Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 150

førte sjæle, der hævdede at tro på Kristus, men alligevel nægtede at vise ærbødighed for hans sendebud. De erklærede, at de ikke var disciple af nogen menneskelig lærer, men at de var oplært af Kristus selv uden hjælp af evangeliets forkyndere. De følte sig uafhængige og var uvillige til at indordne sig under menighedens myndighed. Den slags mennesker var i alvorlig fare for at lade sig bedrage.

Gud har indenfor sin menighed ansat mennesker med forskellige evner som sine beskikkede hjælpere, for at Åndens formål kan nås gennem de manges forenede visdom. Mennesker, der følger deres egne stærke karakteregenskaber og ikke vil samarbejde med andre, der har en lang erfaring i arbejdet for Gud, vil lade sig forblinde af selvtillid og ikke være i stand til at skelne mellem det falske og det sande.

Det er ikke trygt, hvis sådanne mennesker vælges til menighedens ledere; de vil nemlig rette sig efter deres egen bedømmelse og deres egne planer uden at tage hensyn til, hvad brødrene mener. Det er en let sag for fjenden at benytte den slags mennesker til sit værk, fordi de, skønt de selv trænger til råd ved hvert skridt, påtager sig at lede andre ved egen kraft uden at have lært Kristi ydmyghed.

Følelser alene er ingen sikker rettesnor for, hvad der er ens pligt. Fjenden får tit mennesker til at tro, at det er Gud, som leder dem, mens de i virkeligheden følger deres egne indskydelser. Men hvis vi er trofast på vagt og lytter til vore brødres råd, vil vi komme til at få forståelse af Herrens vilje; thi løftet lyder sådan: “Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin vej.” SI. 25, 9.

I den første kristne menighed var der nogle, der ikke ville anerkende hverken Paulus eller Apollos, men anså Peter for at være deres leder. De hævdede, at Peter havde stået Mesteren al lernærmest, mens Kristus var på jorden, og at Paulus havde forfulgt de troende. Deres synspunkter og følelser var dikteret af fordomme. De udviste ikke den frigjorthed, den højsindethed eller den kærlighed, der er kendetegnet på, at Kristus bor i hjertet.

Der var fare for, at denne partiånd skulle forårsage stor skade i den kristne menighed, og Paulus fik af Herren påbud om alvorligt at formane og protestere. Apostlen spurgte dem, som sagde: “Jeg er tilhænger af Paulus, jeg af Apollos, jeg af Kefas, jeg af Kristus:” “Er Kristus da delt? Blev Paulus da korsfæstet for jer? Eller blev I da døbt til Paulus’ navn?” Og han erklærede: “Derfor skal ingen rose sig af mennesker! Thi alt hører jer til, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død eller det, der er nu, eller det, der skal komme; alt hører jer til; men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til.” 1 Kor. 1, 12. 13; 3, 21-23.

Paulus og Apollos var fuldstændig enige. Apollos var skuffet og bedrøvet på grund af splittelsen i menigheden i Korint; han benyttede sig ikke af, at nogle foretrak ham, og opmuntrede heller ikke til det, men han trak sig hastigt tilbage fra valpladsen. Da Paulus senere tilskyndede ham til atter at besøge Korint, afslog han det, og først langt senere genoptog han arbejdet dér, da menigheden var nået til bedre åndelige forhold.

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»