Det, vi nu ser i naturen, giver os kun et svagt begreb om herligheden i Eden. Synden har skæmmet jordens skønhed. Det onde har sat sit præg på alt. Alligevel er der meget igen, som er smukt. Naturen vidner om, at en, som er uendelig i magt, stor i godhed, miskundhed og kærlighed, har skabt jorden og fyldt den med liv og glæde. Selv i deres ødelagte tilstand vidner alle ting om den guddommelige kunstners gerninger. Hvor vi end vender os, vil vi kunne høre Guds røst og se de synlige beviser på hans godhed. SOL 229.1
“Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger.” Rom. 1, 20. SOL 229.2
Fra den rullende tordens dybe, højtidelige toner og det ældgamle oceans uophørlige brusen til de glade sange, der fylder skoven med musik, forkynder naturens tusinde stemmer Guds pris. På jorden, havet og himmelhvælvingen, hvor farverne kan danne storslåede kontraster eller gå over i hinanden i skøn harmoni, ser vi hans herlighed. De evige bjerge fortæller om hans magt. Træerne, der svinger deres grønne faner i solskinnet, og blomsterne med al deres sarte ynde, vidner om deres skaber. Det levende grønne tæppe, der dækker den brune jord, taler om Guds omsorg for de ringeste af hans skabninger. Havets dyb og jordens huler åbenbarer hans skatte. Han, som lagde perlerne i oceanet og ametysten og krysolit- ten i klipperne, elsker det skønne. Solen, der stiger frem på himmelhvælvingen, er et billede på ham, som giver alt det skabte livet og lyset. Al den herlighed og skønhed, som pryder jorden og oplyser himlene, taler om Gud. SOL 229.3
“Hans højhed skjuler himmelen.”
“Jorden er fuld af, hvad du har skabt!”
“Dag bærer bud til dag,
nat lader nat det vide.
Uden ord og uden tale,
uden at lyden hores,
når himmelens rost over jorden vide,
dens tale til jorderigs ende.” Hab. 3, 3; Sal. 104, 24; 19, 3-5. SOL 230.1
Alle ting taler om hans ømme, faderlige omsorg og om hans ønske om at gøre sine børn lykkelige. SOL 230.2
Den vældige kraft, der virker gennem hele naturen og holder alle ting oppe, er ikke, som nogle videnskabsmænd fremstiller det, blot et alt gennemtrængende princip. Gud er ånd, men alligevel er han et personligt væsen, for som sådan har han åbenbaret sig: SOL 230.3
“Herren er Gud i sandhed,
han er en levende Gud og en evig konge; …
Guder, der ikke har skabt himmel og jord,
skal forsvinde fra jorden og under himmelen.”
“Jakobs arvelod er ikke som de;
thi han har skabt alt.”
“Han skabte jorden i sin vælde,
grundfæstede jorderig i sin visdom,
og i sin indsigt udspændte han himmelen.” Jer. 10, 10. 11. 16. 12. SOL 230.4
Guds gernmger i naturen er ikke det samme som Gud selv. De ting, som er i naturen, er et udtryk for Guds karakter og magt, men vi må ikke betragte naturen som Gud. Mennesker med kunstneriske anlæg kan frembringe meget smukke arbejder, som fryder øjet, og som giver os et indblik i kunstnerens tanker, men kunstværket cr ikke identisk med kunstneren. Det er ikke arbejdet, men mesteren, der fortjener ære. Når naturen således er ct udtryk for Guds tanke, er det ikke naturen, men naturens Gud, som bør ophøjes. SOL 231.1
“Kom, lad os
bøje os,
kaste os ned, knæle for Herren.”
“I hans hånd er jordens dybder,
bjergenes tinder er hans.
Havet er hans, han har skabt det,
det tørre land har hans hænder dannet.”
“Søg Herren, ... Syvstjernens og Orions skaber,
han, som vender mulm til morgen
og gør dag til nattemørke.”
“Bjergenes skaber og stormens ophav,
han, som kundgør et menneske dets tanker.”
“Han, som bygged sin højsal i himmelen,
som fæstned sit hvælv på jorden,
kalder ad havets vande
og gyder dem ud over jorden.
Herren er hans navn.” Sal. 95, 6. 4. 5; Amos 5, 6-8; 4, 13; 9, 6. SOL 231.2
Skabelsen kan ikke forklares ad videnskabelig vej. Hvilken videnskab kan forklare livets mysterium ? SOL 231.3
“I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se.” Heb. 11,3. SOL 231.4
Da Gud skabte jorden, var han ikke afhængig af noget eksisterende stof. “Han talte, så skete det, han bød, så stod det der.” Sal. 33, 9. Alle ting — både materielle og åndelige — fremstod på Herrens befaling og skabtes til hans eget formål. Himlene og al deres hær, jorden og alt, hvad der er på den, blev til ved hans munds ånde. SOL 231.5
Da mennesket blev skabt, var det en personlig Gud, der handlede. Da Gud havde dannet mennesket i sit billede, var den menneskelige organisme fuldkommen i alle henseender, men den var ikke levende. Så blæste en personlig Gud, som har livet i sig selv, livets ånde ind i dette legeme, og mennesket blev til et levende, tænkende væsen. Alle dele i den menneskelige organisme blev sat i virksomhed. Hjertet, pulsårerne, blodårerne, tungen, hænderne, fødderne, sanserne og åndsevnerne — alt begyndte at virke efter bestemte love. Mennesket blev til en levende sjæl. Ved Jesus Kristus, det gud-dommelige ord, skabte en personlig Gud mennesket og udstyrede det med forstand og kraft. SOL 232.1
Vore legemsdele var ikke skjult for ham, da vi blev dannet. Hans øjne så dem, selv om de endnu ikke var dannet, og i hans bog var alle vore lemmer nedtegnet, før et eneste af dem var blevet skabt. SOL 232.2
Det var Guds hensigt, at mennesket — kronen på hans skaberværk — fremfor alle lavere skabninger skulle åbenbare hans tanke og hans herlighed. Men mennesket må ikke ophøje sig selv som Gud. SOL 232.3
Det skyldes ikke en iboende kraft, at jorden år efter år afgiver sine rigdomme og fortsætter på sin bane omkring solen. Den Eviges hånd leder uophørligt denne planet. Det er Guds stadig virkende kraft, som holder jorden i dens stilling under dens omdrejning. Det er Gud, som lader solen stå op hver dag. Han åbner himmelens sluser og giver regn. SOL 232.4
“Han lader sne falde ned som uld,
som aske spreder han rim.”
“Når han løfter sin røst, bruser vandene i himmelen,
og han lader skyer stige op fra jordens ende,
får lynene til at give regn
og sender stormen ud af sine forrådskamre.” Sal. 147, 16; Jer. 10, 13. SOL 232.5
Det er ved hans kraft, at planterne vokser, at hvert blad kommer frem, hver blomst folder sig ud og hver frugt udvikler sig. SOL 233.1
Menneskelegemets funktioner kan ikke forstås fuldtud. De rummer hemmeligheder, som er en gåde for den skarpeste forstand. Når pulsen slår, og åndedræt følger efter åndedræt, skyldes det ikke en mekanisme, som fortsætter sin virksomhed efter een gang at være sat i gang. I Gud lever og røres og er vi. Hjertets banken, pulsens slag, hver nerve og hver muskel i den levende organisme holdes ved lige og i virksomhed ved den kraft, der udgår fra en altid nærværende Gud. SOL 233.2
Bibelen viser os Gud i hans høje og hellige bolig. Den skildrer ham ikke i uvirksomhed og ikke som en tavs og ensom majestæt, men omgivet af tusind gange tusind og titusinde gange titusinde, der alle venter på at gore hans vilje. Ved hjælp af disse budbringere står han i direkte forbindelse med alle dele af sit rige. Ved sin ånd er han til stede alle vegne. Ved hjælp af sin ånd og sine engle tjener han menneskenes børn. SOL 233.3
Hævet over jordens larm og uro sidder han på sin trone. Alle ting ligger åbne for hans guddommelige blik, og i ro og stilhed træffer den Evige de bestemmelser, han i sit forsyn ser er bedst. SOL 233.4
Som et personligt væsen har Gud åbenbaret sig i sin søn. Jesus, afglansen af Faderens herlighed og “hans væsens udtrykte billede”, kom til verden som en personlig frelser. Som en personlig frelser steg han op til det høje. Som en personlig frelser går han i forbon for os i de himmelske boliger. Foran Guds trone er der “en lig en menneskesøn”, som gør tjeneste for os. Heb. 1, 3; Åb. 1, 13. SOL 233.5
Kristus, verdens lys, tilslørede sin guddoms blændende glans og kom for at leve som et menneske blandt mennesker, for at de skulle kunne lære deres skaber at kende uden at blive fortæret. Efter at synden har skilt mennesket fra dets skaber, har intet menneske nogen sinde set Gud. Fra den tid er han blevet repræsenteret af Kristus. SOL 233.6
“Jeg og Faderen, vi er eet,” sagde Kristus. “Ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham.” Joh. 10, 30; Matt. 11, 27. SOL 234.1
Kristus kom for at lære menneskene, hvad Gud ønsker, at de skal vide. På himmelen, på jorden og i havets dybe vande ser vi Guds gerninger. Alt det skabte vidner om hans magt, visdom og kærlighed. Men af stjernerne, af havet eller af vandfaldet kan vi ikke lære Guds personlighed at kende, således som den blev åbenbaret 1 Kristus. SOL 234.2
Gud så, at en klarere åbenbarelse end naturen var nødvendig for at skildre både hans personlighed og hans karakter. Han sendte sin søn til verden for at åbenbare den usynlige Guds natur og egenskaber i den udstrækning, menneskene kunne tåle det. SOL 234.3
Lad os overveje de ord, Kristus udtalte i nadversalen, natten før han blev korsfæstet. Prøvelsens time nærmede sig, og han søgte at trøste sine disciple, der snart ville blive fristet og prøvet så hårdt. SOL 234.4
“Jeres hjerte forfærdes ikke,” sagde han. “Tro på Gud og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. ...” “Tomas siger til ham: “Herre! vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi så kende vejen?”Jesus svarer: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Havde I kendt mig, så havde I også kendt min Fader; og fra nu af kender I ham og har set ham.” SOL 234.5
“Herre! vis os Faderen, og det er os nok,” sagde Filip. Jesus siger til ham: “Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig ? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger.”” Joh. 14, 1-10. SOL 234.6
Disciplene forstod endnu ikke Kristi udtalelser om hans forhold til Gud. Meget af hans undervisning var fremdeles dunkel for dem. Kristus ønskede, at de skulle have en klarere, mere bestemt kundskab om Gud. SOL 235.1
“Dette har jeg sagt til jer i billedtale,” sagde han; “den tid skal komme, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men frit ud forkynde jer om Faderen.” Joh. 16, 25. SOL 235.2
Da Helligånden blev udgydt over disciplene på pinsedagen, fik de en dybere forståelse af de sandheder, som Kristus havde talt i lignelser. Meget af den undervisning, som havde været en hemmelighed for dem, blev klarlagt. Men selv da blev Kristi løfte til disciplene ikke opfyldt fuldt ud for dem. De fik al den kundskab om Gud, som de kunne tage imod, men den fuldstændige opfyldelse af løftet om, at Kristus tydeligt ville vise dem Faderen, var endnu i vente. Således er det også i dag. Vor kundskab om Gud er stykkevis og ufuldkommen. Når striden er afsluttet, og mennesket Kristus Jesus over for Faderen vedkender sig sine trofaste tjenere, der i en syndig verden har aflagt et sandfærdigt vidnesbyrd om ham, vil de klart forstå det, som nu er en gåde for dem. SOL 235.3
Kristus drog til himmelen med sin herliggjorte menneskeskikkelse. De mennesker, der tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, for at Gud kunne tage imod dem som sine, og de kunne komme til at bo hos ham i evigheden. Dersom de er tro imod Gud her i livet, skal de engang “se hans ansigt, og hans navn skal stå på deres pander”. Åb. 22, 4. Og kan der tænkes nogen større lykke i himmelen end at se Gud? Hvilken større glæde kunne vel overgå en synder, som er blevet frelst ved Kristi nåde, end at se Guds åsyn og kende ham som sin fader ? SOL 235.4
De hellige Skrifter viser klart forholdet mellem Gud og Kristus, og de fremstiller klart og tydeligt begges personlighed og individualitet. SOL 235.5
“Efter at Gud fordum mange gange og på mange måder havde talt til fædrene ved profeterne, har han nu ved dagenes ende talt til os ved sin søn. ... Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede og bærer alt med sit mægtige ord. Og han tog sæde ved majestætens højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder. Og han er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er over deres. Thi til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: “Du er min søn, jeg har født dig i dag ?” og et andet sted: “Jeg vil være ham en fader, og han skal være mig en søn?”” Heb. 1, 1-5. SOL 236.1
Faderens og Sønnens personlighed og den enhed, der består imellem dem, fremholdes i Joh. 17. kapitel i Kristi bøn for sine disciple: SOL 236.2
“Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være eet, ligesom du, fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være eet i os, så verden må tro, at du har sendt mig.” Joh. 17, 20. 21. SOL 236.3
Den enhed, som råder mellem Kristus og hans disciple, udsletter ikke personligheden hos nogen af dem. De er eet med hensyn til formål, sind og karakter, men ikke i person. Det er på denne måde, Gud og Kristus er eet. SOL 236.4
Da Kristus påtog sig menneskeskikkelse, kom han for at være eet med menneskeheden og på samme tid åbenbare vor himmelske Fader for syndere. Han, som fra begyndelsen havde været i Faderens nærhed, han, som var den usynlige Guds udtrykte billede, var den eneste, som var i stand til at åbenbare Guddommens karakter for menneskeslægten. Han blev sine brødre hg i alle henseender. Han blev kød, ligesom vi er det. Han var sulten og tørstig og træt. Han opretholdt livet ved føde og blev styrket ved søvn. Han delte menneskenes kår, men var alligevel Guds fejlfri søn. Han var en fremmed og gæst på jorden. Han var i verden, men ikke af verden. SOL 236.5
Han blev fristet og prøvet, ligesom mennesker i dag fristes og prøves, men levede dog et syndfrit liv. Kærlig, medlidende, medfølende, altid hensynsfuld mod andre åbenbarede han Guds karakter og var stadig optaget af at tjene Gud og mennesker. SOL 237.1
Herren “salvede mig”, sagde han,
“han sendte mig med glædesbud til ydmyge,
med lægedom for sønderbrudte hjerter,
for at udråbe frihed for fanger,”
“og for blinde, at de skal få deres syn,”
“udråbe et nådeår fra Herren, ...
for at trøste alle, som sørger”. Es. 61, 1; Luk. 4, 18; Es. 61, 2. SOL 237.2
“Elsk jeres fjender.” byder han os, “velsign dem, som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer, og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn”; “thi han er god imod de utaknemmelige og onde”. “Han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.” “Vær barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.” Matt. 5, 44. 45; Luk. 6, 35. 36. SOL 237.3
Guds kærlighed til menneskene finder sin højeste åbenbarelse ved korset. Dets fulde betydning kan intet sprog tolke, ingen pen skildre, ingen mennesketanke fatte. Med blikket fæstet på Golgatas kors kan vi kun sige: “Således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Joh. 3, 16. SOL 237.4
Kristi korsfæstelse for vore synders skyld, Kristi opstandelse fra de døde, Kristi tilbagevenden til det høje — dette er frelsens videnskab, som vi skal tilegne os og forkynde for andre. SOL 237.5
“Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker hg. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors.” Fil. 2, 6-8. SOL 237.6
“Kristus er den, som er død, ja, meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd.” “Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem.” Rom. 8, 34; Heb. 7, 25. SOL 238.1
“Vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.” Heb. 4, 15. SOL 238.2
Her er uendelig visdom, uendelig kærlighed, uendelig retfærdighed, uendelig miskundhed — dette “dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud”. Rom. 11, 33. SOL 238.3
Det er ved den gave, vi har fået i Kristus, at vi modtager enhver velsignelse. Ved denne gave kommer Jehovas godhed til os som en aldrig svigtende strøm dag efter dag. Ved denne ene guddommelige gave er hver eneste blomst med dens sarte farver og dens vellugt givet os til glæde. Han skabte solen og månen. Der findes ikke en stjerne, som pryder himmelen, uden at den er skabt af ham. Hver regndråbe, der falder, hver lysstråle, der sendes til vor utaknemlige jord, vidner om Guds kærlighed i Kristus. Alting får vi ved den ene usigelige gave, Guds enbårne søn. Han blev naglet til korset, for at alle disse rigdomme kunne komme Guds skaberværk til gode. SOL 238.4
“Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn.” 1 Joh. 3, 1. SOL 238.5
Ligesom vor Frelser er vi her i verden for at tjene Gud. Vi er her for at blive Gud lig i karakter og for at åbenbare ham for verden ved et liv i tjeneste. For at kunne være Guds medarbejdere, for at kunne blive ham lig og for at kunne åbenbare hans karakter må vi kende ham rigtigt: Vi må kende ham, som han selv åbenbarer sig. SOL 238.6
Kundskab om Gud er grundlaget for al sand uddannelse og for al sand tjeneste. Den er det eneste virkelige værn imod fristelse. Det er den alene, som kan omskabe os, så vi bliver Gud lig i karakter. SOL 239.1
Den kundskab er nødvendig for alle, der arbejder for at hjælpe deres medmennesker højere op. Karakterens forvandling, et rent liv, dygtighed i tjenesten og principfasthed har alt sammen tilknytning til den rette kundskab om Gud. Denne kundskab er nødvendig både som forberedelse til dette og det tilkommende liv. SOL 239.2
Når vi modtager denne kundskab, vil den genoprette Guds billede i os. Den vil forlene hele vort væsen med en guddommelig, åndelig kraft. SOL 239.3
“Alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed.” 2 Kor. 3, 18. SOL 239.4
“At kende den Hellige, det er forstand.” Ord. 9, 10. SOL 239.5
I erkendelsen af ham er der skænket os alt, “hvad der tjener til liv og gudsfrygt”. 2 Pet. 1,3. SOL 239.6
“Dette er det evige liv,” sagde Jesus, “at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har udsendt, Jesus Kristus.” Joh. 17, 3. SOL 239.7
“Så siger Herren:
Den vise rose sig ikke af sin visdom,
den stærke ikke af sin styrke,
den rige ikke af sin rigdom;
men den, som vil rose sig, skal rose sig af,
at han har forstand til at kende mig,
at jeg, Herren, øver miskundhed,
ret og retfærdighed på jorden;
thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra Herren.” Jer. 9, 23. 24. SOL 239.8
Om sit eget liv sagde Frelseren: “Jeg har holdt min Faders bud.” Faderen “har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt”. Joh. 15, 10; 8, 29. Sådan som Jesus var i menneskelig skikkelse, er det Guds hensigt, at hans efterfølgere skal være. I hans kraft skal vi leve det rene og ædle liv, som Frelseren levede. SOL 239.9
“For denne sags skyld,” siger Paulus, “bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem ethvert faderforhold i himmel og på jord har sit navn; og jeg beder om at han efter sin herligheds rigdom vil give jer, at I med kraft må styrkes ved hans ånd i det indre menneske, at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter, og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde.” Ef. 3, 14-19. SOL 240.1
Vi har “ikke holdt op at bede for jer og ønske, at I må blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde”. Kol. 1, 9-11. SOL 240.2
Dette cr den kundskab, som Gud indbyder os til at tage imod, og i sammenligning med den er alt andet forfængelighed og tomhed. SOL 240.3