Umiddelbart efter at Zakarias havde set synet om Josua og engelen, modtog han et budskab, som angik Zerubbabels arbejde. Zakarias siger: Engelen, som talte med mig vakte mig så atter, som man vækker et menneske af hans søvn, og spurgte mig: “Hvad skuer du?” Jeg svarede: “Jeg skuer, og se, der er en lysestage, helt og holdent af guld, og et oliekar ovenpå og syv lamper og syv rør til lamperne, desuden to olietræer ved siden af den, et til højre, et andet til venstre for oliekarret. PK 289.1
Og jeg spurgte engelen, som talte med mig: ‘Hvad betyder disse ting, herre?’..... Da svarede han og sagde til mig: Dette er Herrens ord til Zerubbabel: Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre.” PK 289.2
“Derpå spurgte jeg ham: ‘Hvad betyder de to olietræer der til højre og venstre for lysestagen?’Og videre spurgte jeg: ‘Hvad betyder de to oliegrene ved siden af de to guldrør, som leder den gyldne olie ned derfra?’ ..... Så sagde han: ‘Det er de to med olie salvede, som står for al jordens Herre.’” Zak. 4,1 6. 11 14. PK 289.3
I dette syn ser man den gyldne olie fra de to olietræer, som står for al jordens Herre, flyde gennem to guldrør ind i lysestagens oliekar. Oliekarret forsyner helligdommens lamper, så de kan udsende et klart, vedvarende lys. På denne måde modtager Guds folk en fylde af guddommeligt lys, kærlighed og kraft fra de to salvede, som står for al jordens Herre, så at de kan gøre andre meddelagtige i lyset, glæden og vederkvægelsen. De, der selv bliver beriget, skal berige andre med Guds dyrebare kærlighed. PK 289.4
Zerubbabel havde været ude for mange vanskeligheder under opførelsen af Herrens hus. Lige fra begyndelsen bragte fjenderne “Judas folks hænder til at synke og skræmmede dem fra at bygge” “og tvang dem med magt til at standse arbejdet”. Ezra 4,4. 23. Men Herren greb ind og hjalp tempelbyggerne, og nu lod han sin profet sige til Zerubbabel: “Hvem er du, du store bjerg? For Zerubbabel skal du blive slette! Han skal hente topstenen, mens der råbes: ‘Nåde, nåde være med den!’” Zak. 4,7. PK 289.5
Igennem hele Guds folks historie har der tårnet sig store bjerge af tilsyneladende uoverstigelige vanskeligheder op for dem, som forsøgte at gøre Guds vilje. Herren lader disse hindringer komme for at prøve sit folks tro. Når vi er indesluttet på alle sider, bør vi mere end nogen sinde stole på Gud og hans Ånds kraft. Når vi øver en levende tro, forøges vor åndelige kraft, og vor tillid til Gud bliver styrket. Det er på denne måde, at sjælen gøres uovervindelig. På troens befaling forsvinder de hindringer, som Satan har anbragt på den kristnes vej, for den troende får hjælp fra Himmelen. “Intet vil være umuligt for jer.” Matt. 17,20. PK 289.6
Det er skik og brug i verden at begynde med pomp og pragt. I modsætning hertil lader Gud sandhedens og retfærdighedens sag begynde i det små og slutte med en herlig sejr. Han uddanner somme tider sine tjenere ved at lade dem komme ud for skuffel. ser og tilsyneladende nederlag. Hans hensigt hermed er, at de skal lære at gøre sig til herre over vanskelighederne. PK 290.1
Menneskene fristes ofte til at vakle, når de møder vanskeligheder og problemer, men hvis de bliver ved at stole urokkeligt på Gud, vil han bane vejen for dem. Sejren vindes, mens de kæmper med vanskelighederne. Når mennesker er i besiddelse af en Zerubbabels uforfærdede mod og urokkelige tro, vil bjerge af vanskeligheder blive til slette, og han, hvis hænder har lagt grundvolden, “skal også fuldende det”. Han skal hente topstenen, mens der råbes: “Nåde, nåde være med den!” Zak. 4,9.7. PK 290.2
Guds menighed blev ikke oprettet ved hjælp af menneskers magt, og den kan heller ikke overvindes heraf. Menigheden blev ikke grundlagt på en klippe af menneskelig styrke, men på tidsaldrenes klippe, Jesus Kristus, “og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Matt. 16,18. Guds værk kan ikke rokkes, fordi Gud selv står bag det. Der er sagt til os: “Sæt ikke eders lid til fyrster.” Sl. 146,3. “I tro og tillid er eders styrke.” Es. 30,15. Guds herlige værk, som er grundlagt på retfærdighedens evige principper, vil aldrig blive tilintetgjort. Det vil gå fra sejr til sejr “ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre”. Zak. 4,6. PK 290.3
Løftet: “Zerubbabels hænder har lagt grunden til dette hus, hans hænder skal også fuldende det,” gik bogstaveligt i opfyldelse. 9. vers. “Jødernes ældste byggede, og det lykkedes dem i henhold til profeterne Haggajs og Zakarias, Iddos søns, profeti; de byggede og fuldførte værket efter Israels Guds bud og efter Kyros og Darius og perserkongen Artaxexes befaling. De fuldendte templet på den tredje dag i adar måned i kong Darius sjette regeringsår.” Ezra 6,14 15. PK 290.4
Kort efter blev det genopbyggede tempel indviet. “Da fejrede israelitterne, præsterne, levitterne og de andre, der havde været i landflygtighed, gudshusets indvielse med glæde.” “Derpå fejrede de ..... påsken den fjortende dag i den første måned.” 16 17. og 19. vers. PK 290.5
Det andet tempel var ikke så prægtigt som det første, og det blev heller ikke helliget ved de samme synlige tegn på Guds nærværelse ved indvielsen. Der udfoldedes ingen overnaturlig kraft på indvielsesdagen. Man kunne ikke se Herrens herlighed fylde den nye helligdom. Der kom ikke ild ned fra himmelen for at fortære offeret på alteret. Shekinah dvælede ikke længer mellem keruberne i det allerhelligste. Arken, nådestolen og vidnes byrdets tavler var her ikke. Når præsten forelagde Herren en sag, fik han ikke svar ved et tegn fra Himmelen. Og dog var det denne bygning, om hvilken Herren havde ladet profeten Haggaj sige: “Dette hus kommende herlighed bliver større end den tidligere.” “Jeg vil ryste alle folkene, og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger hærskarers Herre.” Hagg. 2,9.7. De lærde har igennem århundreder forsøgt at påvise, hvad Guds løfte til Haggaj tog sigte på, men mange af dem har hårdnakket nægtet at tillægge det nogen særlig betydning, at Jesus af Nazaret menneskehedens håb helligede templet ved sin personlige nærværelse. Stolthed og vantro har lagt et slør over deres sind, så at de ikke har forstået den sande mening med profetens ord. PK 290.6
Det andet tempel udmærkede sig ikke ved, at Herrens herligheds sky dvælede deri, men ved at han, i hvem “hele guddomsfylden” bor “legemlig” han, som er Gud “åbenbaret i kød” færdedes der. Kol. 2,9; 1Tim. 3,16. Det andet tempels herlighed overgik det førstes derved, at Kristus besøgte det i egen person, da han var på jorden. “Menneskehedens håb” var i sandhed kommet til sit tempel, da Manden fra Nazaret underviste og helbredte i dets hellige forgårde. PK 291.1