Mange af de unge har ikke tilegnet sig som et fast princip at tjene Gud. De synker sammen, hver gang der kommer en sky på himmelen, og de har ikke kraft til at holde ud. De vokser ikke i nåden. De synes at holde Guds bud, men de er ikke Guds lov underdanige og kan heller ikke være det. Deres kødelige hjerter må forandres. De må se det skønne i hellighed; da vil de længes efter den, som hjorten skriger efter vand; da vil de elske Gud og hans lov; Kristi åg vil blive gavnligt og hans byrde let. BTU 53.1
Hvis I, kære unge, styrer jeres fjed efter Herrens befalinger, må I ikke forvente, at jeres sti altid skal være bestrøet med den ydre freds og bekvemmeligheds blomster. Den vej, som fører til den evige dag, er ikke den letteste at gå på, og til tider vil den synes mørk og tornefuld. Men I har den forsikring at Guds evige arme omslutter jer for at beskytte jer fra ondt. Han ønsker, at I skal udvise oprigtig tro på ham og lære at stole på ham i skyggen så vel som i solskinnet. BTU 53.2