I de sidste år af det ulykkelige israelitiske riges historie var der så megen voldsdåd og blodsudgydelse, at det end ikke havde noget sidestykke i de værste perioder af Akabs hus’ regeringstid. Kongerne over de ti stammer havde sået vind i to hundrede år, og nu høstede de storm. Den ene konge ef-ter den anden var blevet myrdet for at gore plads for andre, som var syge efter at regere. Herren sagde om disse ugudelige magtranere: PoK 136.1
“De kårer sig drot uden mig, uden mit vidende fyrster.” Hos. 8, 4. Alle retsprincipper blev tilsidesat, og de mennesker, som alle jordens nationer skulle have set hen til, fordi de havde fået den guddommelige nåde betroet, var troløse mod Herren og mod hin-anden. (Hos. 5, 7.) PoK 136.2
Gud irettesatte det ubodfærdige folk meget strengt for at få dem til at indse, at de var på randen af fuldstændig tilintetgørelse. Han lod Hoseas og Amos overbringe de ti stammer det ene budskab efter det andet. Han appellerede til dem om at angre dybt og oprigtigt og truede dem med, at deres syndige levned ville ende med en ulykke. “I pløjede gudløshed,” sagde Hoseas, “hosted uret, fortærede løgnens frugt. Fordi du slår lid til dine vogne og mange helte, skal kampgny stå i dine byer og alle dine borge... For din ondskabs skyld skal Israels konge ved morgengry gøres til intet.” Hos. 10, 13-15. PoK 136.3
Profeten vidnede om Efraim: “Fremmede tæred hans kraft, han mærker det ej; hans hår er også grånet, han mærker det ej.” [Profeten Hoseas omtalte ofte det frafaldne folk under navnet Efraim, som spillede en ledende rolle i Israels stammers frafald.] “Israel vragede lykken.” Retten var knust. De ti stammer kunne ikke se, hvilke katastrofale følger deres ondskab ville få, og inden længe ville de blive hjemløse blandt folkene. Hos. 7, 9; 8, 3; 5, 11; 9, 17. PoK 136.4
Nogle af Israels ledere indså klart, at nationen havde lidt et prestigetab, og ønskede, at de kunne få deres fordums storhed tilbage. Men i stedet for at holde op med at begå de synder, som havde svækket riget, blev de ved med at gøre uret og smigrede sig med, at de ville opnå den politiske magt, som de higede efter, når tidspunktet var inde. De mente, at midlet hertil var alliancer med hedningerne. “Da Efraim mærked sin sygdom og Juda mærked sin byld, gik Efraim hen til Assur.” “Efraim er som en due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til hjælp og vandrer til Assur.” “Med Assur slutter de pagt.” Hos. 5, 13; 7, 11; 12, 2. PoK 136.5
Herren gjorde gentagne gange de ti stammer opmærksom på, hvilke alvorlige følger deres ulydighed ville få. Han benyttede den Guds mand, som trådte frem foran alteret i Betel, samt Elias og Elisa, Amos og Hoseas som sine sendebud. Men trods irettesættelser og indtrængende henstillinger blev Israels frafald større og større. “Thi som en uvan ko er Israel uvan,” sagde Herren. “Mit folk, det hælder til frafald fra mig.” Hos. 4, 16; 11, 7. PoK 137.1
Til tider faldt Himmelens domme tungt på det oprørske folk. Gud sagde: “Thi hugged jeg løs ved profeter, dræbte med ord af min mund, min ret stråler frem som lys: Ej slagtoffer kærlighed vil jeg, ej brændofre kendskab til Gud! De bryder pagten i Adam [by ved Jordan], er mig utro der.” Hos. 6, 5-7. PoK 137.2
Til sidst sendte Herren dem dette budskab: “Hør, israelitter, Herrens ord.” “Du glemte din Guds åbenbaring, så glemmer og jeg dine sønner. Jo fler, des mere de synded, ombytted deres ære med skændsel.. . Jeg hjemsøger ham for hans færd, hans id gen-gælder jeg ham.” Hos. 4, 1. 6-9. PoK 137.3
Israels uretfærdighed det sidste halve århundrede før det assyriske fangenskab kan sammenlignes med forholdene i Noas dage og i enhver anden tidsalder, hvor menne-skene har forkastet Gud og givet sig det onde fuldstændig i vold. Det har altid fået de frygteligste følger, når menneskene har ophøjet naturen over naturens Gud og dyrket skabningen i stedet for Skaberen. Dette var også tilfældet med Israel. Da de dyrkede Ba’al og Astarte og tilbad naturkræfterne, kastede de alt, hvad der er opløftende og forædlende, over bord og blev et let bytte for fristelsen. Da sjælens forsvar var nedbrudt, kunne intet holde de vildledte afgudsdyrkere tilbage, og menneskehjertets onde lidenskaber blev sluppet løs. PoK 137.4
Profeterne hævede røsten imod tidens skrigende magtmisbrug, himmelråbende uretfærdighed, grænseløse luksus og overdådighed, skandaløse frådseri og drukkenskab og den kolossale løssluppenhed. Men det var forgæves, at de protesterede og fordømte synden. Amos sagde: “De hader rettens talsmand i porten og afskyr den, som taler sandt.” “I rettens fjender, som tager mod bøde og bortviser fattige i porten.” Am. 5, 10. 12. PoK 137.5
Sådan havde forholdene udviklet sig, efter at Jeroboam havde opstillet de to guldkalve. Det første skridt bort fra den sande gudsdyrkelse efterfulgtes af værre former for af-gudsdyrkelse, og til sidst hengav næsten alle landets indbyggere sig til den fortryllende naturtilbedelse. Israel glemte sin skaber og sank dybt ned i fordærvelse. PoK 137.6
Profeterne blev ved at protestere imod disse onder og fortsatte med at opfordre folket til at gøre det rette. “Så eders sæd i retfærd,” sagde Hoseas, “høst i fromhed; bryd eder kundskabs nyjord og søg så Herren, til retfærds frugt bliver eder til del.” “Drag du nu hjem med din Gud, tag vare på kærlighed og ret og bi bestandig på din Gud.” “Israel, vend om til Herren din Gud, thi du faldt ved din brøde. .. Sig til ham: “Tilgiv al vor brøde, vær nådig!” Hos. 10, 12; 12, 7; 14, 1. 2. PoK 137.7
Synderne fik mange anledninger til at angre. Da frafaldet var størst og de trængte mest til hjælp, sendte Gud dem et budskab med tilgivelse og håb. Herren sagde: “Når ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder hjælp? Hvor er da din konge til frelse for dig ..Hos. 13, 910. PoK 138.1
“Kom, vi vil tilbage til Herren!” sagde profeten. “Han sønderrev, han vil og læge, han slog os, vil også forbinde. Om to dage gør han os levende, rejser os op den tredje; da lever vi for hans åsyn. Så lad os da kende, jage efter at kende Herren! Som morgenrøden er hans opgang vis. Da kommer han til os som regn, som vårregn, der væder jorden.” Hos. 6, 1-3. PoK 138.2
De mennesker, der havde glemt den store plan, som var lagt for at redde syndere ud af Satans vold, fik Herrens tilbud om hjælp og fred. “Jeg læger deres frafald, elsker dem frivilligt,” sagde Herren, “min vrede har vendt sig fra dem. Jeg vil være Israel som dug, han ska blomstre som liljen, rod skal han slå som en poppel og bugne af skud,som et olietræ stå i pragt, som Libanon dufte. Atter skal de bo i min skygge, korn skal de avle, skyde som en vinstok med ry som Libanons vin. Hvad skal Efraim mere med afguder. Jeg hører ham, ser ned til ham. Jeg er som en grøn cypres, du får din frugt fra mig. PoK 138.3
“Hvem er så viis, at han fatter det,
så klog, at han ved det?
Thi rette er Herrens veje;
retfærdige vandrer på dem,
men syndere snubler på dem.” Hos. 14, 5-10. PoK 138.4
Fordelene ved at søge Gud blev stærkt fremhævet. “Søg mig,” sagde Herren, “så skal I leve! Søg ikke til Betel, gå ikke til Gilgal, drag ikke til Be’ersjeba! Thi Gilgal skal blive landflygtig, og Betel skal blive til intet.” PoK 138.5
“Søg det gode, ej det onde, for at I må leve, og Herren, Hæskarers Gud, må være med eder, som I siger, han er. Had det onde og elsk det gode, hold retten i hævd i porten! Måske vil da Herren, Hærskarers Gud, være nådig mod Josefs rest.” Am. 5, 4. 5. 14. 15. PoK 138.6
Men det overvejende flertal af dem, der hørte disse indbydelser, afslog dem. Modsætningen mellem de ubodfærdiges onde interesser og Guds sendebuds ord var så stor, at afgudspræsten i Betel sendte bud til Is-raels konge og lod sige: “Amos stifter en sammensværgelse imod dig midt i Israels hus; landet kan ikke bære alle hans ord.” Am. 7, 10. PoK 138.7
Herren lod Hoseas sige. “Afsløret er Efraims brøde, Samarias ondskab.” “Mod Israel vidner dets hovmod; de vendte ej om til Herren deres Gud og søgte ham ikke trods alt.” Hos. 7, 1. 10. PoK 138.8
Herren havde båret over med sine vildfarne børn fra slægt til slægt, og selv nu, da de trodsigt gjorde oprør imod ham, ønskede han at vise dem, at han var villig til at frelse. “Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda? Eders kærlighed er morgentåge, dug, som årle svinder!” Hos. 6, 4. PoK 138.9
Landet var fuldt af ondskab og kunne ikke reddes. Til sidst blev der fældet denne fryg-telige dom over Israel: “Efraim er bundet til afgudsbilleder; lad ham fare.” “Hjemsøgelsens dage kommer, gengældelsens dage, det skal Israel mærke.” Hos. 4, 17; 9, 7. Nu skulle Israels ti stammer høste frugten af det frafald, som tog sin begyndelse, da de fremmede altre i Betel og Dan blev byg-get. Gud sendte dem dette budskab: “Modbydelig er din kalv, Samaria; min vrede luer imod dem hvor længe ? De kan ikke slippe for straf. Thi den er et værk af Israel, en håndværker lavede den; den er ikke gud. Nej, til splinter skal Samarias kalv blive.” “For Bet-Avens kalv skal Samarias borgere ængstes, ja, over den skal dens folk og dens præster sørge...; som gave til storkongen føres og den til Assur.” Hos. 8, 5. 6; 10, 5. 6. PoK 138.10
“Se, den Herre Herens øjne er vendt mod det syndige rige, og jeg udsletter det af jorden. Dog vil jeg ikke helt udslette Jakobs hus, lyder det fra Herren; the se, jeg byder, at Israels hus skal sigtes blandt alle folkene, som man sigter med sold, uden at et korn falder til jorden. For sværdet skal alle syndere i mit folk dø, de, som siger: “Os når ulykken ikke; den kommer ikke over os.” PoK 139.1
“Elfenbenshusene ødes, de mange huse går tabt, så lyder det fra Herren.” “Herren, Hærskarers Herre, som rører ved jorden, så den skælver, så alle, som bor på den, sørger.” “Dine sønner og døtre skal falde for sværd; din jord skal udskiftes med snor, og selv skal du dø på uren jord. Og bort fra sin jord skal Israel føres.” “Derfor vil jeg handle således med dig, Israel. Fordi jeg vil handle således med dig, så gør dig rede til at møde din Gud, Israel!” Am. 9, 8-10; 3, 15; 9, 5; 7, 17; 4, 12. PoK 139.2
De forudsagte straffedomme blev ikke fuldbyrdet lige med det samme, og under Jeroboam den Andens lange regering vandt Israels hære afgørende sejre. Den tilsyneladende velstand fremkaldte dog ingen forandring i de ubodfærdiges hjerte, og til sidst udgik denne befaling: “For sværdet skal Jeroboam dø, og Israel skal bortføres fra sin jord.” Am, 7, 11. PoK 139.3
Denne dristige udtalelse var spildt på både kongen og folket, fordi de var gået så vidt i deres synd. Amazja, som var en fremtrædende afgudspræst i Betel, blev vred over de ligefremme ord, som profeten udtalte imod landet og kongen, og sagde: “Seer, gå din vej og se at komme til Judas land! Der kan du tjene dit brød og profetere. Men i Betel må du ikke profetere længere, thi det er kongens helligdom og rigets tempel.” 12. og 13. vers. PoK 139.4
Hertil svarede profeten med eftertryk: “Derfor, så siger Herren: .. . Bort fra sin jord skal Israel føres.” 17. vers. PoK 139.5
De ord, som var udtalt angående de frafaldne stammer, gik bogstaveligt i opfyldelse, men rigets undergang kom gradvis. Herren undlod ikke at vise barmhjertighed, da dom men skulle fuldbyrdes. Da “kong Pul af Assyrien” faldt ind i landet, blev Israels konge, Menahem, ikke taget til fange, men fik lov at beholde tronen og blive assyrerrigets vassal. “Menahem gav Pul 1000 talenter sølv, for at han skulle støtte ham og sikre ham magten; Menahem inddrev disse penge hos Israel, hos alle de velhavende, halvtredsindstyve sekel sølv hos hver, for at udbetale dem til assyrerkongen.” 2 Kong. 15, 19. 20. Da assyrerne havde ydmyget de ti stammer, vendte de tilbage til deres land for en tid. PoK 139.6
I stedet for at angre det onde, som havde været skyld i rigets forfald, blev Menahem ved at begå “de synder, Jeroboam, Nebats søn, havde forledt Israel til”. Hans efterfølgere, Pekaja og Peka, gjorde også, “hvad der var ondt i Herrens øjne.” 18. 24. og 28. vers. Kong Peka af Israel regerede i tyve år. I hans dage gjorde assyrerkongen TiglatPileser indfald i Israels rige og førte et stort antal fanger bort fra de stammer, som boede i Galilæa og øst for Jordan. “Rubenitterne, gaditterne og Manasses halve stamme” blev tillige med andre af indbyggerne i “Gilead og Galilæa, hele Naftalis land” ført til lande langt borte fra Palæstina og spredt blandt hedningerne. (1 Krøn. 5, 26; 2 Kong. 15, 29.) PoK 139.7
Nordriget overvandt aldrig følgerne af dette frygtelige knæk. De få, der blev tilbage, førte riget videre, men det havde mistet sin styrke. Der regerede kun én konge efter Peka. Det var Hosea. Riget ville snart gå til grunde for bestandig. I denne sorgens og nødens time viste Gud stadig barmhjertighed. Han gav folket endnu en anledning til at opgive afgudsdyrkelsen. I Hoseas tredje regeringsår blev den gode Ezekias konge i Juda. Han gennemførte hurtigst muligt be-tydelige reformer i tempeltjenesten i Jeru-salem. Der blev truffet forberedelser til at fejre påsken, og man indbød ikke blot Judas og Benjamins stamme, som Ezekias var salvet til konge over, men også stammerne fra nordriget. Man lod “et opråb udgå i hele Israel fra Be’ersjeba til Dan om at komme og fejre påsken i Jerusalem for Herren, Israels Gud, thi man havde ikke fejret den så fuldtalligt som foreskrevet. PoK 140.1
Så gik ilbudene ud i hele Israel og Juda med breve fra kongens og hans øversters hånd og sagde efter kongens befaling: “Israelitter! Vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Israels Gud, at han må vende sig til den levning af eder, der er undsluppet assyrerkongernes hånd ... Vær nu ikke hals-starrige som edes fædre, men ræk Herren hånden og kom til hans helligdom, som han har helliget til evig tid, og tjen Herren eders Gud, at hans glødende vrede må vende sig fra eder. Thi når I omvender eder til Her-ren, skal eders brødre og sønner finde barm-hjertighed hos dem, der førte dem bort, og vende tilbage til dette land. Thi Herren eders Gud er nådig og barmhjertig og vil ikke vende sit åsyn fra eder, når I omvender eder til ham!” 2 Krøn. 30, 5-9. PoK 140.2
De ilbud, som Ezekias havde sendt af sted, drog med hans budskab “fra by til by i Efraims og Manasses land og lige til Zebulon”. Israel burde have betragtet denne indbydelse som en opfordring til at angre og komme tilbage til Gud, men de resterende af de ti stammer, som stadig boede på den jord, der en gang udgjorde det blomstrende nordrige, behandlede de kongelige sendebud fra Juda med ligegyldighed og foragt. “Men man lo dem ud og hånede dem.” Der var dog nogle få, som med glæde tog imod indbydelsen. “Dog var der nogle i Aser, Manasse og Zebuion, der ydmygede sig og kom til Jerusalem ... for at fejre de usyrede brøds højtid.” 10.-13. vers. PoK 140.3
Omkring to år senere drog de assyriske hære under Salmanassar imod Samaria. Under den påfølgende belejring omkom et stort antal af indbyggerne af sult og sygdom eller faldt for sværdet. Byen og landet blev erobret, og de, der var tilbage af de ti stammer, blev ført bort som fanger og spredt i assyrerrigets provinser. PoK 140.4
Nordrigets ødelæggelse var en direkte straf fra Himmelen. Gud benyttede blot assyrerne til at fuldbyrde sin vilje. Esajas begyndte at profetere kort før Samarias fald, og Herren omtalte ved denne profet assyrerhæren som “min harmes kæp”. “Min vrede er stokken i hans hånd,” sagde han. Es. 10, 5. PoK 140.5
Israels børn syndede groft “mod Herren deres Gud ... og øvede onde ting”. “De ville ikke høre; ... de lod hånt om hans anordninger og den pagt, han havde sluttet med deres fædre, og om de vidnesbyrd, han havde givet dem.” Det var, fordi de “sagde sig løs fra Herren deres Guds bud og lavede sig støbte billeder, to tyrekalve,” samt “asjerastøtter, tilbad hele himmelens hær og dyrkede Ba’al” og hårdnakket nægtede at angre, at Herren “ydmygede dem, gav dem til pris for røvere” og til sidst stødte dem “bort fra sit åsyn” i overensstemmelse med de tydelige advarsler, som han havde sendt dem “ved alle sine tjenere profeterne”. PoK 141.1
“Israel måtte vandre bort fra sit land til Assyrien,” “til straf for at de ikke havde adlydt Herren deres Guds røst, men overtrådt hans pagt, alt, hvad Herrens tjener Moses havde påbudt.” 2 Kong. 17, 7. 11. 14-16. 20. 23; 18, 12. PoK 141.2
Der lå både visdom og barmhjertighed bag Herrens beslutning om at straffe de ti stammer så hårdt. Ved at sprede dem blandt hedningerne ville han forsøge at opnå den hensigt med dem, som han ikke kunne opnå i deres fædres land. Det var hans vilje at frelse alle dem, der ville tage imod benådning ved troen på menneskehedens frelser, og denne plan skulle gennemføres. Gennem Israels lidelser blev der skabt forudsætning for, at Herrens herlighed kunne åbenbares blands jordens befolkning. Det var ikke alle de tilfangetagne, der var ubodfærdige. Nogle af dem havde hele tiden været tro imod Gud, og andre ydmygede sig over for ham. Ved hjælp af disse “den levende Guds børn” (Hos. 1, 10) ville han gøre et stort antal mennesker i assyrerriget bekendt med sin karakter og sin gode lov. PoK 141.3