»Tag mit åg på jer.« — Jesus så på de bedrøvede og nedbøjede, dem, som havde mistet alt håb, og som søgte at tilfredsstille sjælens længsler med jordiske glæder, og han indbød alle til at finde hvile hos ham. HL 120.1
Mildt bød han den hårdt arbejdende befolkning: »Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« Matt. 11, 29. HL 120.2
I disse ord talte Kristus til ethvert menneske. Enten de ved det eller ikke, er alle trætte og besværede. Alle tynges af byrder, som kun Kristus kan fjerne. Den tungeste byrde, vi bærer, er syndens byrde. Hvis det blev overladt til os selv at bære den, ville den knuse os. Men han, som er uden synd, har indtaget vor plads. »Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle.« Es. 53, 6. HL 120.3
Han har båret vore overtrædelser. Han vil tage byrden bort fra vore trætte skuldre. Han vil give os hvile. Vor bekymring og sorg vil han også bære. Han indbyder os til at kaste al vor sorg på ham, for vort vel ligger ham på hjerte. HL 120.4
Kristus kender menneskenes skrøbeligheder. — Menneskeslægtens guddommelige »ældre broder« opholder sig ved den evige trone. Han ser på hver eneste sjæl, der vender blikket opad til ham, som er Frelseren. Han kender af erfaring menneskenes skrøbeligheder. Han ved, hvad vi trænger til, og hvor stor en magt fristelserne har, for han blev »fristet i alle ting, ligesom vi, dog uden synd«. Han våger over dig, du skælvende Guds barn. Bliver du fristet? Han vil udfri dig. Er du svag? Han vil styrke dig. Er du uvidende? Han vil oplyse dig. Er du såret? Han vil helbrede dig. Herren »fastsætter stjernernes tal«, og dog helbreder han »dem, hvis hjerte er sønderknust, og forbinder deres sår«. Hebr. 4, 15; Sal. 147, 4. 3. HL 120.5
Hvori dine ængstelser og prøvelser end måtte bestå, så læg dem frem for Herren. Din ånd vil blive styrket til at være udholdende. Vejen vil åbnes for dig, så du kan komme ud af dine vanskeligheder. Jo mere svag og hjælpeløs du føler dig, desto stærkere vil du blive i hans kraft. Jo tungere dine byrder er, desto mere velsignet er hvilen ved at kunne kaste dem på ham, som bærer alle byrder. 31Sundhed og livslykke, s. 205. 206. HL 121.1
Kraft til at møde enhver fristelse. — Den, der virkelig tror på Jesus, har fået del i guddommelig natur og har en kraft, han kan tilegne sig i enhver fristelse. 32Review and Herald, 14. januar 1909. HL 121.2
Efter syndefaldet kunne mennesket ikke overvinde Satan i egen kraft, derfor kom Kristus fra de kongelige sale i Himmelen for at hjælpe det med sin menneskelige og gud-dommelige kraft forenet. Kristus vidste, at Adam i Eden med de store fortrin, han havde, kunne have modstået Satans fristelser og besejret ham. Han vidste også, at det var umuligt for mennesket uden for Eden og adskilt fra Guds lys og kærlighed efter syndefaldet at modstå Satans fristelser i egen kraft. For at give mennesket håb og frelse det fra fuldstændig undergang ydmygede han sig for at påtage sig menneskets natur, så han med sin guddommelige kraft forenet med den menneskelige kunne nå mennesket, hvor det stod. Til Adams faldne efterkommere erhvervede han den kraft, som det er umuligt for dem at opnå selv, og således kan de nu i hans navn overvinde Satans fristelser.33Redemption; or the Temptation of Christ, s. 44. HL 121.3
Hjælp i selvforskyldt sygdom. — Mange af dem, der kom til Kristus for at få hjælp, var selv skyld i deres sygdom, men alligevel nægtede han ikke at helbrede dem. Når der trængte kraft fra ham ind i deres sjæle, blev de overbevist om synd, og mange blev helbredt for deres åndelige sygdom såvel som for deres legemlige lidelser. 34Sundhed og livslykke, s. 207. HL 121.4
Magt til at give den fangne friheden. — Kristus viste, at han havde fuldstændig magt over vind og bølger og over mennesker, som var besat af onde ånder. Han, som stillede stormen og fik den oprørte sø til at lægge sig, talte fred til dem, hvis sind Djævelen havde formørket. HL 122.1
I synagogen i Kapernaum stod Jesus og talte om, at han var kommet for at frigøre syndens trælle. Pludselig blev han afbrudt af et rædselsskrig. En afsindig mand kom styrtende frem fra folkemængden og råbte: »Lad os i fred, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds Hellige.« HL 122.2
Jesus truede den onde ånd og sagde: »Ti, og far ud af ham!« »Og den onde ånd kastede ham til jorden midt iblandt dem og for ud af ham uden at have gjort ham nogen skade.« Mark. 1, 24; Luk. 4, 35. HL 122.3
Også i dette tilfælde var det mandens eget levned, der var årsagen til hans lidelse. Han var blevet fortryllet af syndens glæder og havde ønsket at leve et liv i nydelse. Drukkenskab og letsindighed ødelagde de ædle træk i hans natur, og Satan fik fuldstændig magt over ham. Samvittigheden vågnede for sent. Da han kom dertil, at han ville have ofret rigdom og vellevned for at kunne få sit tabte menneskeværd tilbage, var han helt i den Ondes vold. HL 122.4
Da han var kommet i Frelserens nærhed, opstod der en længsel efter frihed hos ham, men den Onde kæmpede imod Kristi magt. Da manden forsøgte at bede Jesus om hjælp, lagde den onde ånd ordene i hans mund, og han udstødte et skrig af forfærdelse og angst. Den besatte forstod delvis, at han befandt sig i nærheden af en, der kunne befri ham, men da han forsøgte at komme så nær hen til denne stærke hånd, at den kunne nå ham, var der en andens vilje, der holdt ham tilbage, og en andens stemme talte igennem ham. HL 122.5
Striden mellem Satans magt og hans eget ønske om frihed var frygtelig. Det så ud, som om den plagede mand skulle miste livet i kampen mod den fjende, der havde ødelagt hans menneskeværd. Men Frelseren talte med myndighed og gav den fangne friheden. Manden, som havde været besat, stod frigjort og selvbehersket foran den undrende folkeskare. HL 122.6
Med glad stemme priste han Gud for befrielsen. De øjne, der for lidt siden lyste af vanvid, vidnede nu om fornuft og fyldtes med taknemmelighedens tårer. Folk var stumme af forbavselse. Så snart de havde sundet sig så meget, at de igen kunne tale, sagde de til hinanden: »Hvad er dog dette? En ny lære med myndighed; selv de urene ånder byder han over, og de adlyder ham.« Mark. 1, 27. HL 123.1
Frigørelse for nødlidende i dag. — Mange mennesker er i dag lige så virkeligt i onde ånders magt som den besatte i Kapernaum. Alle, der med vilje tilsidesætter Guds befalinger, stiller sig under Satans herredømme. Mange leger med det onde i den tro, at de kan rive sig løs, når det passer dem, men de lokkes længere og længere ud, indtil de opdager, at de beherskes af en vilje, som er stærkere end deres egen. De kan ikke befri sig fra dens hemmelighedsfulde magt. Skjult synd eller en overmægtig lidenskab kan gøre dem til lige så hjælpeløse fanger, som den besatte i Kapernaum var. HL 123.2
Alligevel er deres tilstand ikke håbløs. Gud vil ikke tage herredømmet over vort sind uden vort samtykke, men enhver har frihed til at vælge, hvilken magt han vil lade sig beherske af. Ingen er falden så dybt, og ingen er så slet, at han ikke kan blive frigjort i Kristus. I stedet for bøn kunne den besatte blot tale de ord, som Satan indgav ham; men hjertets tavse henvendelse blev alligevel hørt. Intet råb fra en sjæl i nød vil forblive upåagtet, selv om det ikke bliver udtrykt i ord. De, der er villige til at indgå en pagt med Gud, bliver ikke overladt til Satans magt eller til deres egen skrøbelige natur. HL 123.3
»Kan bytte fratages en helt, kan den stærkes fanger slippe bort? ... Så siger Herren: Om fanger end fratages helten, slipper bytte end bort fra den stærke, jeg strider mod dem, der strider mod dig, og dine børn vil jeg frelse.« Es. 49, 24. 25. HL 123.4
Vidunderlig vil den forvandling blive, der sker med det menneske, som ved tro åbner hjertets dør for Frelseren.35Sundhed og livslykke, s. 218-220. HL 124.1
Frelserens kærlighed til besnærede sjæle. — Jesus kender hvert menneskes særlige omstændigheder. Jo større synderens skyld er, desto mere trænger han til Frelseren. Den, som mest håbløst er indviklet i fjendens snarer, er mere end andre genstand for hans kærlighed og medfølelse. Med sit eget blod har Jesus underskrevet menneskeslægtens frigi-velsesdokument. HL 124.2
Jesus ønsker ikke, at de, der er blevet købt med en sådan pris, skal være et værgeløst bytte for fjendens fristelser. Han ønsker ikke, at vi skal overvindes og gå fortabt. Han, som holdt løverne tilbage i deres hule, og som vandrede sammen med sine trofaste vidner midt i de brændende luer, er lige så villig til at hjælpe os til at overvinde alt det onde i vor natur. I dag står han ved nådens alter og fremlægger for Gud de bønner, der er opsendt af dem, der ønsker hjælp. Han afviser ingen grædende, bodfærdig sjæl. Han vil med glæde tilgive og frelse alle, som kommer til ham. Alt det, som han kunne afsløre, fortæller han ikke til nogen, men han byder hver frygtsom sjæl fatte mod. Alle, som vil, kan gribe Guds kraft og slutte fred med ham, og han vil slutte fred med dem. HL 124.3
Den sjæl, der søger tilflugt hos Jesus, bliver af ham hævet op over onde tungers anklager. Hverken mennesker eller onde engle kan rette beskyldning mod disse sjæle. Kristus forener dem med sin egen guddommelig-menneskelige natur.36Sundhed og livslykke, s. 217. HL 124.4
Dyrebare forjættelser. — Disse herlige ord kan enhver, som bliver i Kristus, gøre til sine egne. Han kan sige: »Men jeg vil spejde efter Herren, jeg bier på min frelses Gud; min Gud vil høre mig. Glæd dig ej over mig, min fjende! Thi jeg faldt, men står op; om end jeg sidder i mørke, er Herren mit lys. Han vil atter forbarme sig over os, træde vor brøde under fod, du vil kaste alle vore synder i havets dyb!« Mika 7, 7. 8. 19. HL 124.5
Gud har lovet: »En mand gør jeg sjældnere end guld og et menneske end Ofirs guld.« Es. 13, 12. »Skønt I har ligget imellem karrene, skal I dog blive som en dues vinger, dækket med sølv, og dens fjer med gyldent guld.« Sal. 68, 14, eng. overs. HL 125.1
De, som Kristus har tilgivet mest, vil elske ham mest. Disse vil på den yderste dag stå hans trone nærmest. HL 125.2
»Og de skal se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander.« Åb. 22, 4. 37Ministry of Healing, s. 182. HL 125.3