Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 179

nes underhold, Paulus hentydede til, da han sagde: “Således har også Herren bestemt, at de, der forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet.” Og senere sagde apostlen i brevet til Timoteus: “En arbejder er sin løn værd!” 1 Tim. 5, 18.

Betalingen af tiende var kun en del af Guds plan til støtte for hans tjeneste. Der var særlige bestemmelser om talrige gaver og ofre. Ved det jødiske system blev folket oplært til at nære en gavmildhedens ånd, både ved at opretholde Guds sags tjeneste og ved at forsørge nødlidende. Ved særlige lejligheder blev der givet frivillige offer-gaver. Ved kornhøsten og vinhøsten blev førstegrøden både af korn, vin og olie helliget som offer til Herren. Eftersankningen og markens hjørner var forbeholdt de fattige. Det første af ulden, når fårene blev klippet, og af hveden, når den blev tærsket, blev lagt hen til Gud. Ligeså de førstefødte af alle dyr, og ved den førstefødte søns fødsel blev der betalt et forløsningsoffer. Før-stegrøden skulle frembæres for Herren i hel-ligdommen og blev derefter viet til brug for præsterne.

Ved dette godgørenhedssystem søgte Herren at lære Israel, at han i alle ting måtte være den første. På denne måde blev de påmindede om, at det var Gud, som var ejer af deres marker, deres hjorde og deres fåreflokke; at det var ham, der sendte dem solskinnet og regnen, som udviklede og modnede høsten. Alt, hvad de ejede, var hans; de selv var kun husholdere over hans ejendom.

Det er ikke Guds mening, at kristne, hvis forrettigheder langt overgår jødefolkets, skal give mindre rigeligt, end de havde givet. “Enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget,” sagde Frelseren. Luk. 12, 48. Den gavmildhed, der krævedes af hebræerne, var i høj grad til fordel for deres eget folk; i dag er Guds gerning udbredt over hele jorden. Kristus har lagt evangeliets skat i sine disciples hænder, og dem har han overgivet ansvaret for, at frelsens glædelige budskab bliver bragt ud til verden. Vore forpligtelser er visselig langt større end det gamle Israels.

Efterhånden som Guds gerning vokser, vil der oftere og oftere blive opfordret til at hjælpe. For at disse opfordringer kan blive besvaret, må de kristne rette sig efter denne befaling: “Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus.” Mal. 3, 10. Hvis bekendende kristne med troskab ville bringe Gud deres tiende og offergaver, ville hans skatkammer være fuldt. Da ville man ikke behøve at tage sin tilflugt til udsalg, lotterier eller velgørenhedsfester for at skaffe penge til støtte for evangeliet.

Mennesker lader sig friste til at bruge deres penge til fornøjelser, til nydelser af forskellig slags, til personligt brug eller til forskønnelse af deres hjem. Mange menighedsmedlemmer betænker sig ikke på hertil at bruge rigeligt af penge, ja, at ødsle med dem. Men hvis man beder dem om at give til Herrens skatkammer for at fremme hans arbejde på jorden, får de betænkeligheder.

Måske giver de en lille sum, fordi de føler, at de ikke godt kan komme uden om det, men langt mindre, end de tit anvender til unødvendige nydelser. De udviser ingen virkelig kærlighed til Kristi tjeneste eller alvorlig interesse for sjælenes frelse. Intet under, at den slags menneskers åndelige liv kun fører en hensygnende tilværelse.

Den, hvis hjerte brænder af Kristi kær

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»