Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 157

og hører I, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele provinsen Asien har denne Paulus vildledt en hel mængde ved sin tale, idet han siger, at guder, som laves med hænder, ikke er guder. Og der er ikke alene fare for, at vor håndtering skal komme i foragt, men også for, at den store gudinde Artemis’ helligdom skal blive agtet for intet, og at den gudinde, som hele provinsen Asien, ja hele verden dyrker, skal blive berøvet noget af sin guddomsherlighed.” Disse ord vakte folkets letbevægelige lidenskaber. “De blev fulde af harme og råbte og skreg: Stor er efesernes Artemis.”

Rygtet om denne tale spredtes hurtigt. “Byen kom nu i fuldstændigt oprør.” Man søgte efter Paulus, men man kunne ikke finde apostlen. Brødrene, som havde haft en forudanelse om faren, havde skyndsomst bragt ham bort fra stedet. Guds engle var blevet udsendt til apostlens beskyttelse; endnu var den tid ikke kommet, hvor han skulle lide martyrdøden.

Da mængden ikke kunne finde genstanden for deres raseri, greb de “Gajus og Aristarkus, to makedonere, som var Paulus’ rejsefæller;” og med disse to “stormede de alle som én hen til teatret.”

Paulus’ skjulested var ikke langt derfra, og snart hørte han om de elskede brødres fare. Uden tanke for sin egen sikkerhed ville han straks begive sig til teatret for at tale til den rasende folkehob. Men “disciplene gav ham ikke lov.” Gajus og Aristarkus var ikke det bytte, folket var ude efter; man behøvede ikke at nære frygt for, at der skulle tilføjes dem alvorlig overlast. Men hvis man fik øje på apostlens blege, hærgede ansigt, ville det straks vække hobens værste lidenskaber, og der ville ikke for mennesker være den svageste mulighed for at redde hans liv.

Paulus higede stadig efter at forsvare sandheden overfor mængden; men tilsidst lod han sig dog afholde derfra ved en advarende besked fra teatret: “Nogle af asiarkerne, som var hans venner, sendte bud til ham og bad ham om ikke at begive sig hen til teatret.”

Larmen i teatret blev værre og værre. “Dér skreg nogle ét, andre noget andet; thi forsamlingen var i oprør, og de fleste vidste ikke, hvorfor de var kommet sammen.” Dette, at Paulus og nogle af hans rejsefæller var af hebraisk oprindelse, bevirkede, at jøderne var ivrige efter tydeligt at vise, at de ikke gjorde fælles sag med ham og hans virksomhed. Derfor skubbede de en af deres egne i forgrunden for at berigtige sagen for folket. Den udvalgte taler var kobbersmeden Aleksander, også en af håndværkerne, om hvem Paulus senere berettede, at han havde voldet ham meget ondt! 2 Tim. 4, 14. Aleksander var i besiddelse af betydelig dygtighed, og han anvendte al sin energi på at vende folkets harme udelukkende mod Paulus og hans medarbejdere. Men da mængden opdagede, at Aleksander var jøde, skubbede de ham bort og “gav sig til, alle med én røst, at råbe i et par timer: “Stor er efesernes Artemis!” Endelig holdt de op af ren og skær udmattelse, og der blev stille et øjeblik. Så lykkedes det byskriveren at fange mængdens opmærksomhed, og i kraft af sit embede fik han dem til at lytte. Han talte til dem som en af deres egne og forklarede dem, at der ikke var nogen grund til dette oprør. Han appellerede til deres fornuft. “Mænd i Efesus,” sagde han, “hvor er det

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»