Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 180

lighed, betragter det ikke blot som en pligt, men som en glæde, at hjælpe med til at fremme den største og helligste opgave, der er betroet mennesker, den opgave at skænke verden godhedens, nådens og sandhedens rigdomme.

Det er gerrighedens ånd, der får mennesker til at beholde de midler, der med rette tilhører Gud, til tilfredsstillelse af deres egne lyster, og denne ånd er nu lige så afskyelig i hans øjne, som dengang hans profet strengt irettesatte folket og sagde: “Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og I spørger: “Hvorved har vi bedraget dig?” Med tienden og offerydelsen! I trues med forbandelse og bedrager mig dog, ja alt folket gør det.” Mal. 3, 8. 9.

Gavmildhedens ånd er en himmelsk ånd. Denne ånd får sin højeste udfoldelse ved Kristi offer på korset. For vor skyld gav Faderen sin enbårne Søn, og da Kristus havde givet alt, hvad han havde, gav han sig selv, for at mennesker kunne frelses. Korset på Golgata burde kalde godgørenheden frem hos hver eneste af Kristi disciple. Der gives her et billede på at give og atter give. “Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede.” 1 Joh. 2, 6.

På den anden side er selviskhedens ånd Satans ånd. Det princip, der viser sig i verdslige menneskers liv, er at få og stadig få. De håber på denne måde at sikre sig lykke og behageligheder, men frugten heraf bliver elendighed og død.

Først når Gud holder op med at velsigne sine børn, ophører deres forpligtelse til at give ham den del, han kræver, tilbage. De burde ikke blot give Herren den del, som tilhører ham, men de burde også som et taknemmelighedsoffer bringe en rigelig gave til hans skatkammer. Med glade hjerter burde de vie Skaberen førstegrøden af deres goder, deres mest udsøgte ejendom og deres bedste og helligste tjeneste. På denne måde vil de blive rigt velsignet. Gud selv vil gøre deres hjerter til en frugtbar have, som aldrig mangler vand, og når den store høst skal sankes i lade, vil de neg, som de kan bringe Mesteren, være lønnen for deres uegennyttige brug af de talenter, han har lånt dem.

Guds udvalgte sendebud, der står midt i en stridens gerning, burde aldrig være tvungne til at føre kampen for deres egne midler uden at blive hjulpet ved deres brødres kærlige deltagelse og hjertelige støtte. Det tilkommer menigheden at handle gavmildt mod dem, der slipper deres verdslige beskæftigelse for helt at give deres liv til tjenesten. Når Guds tjenere får opmuntring, vinder hans sag frem; men når den retmæssige hjælp holdes tilbage ved menneskers egoisme, svækkes deres hænder, og deres brugbarhed lammes ofte alvorligt.

Det vækker Guds mishag, når de, der hævder at være hans disciple, dog lader indviede arbejdere lide under mangel på det nødvendige til livets ophold, mens de er beskæftigede med aktivt arbejde. Disse egoister vil blive draget til regnskab ikke blot for misbrug af deres Herres penge, men også for det mismod og den smerte, de har voldt Guds trofaste tjenere. De, som er kaldede til forkyndergerningen, og som ved pligtens kald har opgivet alt andet for at ofre sig for tjenesten for Gud, burde modtage tilstrækkelig løn for deres opofrende gerning til, at det var nok for dem selv og deres familie.

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»