Israels uddannelse UD 33

Det uddannelsessystem, der blev indstiftet i Edens have, havde familie til midtpunkt. Adam var Guds søn (Luk. 3,38), og alt var fra deres Fader, at den Højestes børn modtog deres belæring. Deres skole var i videste forstand en familieskole. UD 33.1

Efter den guddommelige uddannelsesplan, sådan som den blev til­passet menneskets tilstand efter syndefaldet, står Kristus som repræsen­tant for Faderen og som forbindelsesledet mellem Gud og mennesker. Han er menneskeslægtens store lærer. Og han forordnede, at mænd og kvinder skulle være hans repræsentanter. Familien var skolen, og forældrene var lærerne. UD 33.2

Den uddannelse, som havde sit midtpunkt i familien, var den frem­herskende i patriarkernes dage. Til de skoler, som således var oprettet, sørgede Gud for de mest gunstige betingelser for karakterudviklingen. De mennesker, som var under hans ledelse, fulgte stadig den livsplan, som han havde anvist fra begyndelsen. De, som veg bort fra Gud, byggede sig byer, og når de samledes i disse, var de stolte af den pragt, det vellevned og de laster, som den dag i dag gør byerne til verdens stolthed og forbandel­se. Men de mennesker, som holdt fast ved Guds grundregler for livet, boede på sletterne og mellem bjergene. De var agerdyrkere og hyrder, som vogtede fåreflokke og kvæghjorde, og under det frie, ubundne liv med dets mulig­heder for arbejde og studium og eftertanke lærte de af Gud og underviste deres børn om hans gerninger og veje. UD 33.3

Det var denne form for opdragelse, som Gud ønskede at indføre i Israel. Men da israelitterne blev ført ud fra Ægypten, var der kun få, der var forberedt til at samarbejde med Gud ved oplæringen af deres børn. Forældrene trængte selv til belæring og opdragelse. Efter at de havde været ofre for en livsvarig tilværelse som trælle, var de uvidende, ulærde og nedværdigede. De havde kun ringe viden om Gud og kun liden tro på ham. De var blevet forvirrede gennem falsk lære og fordærvede ved deres lang­varige kontakt med hedenskab. Gud ønskede at hæve dem til en højere moralske standard, og for at opnå dette søgte han at bibringe dem kundskab om ham selv. UD 34.1

Gennem sin handlemåde over for dem på ørkenvandringen, under alle deres rejser hid og did, ved at udsætte dem for sult, tørst og udmattelse og for fare fra hedenske fjender og ved at tilkendegive sin forudseenhed, når de trængte til hjælp, søgte Gud at styrke deres tro ved at åbenbare dem den kraft, som bestandig virkede til gavn for dem. Når han havde lært dem at stole på sin kærlighed og magt; var det hans hensigt gennem løvens forskrifter at forkynde dem, til hvilket højdepunkt af karakterudvikling han ved sin nåde ønskede, de skulle nå. UD 34.2

Det var en dyrebar lære, der blev givet Israel under deres ophold ved Sinaj. Dette var en tid, hvor de fik en særlig forberedelse til at overtage Kana'an som deres arv. Og deres omgivelser her var gunstige før opfyldelsen af Guds formål. Over Sinajs top hvilede skystøtten, som havde vist dem vej på rejsen, og overskyggede sletten, hvor folket havde opslået deres telte. Som en ildstøtte om natten forvissede den dem om den gud­dommelige beskyttelse; og mens de lå i deres dybe søvn, dalede brødet fra himmelen blidt ned over lejren. Til alle sider talte vidtstrakte, forrevne højdedrag i deres højtidelige storhed om evighedens vedvaren og majestæt. Mennesket følte sin uvidenhed og svaghed i hans nærværelse, som vejer bjerge med bismer eller i vægtskål høje. Esajas 40,12. Her søgte Gud gennem åbenbarelsen af sin herlighed at give Israel et indtryk af sit væsens og sine kravs hellighed og af den store skyld, man pådrager sig ved at synde. UD 34.3

Men folket var sendrægtigt til at lære dette. Efter at de i Ægypten havde vænnet sig til at se en materiel fremstilling af guddommen, og disse fremstillinger var af den mest fornedrende art var det vanskeligt for dem at fatte den usynlige Guds tilværelse eller væsen. Af medlidenhed med deres svaghed gav Gud dem et symbol på sin nærværelse.“Du skal indrette mig en helligdom,” sagde han,“for at jeg kan bo midt iblandt dem.” 2Mos. 25,8. UD 35.1

Ved opførelsen af helligdommen som bolig for Gud fik Moses an­visning på at indrette alt i overensstemmelse med det himmelske forbille­de. Gud kaldte ham op på bjerget og åbenbarede ham det himmelske billede, og i lighed hermed blev tabernaklet med alt, hvad der hørte dertil, dannet. UD 35.2

Således åbenbarede Gud sit strålende karakterideal for Israel, som han ønskede at gøre til sin bolig. Forbilledet blev vist dem på bjerget, da loven blev givet fra Sinaj, og da Gud gik forbi Moses og forkyndte:“Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed.” 2Mos. 34,6. UD 35.3

Men i sig selv var de ude af stand til at nå dette ideal. Åben­baringen ved Sinaj kunne kun give dem et indtryk af deres nød og hjælpe­løshed. Tabernaklet skulle gennem sin offertjeneste give dem en anden lære læren om syndsforladelse og om kraft til ved Frelserens hjælp at vise lydighed, hvilket er vejen til livet. UD 35.4

Ved Kristus skulle det formål opfyldes, for hvilket tabernaklet var et symbol. I dette herlige bygningsværk genspejlede de funklende gyldne vægge i alle regnbuens farver forhængene, som var indvævede med keruber. Duften af stedsebrændende røgelse gennemtrængte alt. Præsterne var klædt helt i hvidt, og i det inderste rums dybe hemmelighedsfuldhed, over nådestolen, mellem de bøjede tilbedende engleskikkelser, fandtes den Højestes herlighed. I alt dette ville Gud, at hans folk skulle kunne tyde hans formål med menneskesjælen. Det var det samme formål, der lang tid derefter blev forkyndt af apostlen Paulus, som ved Helligånden sagde: UD 36.1

“Ved I ikke, at I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham; thi Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel.” 1Kor. 3,16-17. UD 36.2

Det var en stor forrettighed og ære, der blev skænket Israel ved at måtte indrette helligdommen, og det gav dem også et stort ansvar. Et bygningsværk af overvældende pragt, der til sin opførelse krævede det mest kostbare materiale og den største kunstneriske dygtighed, skulle rejses ude i ørkenen af et folk, som lige var kommet ud af trældommen. Det syntes at være en uløselig opgave. Men han, som havde givet dem bygningsplanen, havde forpligtet sig til at samarbejde med bygningsmændene. UD 36.3

“Herren talte fremdeles til Moses og sagde: Se, jeg har kaldet Bezal'el, en søn af Hurs søn Uri, af Judas stamme og fyldt ham med Guds Ånd, med kunstnersnilde, kløgt og indsigt i alskens arbejde. ..... Og se, jeg har givet ham Oholiab, Ahisamaks søn, af Dans stamme til medhjælper, og alle kunstforstandige mænds hjerte har jeg udrustet med kunstsnilde, for at de kan udføre alt, hvad jeg har pålagt dig.” 2Mos. 31,1-6. UD 36.4

Hvilken fagskole var ikke dette midt ude i ørkenen med Kristus og hans engle som læremestre! UD 37.1

Hele folket skulle være medarbejdere ved indretningen af helligdommen og dens tilbehør. Der var arbejde både for hjerne og hænder. Der krævedes en mængde forskellige materialer, og alle blev opfordret til at medvirke, eftersom de følte sig tilskyndet dertil af deres hjerte. UD 37.2

Således blev de gennem arbejde og gavmildhed oplært til at samarbejde med Gud og med hinanden. Og de skulle også samarbejde ved opførelsen af den åndelige bygning: Guds tempel i sjælen. UD 37.3

Lige fra de begav sig ud på rejsen fra Ægypten, var der blevet givet dem belæring med hensyn til deres uddannelse og disciplin. Endog før de forlod Ægypten, var der blevet oprettet en midlertidig organisering, og folket var blevet inddelt i grupper under beskikkede ledere. Ved Sinaj blev organiseringen fuldført. Den orden, der på en så slående måde lægges for dagen i alle Guds handlinger, åbenbarede sig i den hebraiske samfunds­ordning. Gud var midtpunktet for myndighed og styrelse. Moses skulle som hans stedfortræder håndhæve lovene i hans navn. Derefter kom rådet af de halvfjerdsindstyve, derefter præsterne og fyrsterne, og under disse øverster over tusinde, hundrede, halvtredsindstyve eller ti (4Mos. 11,16­17; 5Mos. 1,15), og endelig tilsynsmænd, der havde forskellige opgaver. Lejren var ordnet på den nøjagtigste måde, med tabernaklet, Guds bolig, i midten, og med præsternes og levitternes telte rundt om. Uden for disse lejrede hver stamme sig ved sit eget banner. UD 37.4

Der blev truffet gennemgribende sanitære forholdsregler. Disse blev påbudt folket, ikke blot som en nødvendighed af hensyn til sundhedstil­standen, men som en betingelse for, at de kunne bevare den Allerhøjestes nærværelse blandt sig. Med myndighed fra Gud erklærede Moses for dem:“Herren din Gud drager med midt i din lejr for at hjælpe dig; ..... derfor skal din lejr være hellig.” 5Mos. 23,14. UD 37.5

Alle israelitternes livsvaner var indbefattede i deres opdragelse. Alt, hvad der angik deres velbefindende, var genstand for guddommelig omsorg og kom ind under den guddommelige lovs område. Selv ved deres forsyning med føde søgte Gud at gøre det allerbedste for dem. Den manna, hvormed han mættede dem i ørkenen, var af en sådan art, at den virkede fremmende på de legemlige, sjælelige og moralske kræfter. Skønt så mange af dem gjorde oprør mod de begrænsninger, som blev foretaget i deres kost, og længtes efter at vende tilbage til den tid, hvor, som de sagde:“Vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte i brød!” (2Mos. 16,3), så blev visdommen i Guds valg for dem godtgjort på en måde, som var uimodsigelig. Til trods for alle afsavnene under deres tilværelse i ørkenen fandtes der blandt alle deres stammer ikke en eneste, som var svag. UD 38.1

Under alle deres vandringer skulle arken, der indeholdt Guds lov, være deres vej­viser. Det sted, hvor de skulle slå lejr, blev angivet ved, at skystøtten sænkede sig. Så længe skyen hvilede øver tabernaklet, forblev de i lejren. Når den hævede sig, fortsatte de deres vandring. Både standsningen og afrejsen blev betegnet ved en højtidelig påkaldelse.“Og hver gang arken brød op, sagde Moses: Stå op, Herre at dine fjender må splittes. ..... Og hver gang den standsede, sagde han: Vend tilbage, Herre, til Israels stammers titusinder!” 4Mos. 10,35-36. UD 38.2

Mens folket drog gennem ørkenen, blev mange værdifulde lærdomme indprentet dem ved hjælp af sang. Ved udfrielsen fra Faraos hær forenede hele Israels skare sig i en sejrssang. Vidt over ørken og hav klang det jublende omkvæd, og bjergene gav genlyd af lovsangstonerne:“Syng for Herren, thi han er højt ophøjet.” 2Mos. 15,21. Denne sang blev ofte gentaget under vandringen, hvor den opmuntrede hjerterne og gjorde troen mere brændende hos pilgrimmene. De bud, der var blevet givet dem på Sinaj, med løfter om Guds velbehag og beretningerne om hans underfulde gerninger for at udfri dem, fik efter guddommelig anvisning udtryk i sang og blev sunget med ledsagelse af musikinstrumenternes klang, mens folket holdt trit, idet deres stemmer forenede sig i lovsangen. UD 38.3

Således blev deres tanker hævede over rejsens prøvelser og van­skeligheder, det urolige, voldsomme sind blev neddæmpet og beroliget, sandhedens grundregler blev indpodet i erindringen, og troen blev styrket. Fælles optræden lærte dem orden og enighed, og folket blev bragt i nærmere kontakt med Gud og med hinanden. UD 39.1

Om Guds handlemåde over for Israel under de fyrretyve års van­dringer i ørkenen sagde Moses:“Herren optugter dig, som en mand optugter sin søn,” for at ydmyge dig og sætte dig på prøve og for at se, hvad der boede i dit hjerte, om du ville holde hans bud eller ej. 5Mos. 8,5. og 2. UD 39.2

“Han fandt det i ørkenlandet, i ødemarken, blandt ørkenens hyl; han værned det med vågent øje og vogted det som sin øjesten. Som ørnen, der purrer sin yngel ud og svæver over sine unger løfted han det på sit vingefang og bar det på sine vinger. Herren var dets eneste fører, ingen fremmed gud var hos ham.” 5Mos. 32,10-12. UD 39.3

“Thi han kom sit hellige ord i hu til Abraham, sin fjender; han lod sit folk drage ud med fryd, sine udvalgte under jubel; han gav dem folke­nes lande, de fik folkeslags gods i eje. Derfor skulle de holde hans bud og efterkomme hans love.” Sl. 105,42-45. UD 39.4

Gud omgav Israel med alle hjælpemidler, gav dem enhver forrettig­hed, som kunne gøre dem til en ære for hans navn og en velsignelse for de omkringboende folk. Hvis de ville vandre på lydighedens veje, lovede han, at han ville sætte dem højt over alle folk, som han har skabt, til pris og berømmelse og ære.“Og alle jordens folk skal se,” sagde han,“at Herrens navn er nævnet over dig, og frygte dig.” De folkeslag, som kommer til at høre om alle disse forordninger, skal sige:“Sandelig, det er et viist og klogt folk, dette store folk!” 5Mos. 26,17; 28,10; 4,6. UD 40.1

I de love, der blev overgivet Israel, blev der givet nøjagtige forskrifter med hensyn til uddannelsen. Gud havde på Sinaj åbenbaret sig for Moses som barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed. 2Mos. 34,6. Disse grundprincipper, som der var givet udtryk for i hans lov, skulle Israels fædre og mødre lære deres børn. Moses forkyndte dem efter Guds befaling:“Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.” 5Mos. 6,6-7. UD 40.2

Undervisningen om disse ting skulle ikke være en tør teori. De, som vil videregive sandheden, må selv udøve dens grundregler. Kun ved at være et spejlbillede af Guds egenskaber gennem retsindigheden, sjælsadelen og uselviskheden i deres eget liv kan de øve indflydelse på andre. UD 40.3

Den rette uddannelse består ikke i at påtvinge et uudviklet og uimodtageligt sind belæring. De sjælelige evner må vækkes og interessen tages fangen. Guds undervisningsmetode tog sigte herpå. Han, som skabte sjælen og fastsatte dens love, sørgede også for, at den kunne udvikle sig i samklang med dem. I hjemmet og i helligdommen, gennem naturen og kunsten, i arbejde og i fest, i hellige bygningsværker og i mindestene, gennem utallige metoder og rituelle skikke og symboler gav Gud Israel en belæring, der var et billede på hans grundtanker, og som bevarede mindet om hans underfulde handlinger. Når der så blev spurgt, ville den belæring, der blev givet, påvirke sind og hjerte. UD 40.4

Gennem forordningerne for det udvalgte folks opdragelse åbenbares det tydeligt, at et liv, der leves i Gud, er et fuldkomment liv. Enhver trang, han har indpodet os, sørger han for at tilfredsstille; enhver evne, han har tildelt os, søger han at udvikle. UD 41.1

Som skaberen af al skønhed, der selv elsker det skønne, drog Gud omsorg for at imødekomme sine børns kærlighed til skønhed. Han sørgede også for deres selskabelige behov, for de venskabelige og nyttige sammen­komster, der bidrager så meget til at opdyrke venlige følelser og til at lyse op i livet og forskønne det. UD 41.2

Som opdragelsesmiddel indtog Israels højtider en betydningsfuld plads. I det daglige liv var familien både en skole og en kirke, hvor forældrene var læremestre både i verdslige og religiøse anliggender. Men tre gange om året var der fastsatte tidspunkter for selskabeligt samvær og for fælles tilbedelse. Disse sammenkomster blev først holdt i Silo og senere i Jerusalem. Det krævedes kun, at fædrene og sønnerne skulle være til stede; men der var ingen, der ønskede at gå glip af at tage del i højtiderne, og så vidt det var muligt var alle hjemmets beboere til stede; og sammen med dem fik både den fremmede, levitten og de fattige del i deres gæstfihed. UD 41.3

Rejsen til Jerusalem, der foregik på den enkle patriarkalske måde, midt i forårstidens skønhed, midsommerens frodighed eller efterårets modne herlighed, var en fryd. De kom med takofre, lige fra den hvidhårede mand til det lille barn, for at mødes med Gud i hans hellige bolig. Mens de var på vejen dertil, blev fortidens oplevelser, de beretninger, som både gamle og unge stadig elsker så højt, fortalt for de hebraiske børn. De sange, der havde opmuntret dem under ørkenvandringen, blev sunget. Guds bud blev sunget, og uløseligt forbundet med naturens velsignede påvirkning og samværet med venlige mennesker blev de for stedse fæstnet i mange børns og unge menneskers erindring. UD 41.4

De ceremonier, som de blev vidne til i Jerusalem i forbindelse med påskehøjtiden den store natlige sammenkomst, hvor mændene havde bælte om lænderne, sko på fødderne og stav i hånd, det hastige måltid, lammet, de usyrede brød og de bitre urter, og under den højtidelige stilhed gen­tagelsen af beretningen om blodet, der blev strøget på dørstolperne, om dødens engel og den lange vandring fra trældommens land alt dette var af en art, som måtte vække fantasien og gøre indtryk på hjertet. UD 42.1

Løvhyttefesten eller høstfesten med dens offergaver fra frugthave og mark, dens ugelange ophold i de løvrige hytter, dens fælles sammen­komster, den hellige mindegudstjeneste og den gavmilde gæstfrihed over for Guds tjenere, levitterne fra helligdommen, og over for hans børn: de fremmede og de fattige, fik alles tanker til i taknemmelighed at stige op til ham, der havde kronet året med sin herlighed, og hvis vognspor flød af fedme. UD 42.2

Af Israels gudfrygtige blev en måned af hvert år tilbragt på denne måde. Det var et tidsrum, hvor de var fri for bekymringer og arbejde, og som i ordets sandeste betydning fuldt ud var helliget opdragelsesformål. UD 42.3

Ved at tildele sit folk deres arv var det Guds hensigt at lære dem, og gennem dem at lære senere slægtleds mennesker, de rette grundsætninger med hensyn til besiddelsen af landet. Kana'ans land blev delt mellem hele folket, kun levitterne dannede som tjenere ved helligdommen en undtagelse. Skønt en mand for en tid kunne afhænde sin ejendom, havde han ikke ret til at borttuske sine børns arv Når han var i stand til at gøre det, stod det ham til enhver tid frit for at indløse den. Al gæld blev eftergivet hvert syvende år, og i det halvtredsindstyvende år, eller jubelåret, skulle al jord vende tilbage til den oprindelige ejers besiddelse. På denne måde var enhver familie tilsikret sin ejendom, og der var skaffet en sikkerhedsfor­anstaltning mod enten overdreven rigdom eller fattigdom. UD 42.4

Ved at dele landet blandt folket tildelte Gud dem, ligesom beboerne i Edens have, den beskæftigelse, som var til størst gavn for deres ud­vikling: omsorgen for planter og dyr. En yderligere forholdsregel med henblik på opdragelsen var, at alt markarbeejde skulle indstilles hvert syvende år, landet skulle ligge brak, og hvad der fremkom af sig selv, skulle overlades til de fattige. Således blev der skabt mulighed for et mere udvidet studium, for fælles samvær og tilbedelse og for at opøve sig i velgørenhed, der så ofte bliver fortrængt af livets bekymringer og slid. UD 43.1

Hvis principperne i Guds lov med hensyn til fordelingen af ejendom blev gennemført i verden i dag, hvor ville så tilstanden blandt mennesker være forskellig fra nu! En overholdelse af disse grundregler ville for­hindre de frygtelige onder, der til alle tider har været følgen af de riges undertrykkelse af de fattige og de fattiges had imod de rige. Mens det kunne forhindre ophobningen af store rigdomme, ville det tjene til at hindre uvidenheden og fornedrelsen hos de titusinder, hvis underbetalte arbejde kræves til at opbygge disse kolossale formuer. Det ville hjælpe til at bringe en fredelig løsning af problemer, som nu truer med at opfylde verden med anarki og blodsudgydelse. UD 43.2

Indvielsen til Gud af en tiendedel af al indkomst, hvad enten den stammede fra frugthaven eller kornmarken, fra fårehjordene eller kvæget eller fra hjernens eller håndens arbejde, og helligelsen af endnu en tiendedel til hjælp for de fattige og til andre velgørende formål, hjalp med til at bevare sandheden om Guds ejendomsret levende for folket og også deres muligheder for at være formidlere af hans velsignelser. Det var en oplæring, som var egnet til at dræbe al snæversindet egoisme og til at fremelske storsindethed og sjælsadel. UD 43.3

Kundskab om Gud, samfund med ham gennem studium og arbejde, lighed med ham i karakter, skulle være kilden og midlet til og formålet for Israels opdragelse den opdragelse, der af Gud blev tildelt forældrene og gennem dem givet videre til deres børn. UD 44.1