Kristus levede et liv i møje og selvopofrelse for os, og kan vi da ikke fornægte os selv for hans skyld? Er ikke den forsoning han har gjort for os, og den retfærdighed, han giver os, emner der er værdige til at opfylde vore sind? Dersom ungdommen vil hente fra Bibelens forrådskammer de skatte, den besidder, dersom de vil betænke den nåde, fred og evige retfærdighed, som kroner et selvopofrende liv, vil de ikke nære nogen lyst til tvivlsomme ophidselser eller fornøjelser. BTU 236.1
Kristus glæder sig, når de unges tanker er optaget af frelsens store og forædlede tema. Han kommer ind i alle sådannes hjerter som en blivende gæst, og fylder dem med glæde og fred. Og Kristi kærlighed i sjælen er en kilde af vand, som vælder frem til evigt liv. ... De der besidder denne kærlighed, vil holde af at tale om de ting, som Gud har beredt for dem, der elsker ham. Den evige Gud har trukket en adskillelseslinje mellem de hellige og synderne mellem omvendte og uomvendte. Disse to klasser glider ikke over i hinanden ligesom farverne i regnbuen, men er så skarpt adskilte fra hinanden som middag og midnat. Guds folk kan ikke med sikkerhed indlade sig i nært selskab med dem, som kender sandheden, men ikke praktiserer den. Da patriarken Jakob talte om visse gerninger, hans sønner havde gjort, og som han betragtede med skræk, udbrød han: “O min sjæl, kom ikke i deres hemmelige råd, og må aldrig min ære forenes med deres selskab.” Han følte at hans egen ære ville blive besmittet, hvis han forenede sig med syndere i deres adfærd. Han opløftede faresignalet og advarer os mod dårligt selskab, for at ikke vi skal blive smittet af det onde. Og Helligånden fremkommer gennem apostelen Paulus med en lignende advarsel: “Hav ikke samkvem med mørkets ufrugtbare gerninger, men straf dem heller.” BTU 236.2