Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 165

KAPITEL 30—EN HØJERE MÅLSÆTNING

Delte kapitel er bygget over det første brev til korinterne.

Ihåb om indtrængende at indprente de troende i Korint betydningen af fast selvbeherskelse, strengt mådehold og aldrig vaklende nidkærhed for Kristi tjeneste fremsatte Paulus i sit brev til dem en slående sammenligning mellem den kristnes strid og de berømte kapløb, der med bestemte mel-lemrum blev afholdt i nærheden af Korint. Af alle de lege, der blev foranstaltet blandt grækerne og romerne, var kapløbene de ældste og blev regnet for de vigtigste. De blev overværet af konger, adelsmænd og statsmænd. Unge, rige og fornemme mænd deltog i dem og veg ikke tilbage for nogen anstrengelse eller nødvendig disciplin for at opnå sejrsprisen.

Kampene var ordnede efter strenge regulativer, som alle måtte rette sig efter. De, der ville anmeldes som deltagere i kampen om sejrsprisen, måtte først gennemgå en streng forberedende træning. Skadelig tilfredsstillelse af appetitten eller andre fornøjelser, der kunne forringe den åndelige eller legemlige kraft, var strengt forbudt. Hvis man skulle gøre sig noget håb om held under disse styrkeog hastighedsprøver, måtte musklerne være stærke og smidige og nerverne under kontrol. Enhver bevægelse matte være præget af sikkerhed, ethvert skridt hurtigt og fast; de fysiske kræfter måtte nå den højeste fuldkommenhed.

Når deltagerne i væddestriden viste sig for den ventende forsamling, blev deres navne råbt op, og der blev givet en nøjagtig redegørelse for løbets regler. Så startede de alle på samme tid, og tilskuernes spændte forventning hidsede dem til at gøre deres yderste for at vinde. Dommerne havde de-res plads i nærheden af målet, for at de kunne betragte løbet fra begyndelsen til enden og give prisen til den virkelige sejrherre. Hvis nogen nåede først til målet ved at benytte sig af ulovlige midler, fik han ikke tilkendt prisen.

Ved disse væddekampe stod der meget på spil. Nogle kom sig aldrig efter den voldsomme fysiske anspændelse. Det hændte ikke sjældent, at mænd styrtede om under løbet, mens blodet strømmede fra næse og mund, og undertiden kunne en deltager falde død om, idet han skulle gribe efter sejrsprisen. Men muligheden for livsvarig skade eller for døden blev ikke betragtet som for meget at vove for den ære, der blev vist den sejrende væddekæmper.

Når sejrherren nærmede sig målet, fik den

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»