Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 160

KAPITEL 29—ET INDTRÆNGENDE BUDSKAB

Dette kapitel er bygget over det første brev til korinterne

Det første brev til menigheden i Korint blev skrevet af apostlen Paulus under den sidste periode af hans ophold i Efesus. Der var ingen, for hvem han nærede dybere interesse, eller for hvem han gjorde sig større anstrengelser, end de troende i Korint. Han havde arbejdet iblandt dem i halvandet år og vist dem hen til en korsfæstet og opstanden Frelser som den eneste vej til frelse, og han havde formanet dem til at stole ubetinget på hans nådes forvandlende kraft. Før han optog dem, der bekende sig som kristne, i menighedens samfund havde han været omhyggelig med at belære dem om den kristne troendes rettigheder og pligter; og han havde oprigtigt forsøgt at hjælpe dem til at være tro mod løfterne ved deres dåb.

Paulus havde dyb forståelse af den kamp, som enhver sjæl må udkæmpe mod de onde kræfter, der bestandig søger at bedrage og besnære; og han havde arbejdet utrætteligt på at styrke og befæste dem, der var nye i troen. Han havde tryglet dem om helt at overgive sig til Gud; for han vidste, at hvis denne overgivelse ikke lykkes for sjælen, for-sager man ikke synden, men lyster og lidenskaber vil stadig stræbe efter herredømmet, og fristelser vil forvirre samvittigheden.

Omvendelsen må være fuldstændig. Enhver svag, tvivlende, kæmpende sjæl, der helt overgiver sig til Herren, kommer i direkte forbindelse med de hjælpemidler, der gør det muligt for den at sejre. Himmelen er en sådan nær, og han får støtte og hjælp fra barmhjertighedens engle i hver prøvelsens og nødens time.

Menigheden i Korint var omgivet af af-gudsdyrkelse og sanselighed i dens mest be-snærende skikkelse. Så længe apostlen var hos dem, havde denne påvirkning kun ringe magt over dem. Paulus’ faste tro, hans inderlige bøn og alvorlige og formanende ord og fremfor alt hans gudfrygtige liv havde hjulpet dem til at fornægte sig selv for Kristi skyld hellere end nyde syndige glæder.

Men efter Paulus’ afrejse kom der imidlertid vanskelige forhold; fjenden havde sået klinte blandt hveden, og det varede ikke længe, før den bar sin onde frugt. Dette var en alvorlig prøvelsens tid for menigheden i Korint. Apostlen var ikke mere hos dem for at ophjælpe deres iver og styrke dem i deres kamp for at leve efter Guds vilje; og lidt efter lidt blev mange ligegyldige og letsindige og lod deres naturlige tilbøjeligheder

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»