Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 104

KAPITEL 19—JØDER OG HEDNINGER

Dette kapitel er bygget over Ap. G. 15, 1-35

Da Paulus og Barnabas nåede til Antiokia i Syrien, hvorfra de var blevet udsendt på deres rejse, benyttede de en snart indtræffende lejlighed til at samle de troende og berette om, “hvor store ting Gud ved dem havde gjort, og at han havde åbnet troens dør for hedningerne.” Ap. G. 14, 27. Menigheden i Antiokia var stor og voksede stadig. Den var et midtpunkt for missionsvirksomhed og et af de betydeligste samfund af troende kristne. Den bestod af mange slags mennesker og både af jøder og hedninger.

Mens apostlene gjorde fælles sag med de ældste og menighedens medlemmer i Antiokia i deres alvorlige bestræbelser for at vinde mange sjæle for Kristus, lykkedes det nogle jødiske troende “af farisæernes parti”, at fremkomme med et spørgsmål, som snart førte til udbredt strid indenfor menigheden og forfærdede de troende hedninger. Med stor overbevisning hævdede disse lærere fra Judæa, at man for at blive frelst også måtte være omskåren og overholde alle lovens for-skrifter.

Paulus og Barnabas imødegik med det samme denne falske lære og modsatte sig, at den skulle forelægges hedningerne. Men der var på den anden side mange af de troende jøder i Antiokia, som var enige med de brødre, der lige var ankommet fra Judæa.

De jødekristne var i almindelighed ikke tilbøjelige til at gå så rask fremad, som Gud beredte vejen for dem. Når man så resultatet af apostlenes arbejde blandt hedningerne, var det indlysende, at de omvendte blandt disse snart langt ville overgå de jødiske omvendte i antal. Jøderne var bange for, at hvis deres lovs forbehold og formaliteter ikke blev gjort obligatoriske for hedningerne som betingelse for kirkefællesskab, ville jødernes nationale ejendommeligheder, der hidtil havde holdt dem adskilt fra andre folkeslag, til slut svinde bort blandt dem, der modtog evangeliet.

Jøderne havde altid været stolte af deres guddommeligt forordnede ceremonier; og mange af dem, der var blevet omvendt til Kristi tro, følte stadig, at når Gud tydeligt havde givet anvisning på den hebraiske gudsdyrkelse, var det usandsynligt, at han nogensinde skulle give sin tilladelse til, at

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»