har været jordbrugere. Vis dem de muligheder, der findes i en sådan tilværelse. Vismanden siger:“Selv kongen nyder godt af marken.” Præd. 5,8. (eng, overs.) Bibelen siger om den, der dyrker jorden:“Hans Gud vejleder ham, lærer ham det rette.” Es. 28,26. Og atter:“Røgter man et figentræ, spiser man dets frugt.” Ordsp. 27,18. Den, som tjener sit brød ved agerbrug, undgår mange fristelser og nyder utallige forrettigheder og goder, der er nægtet dem, som har deres arbejde i de store byer. Og i disse tider med kæmpemæssige sammenslutninger af fabriksvirksomheder og konkurrence inden for forretningslivet er der kun få, der nyder en så virkelig uafhængighed og en sådan vished om en retfærdig gengældelse for deres møje som dem, der dyrker jorden. UD 221.1
Eleverne bør ikke blot få en teoretisk, men en praktisk uddannelse i landbrugsfaget. Mens de lærer, hvad videnskaben har at sige med hensyn til jordbundens karakter og tilberedelse, de forskellige afgrøders værdi og de bedste produktionsmetoder, så lad dem omsætte deres viden i handling. Lad lærerne tage del i arbejdet sammen med eleverne og vise dem, hvilke resultater der kan opnås ved dygtigt og målbevidst arbejde. På denne måde kan der vækkes virkelig interesse og skabes ærgerrighed efter at udføre arbejdet på den bedst mulige måde. En sådan ærgerrighed vil sammen med motionens, solskinnets og den friske lufts styrkende virkning skabe en kærlighed til landbrugsarbejde, som for mange unge vil blive afgørende for deres valg af livsstilling. Sådan ville der blive gjort en indflydelse gældende, som ville have vidtrækkende betydning for at vende den strøm af indvandrere, der nu er så stærkt rettet mod de store byer. UD 221.2
På denne måde kunne også vore skoler blive en virksom hjælp til at skaffe de mange arbejdsløse beskæftigelse. Tusinder af hjælpeløse og forsultne mennesker, der daglig er medvirkende til at øge forbryderverdenens rækker, kunne tjene deres brød og leve et lykkeligt, sundt og uafhængigt liv, hvis man kunne få dem til at udrette et dygtigt og flittigt arbejde inden for landbruget. UD 222.1
Velsignelsen ved undervisning i praktisk arbejde tiltrænges også af mennesker med akademisk uddannelse. En mand kan have en udmærket forstand. Han kan have en hurtig opfattelsesevne. Hans viden og duelighed kan sikre ham adgang til det kald, han har valgt sig; men alligevel er han måske langt fra egnet til at udføre sine pligter. En uddannelse, der hovedsageligt stammer fra bøger, fører til en overfladisk tænkemåde. Praktisk arbejde tilskynder til nærmere overvejelse og uafhængig tænkning. Hvis det udføres på rette måde, tjener det til at udvikle den praktiske visdom, som vi kalder sund fornuft. Det udvikler evnen til at planlægge og iværksætte, styrker modet og udholdenheden og kræver udøvelse af takt og dygtighed. UD 222.2
Den læge, der har lagt grunden til sin faglige uddannelse ved at gøre tjeneste på sygestuen, vil hurtigt kunne skaffe sig indblik, vil have en alsidig viden og en evne til i nødsituationer at kunne gøre en tiltrængt indsats alt sammen væsentlige kvalifikationer, som kun helt kan erhverves gennem praktisk uddannelse. UD 222.3
Præsten, missionæren og læreren vil opdage, at deres indflydelse på andre vil blive meget større, hvis det viser sig, at de er i besiddelse af den viden og dygtighed, der kræves til hverdagslivets praktiske pligter. Og ofte afhænger missionærens lykke i arbejdet, ja, måske endog hans liv, af hans kendskab til praktisk arbejde. Evnen til at lave mad, til at behandle et ulykkestilfælde eller til at handle i en nødsituation, til at behandle sygdomme, til at bygge et hus eller en kirke, om det skulle være nødvendigt, alt dette skaber ofte hele forskellen mellem held eller mislykkede bestræbelser i hans livsgerning. UD 223.1
Mange studerende ville, mens de tilegner sig en uddannelse, opnå en meget værdifuld opøvelse, hvis de selv kunne betale deres underhold. I stedet for at pådrage sig gæld eller være afhængige af, at deres forældre måtte nægte sig noget, burde unge mænd og unge kvinder selv klare sig. På denne måde ville de komme til at forstå pengenes værdi og tidens, kræfternes og mulighedernes værdi og ville blive langt mindre fristet til at dyrke tomme og ødsle vaner. Når de således havde tilegnet sig en lærdom i økonomi, flid, selvfornægtelse, praktisk forretningssans og en fast viljekraft, ville dette vise sig at være en meget vigtig del af deres udrustning til at tage kampen for tilværelsen op. Og hvis den studerende havde lært at hjælpe sig selv, ville det være et stort skidt hen imod at beskytte læreanstalterne mod den byrde af gæld, som så mange skoler hat måttet kæmpe imod, og som har medvirket så stærkt til at lamme deres fulde brugbarhed. UD 223.2
Lad denne tanke blive indprentet de unge, at uddannelsen ikke tilsigter at lære dem at undgå livets ubehagelige hverv og tunge byrder; men at dens formål er at lette arbejdet ved at lære dem bedre metoder og give dem et højere mål. Lær dem, at livets sande formål ikke er selv at sikre sig den størst mulige vinding, men at ære deres Skaber ved at udrette deres del af verdens arbejde og ved at række en hjælpende hånd til dem, der er svagere eller mere uvidende. UD 223.3
En af de store årsager til, at der bliver set ned på legemligt arbejde, er den sjuskede og tankeløse måde, hvorpå det ofte bliver udført. Det bliver gjort af nødvendighed og ikke efter frit valg. Den arbejdende lægger ikke sin sjæl i det, og han bevarer hverken sin selvagtelse eller vinder andres agtelse. Undervisning i praktisk arbejde burde rette denne fejl. Den burde udvikle akkuratesse og grundighed og gøre det til en vane. Eleverne bør lære takt og system; de bør lære at bruge tiden rigtigt og at overkomme så meget som muligt med det færrest mulige antal bevægelser. De bør ikke blot undervises om den bedste fremgangsmåde, men de bør tilskyndes til stadig at gøre arbejdet bedre. Det bør være deres mål at gøre deres arbejde så nær fuldkommenheden, som menneskers hjerner og hænder er i stand til. UD 224.1
En sådan opdragelse vil gøre de unge til arbejdets herrer og ikke til dets slaver, Den vil lette mange hårdt arbejdendes lod og den vil højne selv den ringeste beskæftigelse. Den, der betragter arbejdet kun som en trædemølle og giver sig i lag med det med selvtilfreds uvidenhed og uden at bestræbe sig for at gøre det bedre, vil i sandhed finde, at det er en byrde. Men de, som betragter selv det ringeste arbejde som en videnskab, vil i det se finhed og skønhed og vil betragte det som en fornøjelse at udføre det med troskab og dygtighed. UD 224.2
En ung mand der bliver oplært på denne måde, vil, hvad end hans kald i livet er, gøre sin stilling i samfundet både nyttig og ærefuld, så længe den er hæderlig. UD 224.3