Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 184

KAPITEL 33—ARBEJDE UNDER VANSKELIGE FORHOLD

Mens Paulus var omhyggelig for at forkynde skriftens tydelige lære om den rette støtte for Guds riges arbejde for de omvendte, og mens han for sit eget vedkommende som ordets forkynder hævdede at have ret til ikke at arbejde (1 Kor. 9, 6), med timeligt arbejde for at skaffe sig det nødvendige til livets ophold, så arbejdede han dog undertiden under sin virksomhed i de store kulturbyer ved et håndværk for at kunne opretholde livet.

Legemligt arbejde blev ikke blandt jøderne betragtet som noget mærkeligt eller nedværdigende. Moses havde belært hebræerne om at oplære deres børn til at vænne sig til at være flittige, og man betragtede det som en synd at lade en ung mand vokse op uden kendskab til legemligt arbejde. Selv om et barn skulle oplæres til et helligt embede, anså man det for væsentligt, at han vidste besked om det praktiske liv. Enhver dreng lærte et eller andet håndværk, hvad enten hans forældre var rige eller fattige. De forældre, der forsømte at sørge for en sådan uddannelse af deres børn, blev anset for at være veget fra Herrens anordninger. Paulus havde ifølge denne skik som ganske ung lært teltmager-håndværket.

Før Paulus blev Kristi discipel, havde han haft en høj stilling og havde ikke været afhængig af håndens arbejde for at kunne eksistere. Men senere, da han havde brugt alt, hvad han ejede, til Kristi sags fremme, tog han undertiden sin tilflugt til sit håndværk for at skaffe sig til livets ophold. Dette var i særlig grad tilfældet, når han arbejdede på steder, hvor man kunne have misforstået hans bevæggrunde.

Første gang vi hører om, at Paulus arbejdede med sine hænder for at kunne klare sig, mens han prædikede ordet, var han i Tessalonika. Da han skrev til de troendes menighed dér, mindede han dem om, at han nok kunne ligge dem til byrde,” og tilføjede: “I husker jo nok, brødre, vort slid og vor møje; mens vi arbejdede nat og dag for ikke at falde nogen af jer til byrde, prædikede vi Guds evangelium for jer.” 1 Tess. 2, 6. 9. Og i sit andet brev til dem erklærede han, at han og hans medarbejder i den tid, hvor de havde været hos dem, “ikke fik føden hos nogen uden vederlag.” Han arbejdede

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»