Kyros’ hærs opmarch foran Babylons mure var et tegn til jøderne om, at deres udfrielse af fangenskabet nærmede sig. Over hundrede år før Kyros’ fødsel havde det inspirerede ord nævnt ham ved navn. Det havde givet en skildring af selve den op-gave, som han skulle løse, når han over-rumplede og indtog Babylon, ligesom det omtalte, at han skulle berede vejen for de fangne judæeres frigivelse. Der var blevet sagt følgende ved Esajas: PoK 269.1
“Så siger Herren til sin salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt... for at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængte: Selv går jeg frem foran dig, hindringer jævner jeg ud; jeg sprænger porte af kobber og sønderhugger slåer af jern. Jeg giver dig mulmets skatte, rigdomme gemt i løn, så du kender, at den, der kaldte dig ved navn, er mig, er Herren, Israels Gud.” Es. 45, 1-3. PoK 269.2
Den persiske erobrers hær banede sig uventet vej ind i den babyloniske hovedstads hjerte gennem flodlejet, efter at vandet var ledet bort. Soldaterne gik gennem de inderste porte, som babyionerne i deres ubekymrede tryghedsfølelse havde ladet stå åbne og ubevogtede. Jøderne havde heri et tydeligt bevis på den bogstavelige opfyldelse af Esajas’ profeti om deres undertrykkeres pludselige nederlag. De burde også have be-tragtet det som et umiskendeligt tegn på, at Gud ledede nationernes historie for deres skyld, for i tilknytning til den profeti, som skildrede Babylons indtagelse og fald, stod der følgende ord: PoK 269.3
“Jeg siger om Kyros: “Min hyrde, som fuldbyrder al min vilje!” Jeg siger om Jerusalem: “Det skal bygges!” om templet: “Det skal grundes!” “Det var mig, som vakte ham i retfærd, jeg jævner alle hans veje; han skal bygge min by og give mine bortførte fri ikke for løn eller gave, siger Hærskarers Herre.” Es. 44, 28; 45, 13. PoK 269.4
Dette var ikke de eneste profetier, hvorpå de landflygtige kunne grunde deres håb om en hurtig befrielse. De havde adgang til Jeremias’ skrifter, og heri stod det tydeligt, hvor længe det ville vare, før Israel fik lov til at vende hjem fra Babylon. “Men når der er gået halvfjerdsindtyve år,” havde Herren forudsagt ved sit sendebud, “hjemsøger jeg Babels konge og folket dér for deres misgerning, lyder det fra Herren, også kaldæernes land hjemsøger jeg og gør det til evige ørkener.” Jer. 25, 12. PoK 269.5
Herren ville vise Judas rest nåde som svar på deres brændende bønner. “Såfremt I søger mig af hele eders hjerte, vil jeg lade mig finde af eder, lyder det fra Herren, og vende eders skæbne og sanke eder sammen fra alle de folkeslag og alle de steder, jeg har bortstødt eder til, lyder det fra Herren, og føre eder tilbage til det sted, fra hvilket jeg førte eder bort.” Jer. 29, 13. 14. PoK 270.1
Daniel og hans medbrødre havde ofte læst disse og lignende profetier, som skildrede Guds planer med sit folk. På dette tidspunkt, hvor begivenhedernes hurtige udvikling viste, at Guds vældige hånd greb ind i nationernes historie, dvælede Daniels tanker særlig ved de løfter, som var givet til Israel. Hans tro på det profetiske ord bevir-kede, at han netop gjorde sådanne erfarin-ger, som de hellige skribenter havde forud-sagt. “Når halvfjerdsindstyve år er gået for Babel,” havde Herren sagt, “vil jeg se til eder og på eder opfylde min forjættelse om at føre eder tilbage hertil. Thi jeg ved, hvilke tanker jeg tænker om eder, lyder det fra Herren, tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give eder fremtid og håb. Kalder I på mig, vil jeg svare eder; beder I til mig, vil jeg høre eder; leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele eders hjerte, vil jeg lade mig finde af eder.” 10.-14. vers. PoK 270.2
Kort før Babylons fald grundede Daniel over disse profetier og bad Gud hjælpe ham at forstå det åremål, som var omtalt heri. Ved denne lejlighed fik han en række syner om rigernes opkomst og fald. Det første syn, som står omtalt i Daniels bogs syvende kapitel, blev fortolket, men profeten fik dog ikke forklaring på alt. “Jeg, Daniel, blev såre forfærdet over mine tanker,” skrev han om sin erfaring på denne tid, “og mit ansigt skiftede farve; men jeg gemte sagen i mit hjerte.” Dan. 7, 28. PoK 270.3
Daniel fik endnu et syn, som kastede lys over fremtidens begivenheder, og ved slutningen af synet hørte han “en hellig tale, og en anden hellig spurgte den talende: “Hvor lang tid gælder synet...” Dan. 8, 13. Da han hørte svaret: “2300 aftener og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen” (14. vers), blev han tvivlrådig. Han bad af hele sit hjerte for at få klarhed over, hvad synet betød. Han kunne ikke forstå, hvilken forbindelse der var mellem de halvfjerds års fangenskab, som var forudsagt ved Jeremias, og de 2300 år, som den himmelske gæst i synet havde sagt skulle forløbe, før Guds helligdom kom til sin ret igen. Engelen Gabriel gav ham en delvis forklaring, men da profeten hørte disse ord: “Men du skal lukke for synet; thi det gæl-der en fjern fremtid,” blev han syg. Han siger om sin erfaring: “Men jeg, Daniel, lå syg en tid lang; så stod jeg op og udførte min gerning i kongens tjeneste. Jeg var rædselsslagen over synet og forstod det ikke.” 26. og 27. vers. PoK 270.4
Daniel var stadig meget bekymret på Israels vegne og gav sig atter til at studere Jeremias’ profetier. De var meget tydelige så tydelige, at han af de vidnesbyrd, som stod nedtegnet i bøgerne, kunne udlede “det åremål, i hvilket Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år”. Dan. 9, 2. PoK 270.5
Med en tro, som grundede sig på det sikre profetiske ord, bad Daniel indtrængende Herren om at opfylde disse løfter i hast. Han bad om, at Gud ville forsvare sin ære. I sin bøn gjorde han sig fuldstændig til ét med dem, som havde undladt at fuldbyrde Guds vilje, og bekendte deres synder, som om han selv havde begået dem. PoK 271.1
Profeten sagde: “Jeg vendte mit ansigt til Gud Herren for at fremføre bøn og begæring under faste i sæk og aske. Og jeg bad til Herren min Gud, bekendte og sagde ...” 3. og 4. vers. Skønt Daniel havde været så længe i Guds tjeneste og af Himmelen var blevet betegnet som “højt elsket”, trådte han frem for Gud som en synder for at tale sit elskede folks sag. Hans bøn var velformet, men enkel og dybt alvorlig. Hør ham bede: PoK 271.2
“Ak, Herre, du store, forfærdelige Gud, som holder fast ved pagten og miskundheden med dem, der elsker dig og holder dine bud! Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi veg fra dine bud og vedtægter og hørte ikke på dine tjenere profeterne, som talte i dit navn til vore konger, fyrster, fædre og til alt folket i landet. PoK 271.3
Du står med retten, Herre, vi med vort ansigts blusel, som det nu viser sig, vi Judas mænd, Jerusalems borgere, ja alt Israel fjernt og nær i alle lande, hvor du drev dem hen for deres troløsthed imod dig.. . PoK 271.4
Men hos Herren vor Gud er barmhjertighed og tilgivelse, thi vi stod ham imod.” “Herre, lad dog efter alle dine retfærdshandlinger din vrede og harme vende sig fra din by Jerusalem, dit hellige bjerg; thi ved vore synder og vore fædres misgerninger er Jerusalem og dit folk blevet til spot for alle vore naboer. PoK 271.5
Så lyt da nu, vor Gud, til din tjeners bøn og begæring og lad dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom for din egen skyld, o Herre! Bøj dit øre, min Gud, og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelsen, som er overgået os, og byen, dit navn er nævnet over; thi ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed. PoK 271.6
Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån øre og grib uden tøven ind for din egen skyld, min Gud; thi dit navn er nævnet over din by, og dit folk!” 4.-9. og 16.-19vers. PoK 271.7
Himmelen bøjede sig ned og lyttede til profetens alvorlige bøn. Inden Daniel var færdig med at bede om, at Gud ville tilgive folket og lade dem vende hjem til deres eget land, viste den vældige engel Ga-briel sig for ham og henledte hans op-mærksomhed på det syn, som han havde haft før Babylons fald og Belsazzars død. Engelen gennemgik derefter i detaljer den periode på halvfjerds uger, som skulle begynde på det tidspunkt, “ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik”. 25. vers. PoK 271.8
Daniel bad sin bøn “i Darius’, Ahasverus’ søns, første regeringsår” (1. vers). Darius var konge af Medien, og det var hans general Kyros, der havde vristet verdensherre-dømmet ud af hænderne på Babylon. Gud ærede Darius. Engelen Gabriel blev sendt for at hjælpe og støtte ham. [Dan. 11, 1 ifølge den engelske oversættelse. Den danske oversættelse har en anden læsemåde. Overs. anm.] Ved hans død, som indtraf to år efter Babylons fald, efterfulgte Kyros ham på tronen. Ved begyndelsen af dennes regering udløb de halvfjerds år, som tog deres begyndelse, da Nebukadnezar førte de første hebræere fra deres hjem i Judæa til Babylon. PoK 271.9
Gud benyttede Daniels udfrielse af løvekulen til at gøre Kyros den Store velvilligt stemt. På grund af Guds tjeners fremragende evner som statsmand viste perserkongen ham megen respekt og ære. Daniel var både fremsynet og i besiddelse af en god dømmekraft. Netop på det tidspunkt, da Gud havde sagt, at han ville lade sit tempel i Jerusalem genopbygge, benyttede han Kyros som sin tjener. Han gav ham indblik i de profetier, der handlede om ham selv og tilskyndede ham til at give det jødiske folk dets frihed. PoK 272.1
Kongen læste de ord, som over hundrede år før hans fødsel havde forudsagt, hvorledes Babyion ville blive indtaget. Han læste det budskab, som universets Konge havde stilet til ham: “Jeg omgjorder dig, endskønt du ej kender mig, så de kender fra solens opgang til dens nedgang: der er ingen uden mig.” Han læste med sine egne øjne den evige Guds udsagn: “For Jakobs, min tjeners, skyld, for min udvalgtes, Israels, skyld, kalder jeg dig ved dit navn, ved et æresnavn, skønt du ej kender mig.” Han læste de inspirerede ord: “Det var mig, som vakte ham i retfærd, jeg jævner alle hans veje; han skal bygge min by og give mine bortførte fri — ikke for løn eller gave.” Es. 45, 5. 6. 4. 13. Da han blev bekendt med alt dette, gjorde det et dybt indtryk på hans hjerte, og han besluttede, at han ville opfylde sin guddommeligt tildelte mission. Han ville frigive de judæiske fanger og hjælpe dem at genopbygge Herrens tempel. PoK 272.2
Kyros udsendte en skrivelse til “hele sit rige” og meddelte heri, at det var hans agt at lade hebræerne rejse hjem, samt at han ville lade deres tempel genopbygge. I sin offentlige kundgørelse indrømmede kongen med taknemmelighed: “Alle jordens riger har Herren, Himmelens Gud, givet mig.” Han skrev videre: “Han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge Herrens, Israels Guds, hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem; og alle steder, hvor de tiloversblevne bor som fremmede, skal beboerne støtte dem med sølv, guld, heste og kvæg, bortset fra de frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem.” Ezra 1, 1-4. PoK 272.3
Han gav endvidere følgende befaling med henblik på templet: “Gudshuset i Jerusalem skal genopbygges, for at man der kan ofre slagtofre og frembære Guds ildofre; det skal være tresindstyve alen højt og tresindstyve alen bredt med tre lag kvadersten og ét lag bjælker; omkostningerne udredes af kongens hus. Desuden skal gudshusets guldog sølvkar, som Nebukadnezar borttog fra helligdommen i Jerusalem og førte til Babel, gives tilbage, og de skal bringes tilbage til deres plads i helligdommen i Jerusalem.” Ezra 6, 3-5. PoK 272.4
Denne kundgørelse nåede ud i de fjerneste provinser af kongens rige og vakte overalt stor glæde blandt de adspredte judæere. Mange havde læst profetierne ligesom Daniel og søgt Gud i bøn for at få ham til at gribe ind for Zions skyld, som han havde lovet. Nu blev deres bønner besvaret, og de kunne af hele deres hjerte synge: PoK 272.5
“Da Herren hjemførte Zions fanger,
var vi som drømmende;
da fyldtes vor mund med latter,
vor tunge med frydesang;
da hed det blandt folkene:
“Herren har gjort store ting imod dem!”
Herren har gjort store ting imod os,
og vi blev glade.” SI. 126, 1-3. PoK 273.1
“Da brød overhovederne for Judas og Benjamins fædrenehuse og præsterne og levitterne op, alle, hvis ånd Gud vakte.” Der var ca. 50.000, og disse udgjorde den gudfrygtige rest af de landflygtige jøder, som besluttede at benytte sig af den vidunderlige anledning, de fik til at drage op og “bygge Herrens hus i Jerusalem”. Deres venner lod dem ikke drage tomhændede bort. “Bortset fra alle de frivillige gaver kom alle deres naboer dem til hjælp med alt, både sølv, guld, heste og kvæg og kostbarheder i mængde.” Foruden disse og mange andre frivillige gaver fik de “karrene fra Herrens hus, som Nebukadnezar havde ført bort fra Jerusalem ...; dem gav perserkongen Kyros nu til skatmesteren Mitredat ... i alt 5400”, som skulle bruges i templet, som nu skulle genopbygges. Ezra 1, 5-11. PoK 273.2
Kyros indsatte Zerubbabel [også kaldet Sjesjbazzar], som var en efterkommer af kong David, til statholder over de mennesker, der vendte hjem til Judæa. Han arbejdede sammen med ypperstepræsten Josua. De ankom til deres bestemmelsessted i god behold efter den lange rejse gennem ørkenen, og i taknemmelighed til Gud for hans mange velgerninger begyndte den lykkelige skare omgående at genopbygge det, som var blevet nedbrudt og ødelagt. “Fædrenehusenes overhoveder” var de første til at skænke gaver for at bidrage til dækning af omkost-ningerne ved templets genopførelse. Folket fulgte deres eksempel og gav også villigt af det lidet, de havde. Ezra 2, 64-70. PoK 273.3
Man byggede hurtigst muligt et alter på det sted, hvor det oprindelige alter havde stået i tempelgården. Da det blev indviet, “samledes folket fuldtalligt” for at genoptage de hellige offerhandlinger, som var blevet afbrudt, da Nebukadnezar ødelagde Jerusalem. Inden de skiltes for at drage tilbage til deres hjem, som de var i færd med at genopbygge, “fejrede de løvhyttefesten”. Ezra 3, 1-6. PoK 273.4
Det var en stor opmuntring for den tro-faste rest af folket, at brændofferalteret nu var genopbygget. Nu gik de med ildhu i gang med de nødvendige forberedelser til at genopbygge templet, og som værket skred fremad fra måned til måned, voksede deres mod. De havde måttet savne det synlige tegn på Guds nærværelse i mange år, og som de stod her, hvor der var så mange sørgelige minder om deres frafald, længtes de efter at få et varigt tegn på, at Gud havde tilgivet dem og antaget dem på ny. De satte Guds bifald højere end generhvervelsen af personlig ejendom og gamle privilegier. Han havde gjort vidunderlige ting for dem, og de var overbevist om, at han var med dem. Men de længtes efter endnu større velsignelser. De så med glad forventning frem til den tid, da templet var færdigt og de kunne se hans herlighed skinne indefra. PoK 273.5
De håndværkere, som var beskæftiget med at fremstille byggematerialer, fandt mellem ruinerne nogle af de store sten, som var blevet transporteret til byggepladsen på Salomos tid. Disse blev istandsat og benyttet sammen med de nye materialer. Værket var snart så vidt fremskredet, at man kunne nedlægge grundstenen. Denne begivenhed blev overværet af mange tusinder, som var kommet til stede for at se, hvorledes arbejdet skred fremad, og for at give udtryk for deres glæde over, at de havde en andel deri. Da grundstenen blev lagt, stemte folket i “med lov og pris for Herren med ordene “thi han er god, og hans miskundhed mod Israel varer evindelig!” Samtidig spillede præsterne på deres trompeter og Asafs efterkommere på deres cymbler. 11. vers. PoK 273.6
Dette hus, som var ved at blive genopbygget, var omtalt i mange profetier, som om-handlede Guds velvilje over for Zion. Derfor burde alle de, der var til stede ved grundstensnedlæggelsen, også have taget del i feststemningen. Men det gjorde de ikke. Ind imellem musikken og jubelråbene hørtes der en mislyd. “Mange af præsterne, levitterne og overhovederne for fædrenehusene, de gamle, der havde set det første tempel, græd højt, da de så grunden blive lagt til dette tempel.” 12. vers. PoK 274.1
Det var kun naturligt, at disse gamle mænd blev bedrøvede, når de tænkte på følgerne af de mange års ubodfærdighed. Hvis de og deres slægtled havde adlydt Gud og fuldbyrdet hans vilje med Israel, ville det tempel, som Salomo havde bygget, aldrig være blevet ødelagt, og fangenskabet havde ikke været nødvendigt. Det skyldtes deres utaknemmelighed og mangel på troskab over for Gud, at de var blevet adspredt blandt hedningerne. PoK 274.2
Nu havde forholdene ændret sig. Herren havde atter i nåde besøgt sit folk og givet dem tilladelse til at vende hjem til deres land. I stedet for at sørge over fortidens fejltagelser burde de have været jublende glade. De burde have været yderst taknem-melige over, at Gud havde tilskyndet Kyros til at hjælpe dem med at genopbygge templet. Men der var nogle, der ikke havde blikket åbent for Guds forsyns styrelse. I stedet for at glæde sig var de misfornøjede og modløse. De havde set Salomos herlige tempel og var bedrøvede, fordi denne bygning ikke var nær så prægtig. PoK 274.3
Den utilfredshed og klage, som de gav udtryk for, og de uheldige sammenligninger, som blev draget mellem de to templer, havde en dårlig indflydelse på mange af de tilstedeværende og fik håndværkernes hænder til at synke. De, der var beskæftiget med byggearbejdet, spurgte sig selv, om de skulle arbejde videre på denne bygning, når den blev gjort til genstand for åbenlys kritik lige fra begyndelsen og forårsagede så megen sorg. PoK 274.4
Der var dog også mange i forsamlingen, som havde så megen tro og så meget udsyn, at de ikke gav udtryk for misfornøjelse, fordi dette tempel ikke var så storslået som det første. “Men mange var også de, der opløftede deres røst med jubel og glæde, og man kunne ikke skelne glædesjubelen fra folkets gråd; thi så højt var folkets jubelråb, at det hørtes langt bort.” 12. og 13vers. PoK 274.5
Hvis de, der ikke ville glæde sig over grundstensnedlæggelsen, kunne have forudset følgerne af deres mangel på tro, ville de være blevet forfærdede. De havde ingen anelse om, hvorledes deres misbilligende og skuffende udtalelser virkede. De vidste hel-ler ikke, hvor meget deres åbenlyse misfor nøjelse ville forsinke fuldførelsen af Herrens hus. PoK 274.6
Før landflygtigheden var det første tempels overvældende herlighed og tempeltjenestens imponerende ritualer Israels stolthed, men deres gudstjeneste havde ofte manglet det, som Gud anser for det vigtigste. Det første tempels herlighed og den pragtfulde tempeltjeneste skaffede dem ikke Guds yndest, fordi de ikke frembar det, som har størst værdi i Guds øjne. De bragte ham ikke en ydmyg sønderknust ånd som offer. PoK 275.1
Når menneskene glemmer gudsrigets vigtigste principper, forøger de ceremoniernes antal og pragt. Det er, når man forsømmer karakterdannelsen og sjælens udsmykning og viser foragt for enfoldig gudsfrygt, at stoltheden og kærligheden til ydre pragt forlanger prægtige kirker, kostbar udsmyk-ning og imponerende ceremonier. Men man ærer ikke Gud med alt dette. Det er ikke menighedens ydre fortrin, som gør den dyrebar i hans øjne, men den oprigtighed og fromhed, som adskiller den fra verden. Han bedømmer den efter medlemmernes kendskab til Kristus og deres åndelige fremgang. Han ser efter, om de besidder kærlighedens og godhedens principper. Al den skønhed, som findes i kunstens verden, tåler ikke sammenligning med den sindets og karakterens skønhed, som skal komme til udtryk i de mennesker, der er Kristi repræsentanter. PoK 275.2
Det betyder ikke noget, at en menighed er den fattigste i hele landet. Det gør heller ikke noget, at den ikke er i besiddelse af ydre pragt. Hvis dens medlemmer ejer Kristi karakters principper, vil englene holde gudstjeneste sammen med dem. Den lov og pris, som opstiger fra de taknemmelige hjerter i en sådan menighed, vil være et velbehageligt offer for Gud. PoK 275.3
“Halleluja! Lov Herren, thi han er god,
hans miskundhed varer evindelig!
Så skal Herrens genløste sige,
de, han genløste af fjendens hånd.”
“Syng og spil til hans pris,
tal om alle hans undere;
ros jer af hans hellige navn,
eders hjerte glæde sig,
I, som søger Herren.”
“Thi han mætted den vansmægtende sjæl
og fyldte den sultne med godt.” PoK 275.4
Sl. 107, 1. 2; 105, 2. 3; 107, 9. PoK 275.5