På Esajas’ til var menneskenes åndelige indsigt meget ringe, fordi de havde en forkert opfattelse af Gud. Satan havde længe bestræbt sig på at få dem til at betragte deres skaber som ophavsmanden til synd, lidelse og død. De mennesker, som han havde ført bag lyset, forestillede sig Gud som en hård og grusom hersker. De troede, at han ustandselig var på vagt for at fordømme dem, og nærede den opfattelse, at han ikke ville tage imod en synder, så længe han kunne finde en gyldig grund til at nægte ham sin hjælp. Kærlighedens lov, som danner grundlaget for Himmelens regering, var af ærkeforføreren blevet fremstillet som en hindring for menneskets lykke og som et tungt åg, som de skulle være glade for at kaste af sig. Han påstod, at man ikke kunne adlyde loven, og at lovovertrædelser blev straffet vilkårligt. PK 153.1
Israelitterne havde ingen undskyldning for, at de glemte Herrens sande karakter. Gud havde ofte åbenbaret sig for dem og ladet dem forstå, at han var en “barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på nåde og sandhed”, Sl. 86,15. “Jeg fik Israel kær i hans ungdom,” sagde han, “fra Ægypten kaldte jeg min søn.” Hos. 11,1. PK 153.2
Herren behandlede Israel med varsomhed, da han befriede dem fra det ægyptiske åg og ledsagede dem på deres rejse til Det forjættede Land. “En frelser blev han for dem i al deres trængsel; intet bud, ingen engel, hans åsyn frelste dem. I sin kærlighed og skånsel genløste han dem og bar dem alle fortidens dage.” Es. 63,8 9. PK 153.3
“Skal mit åsyn da vandre med?” spurgte han, da Israel skulle rejse gennem ørkenen. 2Mos. 33,14. Da Herren havde lovet at drage med folket, åbenbarede han sin karakter på en vidunderlig måde. Herved blev Moses sat i stand til at forkynde Guds godhed for hele Israel og give dem mere fyldige oplysninger om deres usynlige Konges egenskaber. Herren gik forbi ham og råbte: “Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet.” 2Mos. 34,6 7. PK 153.4
Det var ud fra sit kendskab til Herrens langmodighed og uendelige kærlighed og nåde, at Moses bad sin vidunderlige bøn for Israel, da de nægtede at adlyde Gud og drage fremad ved grænsen til det forjættede Land. Da oprøret var på sit højeste, sagde Herren: “Jeg vil slå det med pest og udrydde det.” Samtidig foreslog han at gøre Moses efterfølgere “til et folk, større og stærkere end det”. 4Mos. 14,12. Men profeten henviste til forsynets vidunderlige ledelse og til Guds løfter til det udvalgte folk. Hans stærkeste argument var Guds kærlighed til det faldne menneske. Se 17 19. vers. PK 153.5
Herren svarede i sin nåde: “Jeg tilgiver dem på din bøn.” Derpå indviede han Moses i sine planer om Israels endelige sejr. Det skete ved hjælp af denne profeti: “Så sandt jeg lever, og så sandt hele jorden skal opfyldes af Herrens herlighed .....” 20 21. vers. Guds herlighed, karakter, store nåde og ømme kærlighed disse egenskaber, som Moses havde omtalt i sin bøn for Israel skulle åbenbares for hele menneskeheden. Herren stadfæstede dette løfte med en ed. Så sandt som Herren levede og regerede, skulle hans herlighed kundgøres “blandt folkene, hans undere blandt alle folkeslag”. Sl. 96,3. PK 154.1
Det var den fremtidige opfyldelse af denne profeti, Esajas havde hørt den skinnende seraf synge om foran tronen: “Al jorden er fuld af hans herlighed!” Es. 6,3. I tillid til disse ords pålidelighed fremsatte profeten senere den dristige udtalelse, at de, som bøjede sig for billeder af træ og sten, skulle skue “Herrens herlighed”, “vor Guds højhed”. Es. 35,2. PK 154.2
I dag går denne profeti hastigt i opfyldelse. Guds menigheds missionsarbejde bærer rige frugter, og inden længe er evangeliet forkyndt for alle folk. “Til lov og pris for sin nådes herlighed” tager han imod mænd og kvinder fra alle stammer, tungemål og folk “i den elskede”, “for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus.” Ef. 1,6; 2,7. “Lovet være Herren, Israels Gud, som ene gør undergerninger, og lovet være hans herlige navn evindelig; al jorden skal fyldes af hans herlighed.” Sl. 72,18 19. PK 154.3
Esajas fik en klar fremstilling af Israels Guds karakter i det syn, som han så i templets forgård. “ben højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er Hellig,” havde åbenbaret sig for ham i al sin majestæt, men profeten fik også et indtryk af sin Herres milde sind. Han, der bor i “højhed og hellighed”, bor også “hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live”. Es. 57,15. Den engel, som fik befaling om at berøre Esajas læber, sagde til ham: “Din skyld er borte, din synd er sonet!” Es. 6,7. PK 154.4
Da profeten Esajas så Gud i helligdommen, og da Saulus fra Tarsus så Gud ved Damaskus port, kom de til at indse deres egen uværdighed, men i deres ydmygelse fik de også forsikringen om hel og fuld tilgivelse. Da Esajas rejste sig, var han et nyt menneske. Han havde set sin Herre. Han havde set et glimt af Guds herlige karakter. Nu kunne han vidne om den forandring, som var sket, fordi han havde set Gud, som er kærlighed. Fra dette øjeblik ønskede han af hele sit hjerte, at det vildfarne Israel ville blive befriet for syndens byrde og straf. “Kan I tåle flere hug?” spurgte profeten. “Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld.” “Tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde, lær det gode.” Es. 1,5. 16 18. PK 154.5
De påstod, at de tjente Gud, men de havde en helt forkert opfattelse af hans karakter. Nu blev han skildret for dem som Den store Læge, der helbreder menneskenes åndelige sygdomme. Hvad gjorde det, at hovedet var sår og hele hjertet sygt? Hvad betød det, at der kun var flænger, striber og friske sår fra fodsål til isse? Se Es. 1,6. Den, der havde gået sine egne veje, kunne blive helbredt ved at komme til Herren. “Jeg så hans vej,” sagde Herren, “men nu vil jeg læge og lede ham og give ham trøst til bod; ..... fred, fred for fjern og nær, siger Herren, og nu vil jeg læge ham.” Es. 57,18 19. PK 155.1
Profeten ophøjede Gud som alle tings skaber. Hans budskab til Judas byer lød således: “Se eders Gud!” Es. 40,9. “Så siger Gud Herren, som skabte og udspændte himmelen, udbredte jorden med dens grøde.” “Jeg er Herren, som skabte alt,” “lysets ophav og mørkets skaber.” “Det var mig, som dannede jorden og skabte mennesket på den; mine hænder udspændte himmelen, jeg opbød al dens hær.” Es. 42,5; 44,24; 45,7. og 12. “Hvem vil I ligne mig med som min ligemand? siger den Hellige. Løft eders blik til himmelen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler.” Es. 40,25 26. PK 155.2
Profeten sagde til dem, der frygtede for, at Gud ikke ville tage imod dem, hvis de søgte ham: PK 155.3
“Hvorfor siger du, Jakob, hvorfor taler du sådan, Israel: ‘Min vej er skjult for Herren, min ret gled min Gud af hænde.’ Ved du, hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den vide jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke; han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke. Ynglinge trættes og mattes, ungersvende snubler brat, ny kraft får de, der bier på Herren, de får nye svingfjer som ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.” 27 31. vers. PK 155.4
Den kærlige Gud nærer en usigelig længsel efter dem, der føler, at de ikke formår at befri sig for Satans snarer, og han tilbyder i sin nåde at styrke dem, så de kan leve til hans ære. “Frygt ikke,” siger han til sådanne, “thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig.” “Thi jeg, som er Herren din Gud, jeg griber din hånd, siger til dig: Frygt kun ikke, jeg er din hjælper. Frygt ikke, Jakob, du orm, Israel, du kryb! Jeg hjælper dig, lyder det fra Herren, din genløser er Israels Hellige.” Es. 41,10. og 13 14. PK 155.5
Judas indbyggere fortjente ikke Herrens gunst, men Gud nænnede ikke at forkaste dem. Det var dem, der skulle ophøje hans navn blandt hedningerne. Skønt mange af dem slet ikke kendte hans egenskaber, ville de blive vidne til den guddommelige karakters herlighed. Det var netop for at give folket en klar forståelse af sine nådige planer, at han gang på gang sendte sine tjenere profeterne til dem med dette budskab: “Omvend eder, hver fra sin onde vej.” Jer. 25,5. Han lod Esajas sige: “For mit navns skyld holder jeg vreden hen, for min ære vil jeg skåne, ej udrydde dig.” “For min egen skyld griber jeg ind; thi hvor krænkes dog ikke mit navn! Jeg giver ej andre min ære.” Es. 48,9. og 11. PK 155.6
Opfordringen til omvendelse blev givet på en måde, som ikke var til at tage fejl af, og den gjaldt alle. “Søg Herren, mens han findes,” sagde profeten, “kald på ham, den stund han er nær! Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.” Es. 55,6 7. PK 156.1
Har du, som læser dette, valgt at gå din egen vej? Er du gået bort fra Gud? Har du prøvet at nyde syndens frugter og opdaget, at de blev til aske på dine læber? Sidder du ene og forladt efter at have forfejlet dit liv og mistet dit håb? Den røst, som længe har talt til dit hjerte, men som du ikke ville lytte til, siger klart og tydeligt: “Op, ryk ud! Thi her kan I ikke bo for den urenheds skyld, som volder svar fordærv.” Mika 2,10. Vend tilbage til din Faders hus. Han kalder ad dig med disse ord: “Vend om til mig, thi jeg genløser dig!” “Kom til mig, hør, og eders sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig pagt: de trofaste løfter til David.” Es. 44,22; 55,3. PK 156.2
Lad være med at lytte til fjenden, når han siger, du skal holde dig borte fra Kristus, til du har forbedret dig selv og er blevet god nok til at komme til Gud. Hvis du vil vente, til det sker, kommer du aldrig. Gentag Frelserens løfte, når Satan peger på dine snavsede klæder: “ben, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.” Joh. 6,37. Sig til fjenden, at Jesu Kristi blod renser fra al synd. Gør Davids bøn til din; “Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne.” Sl. 51,7. PK 156.3
Det var ikke forgæves, at profeten formanede Juda til at rette blikket imod den levende Gud og tage imod hans nådige tilbud, Der var nogle, der efterkom opfordringen, forkastede deres afguder og begyndte at tjene Herren. De lærte at se, at deres skaber var kærlig, nådig og barmhjertig. Når de mørke dage oprandt for Juda og der kun var nogle få tilbage i landet, ville profetens ord stadig bære frugt, og der ville ske afgørende reformer. Esajas sagde: “På hin dag skal menneskene se hen til deres skaber, og deres øjne skal skue hen til Israels Hellige; og de skal ikke se hen til altrene, deres hænders værk, eller skue hen til, hvad deres fingre har lavet, hverken til asjerastøtterne eller solstøtterne.” Es. 17,7 8. PK 156.4
Mange ville få ham at se, der er betegnet med ynde og herlig blandt titusinder. De fik dette nådige løfte: “Dine øjne får kongen at se i hans skønhed.” Es. 33,17. Deres synder ville blive tilgivet, og de ville komme til at rose sig af Gud alene. På denne lykkelige dag, hvor de var blevet befriet for afgudsdyrkelsen, ville de udbryde: “Nej, der træder Herrens bæk for os i floders og brede strømmes sted ..... Thi Herren er vor dommer, Herren er vor hersker, Herren er vor konge, han bringer os frelse. ” Es. 33,21 22. PK 156.5
Esajas budskab til dem, der besluttede sig til at forlade deres onde vej, var fuldt af trøst og opmuntring. Hør Herrens ord gennem profeten: PK 156.6
“Jakob, kom dette i hu, Israel,
thi du er min tjener!
Jeg skabte dig, du er min tjener,
ej skal du glemmes, Israel;
jeg slettede som tåge din misgerning
og som en sky dine synder.
Vend om til mig, thi jeg genløser dig.” Es. 44,21 22. PK 157.1
“På hin dag skal du sige:
Jeg takker dig, Herre,
thi du vrededes på mig,
men din vrede svandt, og du trøstede mig.
Se, Gud er min frelse
jeg er trøstig og uden frygt;
thi Herren er min styrke og
min lovsang,
og han blev mig til frelse .....
Lovsyng Herren, thi stort har han øvet,
lad det blive kendt på den vide jord!
Bryd ud i fryderåb, Zions beboere,
thi stor i eders midte er Israels Hellige!” Es. 12. PK 157.2