Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 212

KAPITEL 38—PAULUS SOM FANGE

Dette kapitel er bygget over Ap. G. 21, 17 til 23, 35

Og da vi kom til Jerusalem, tog brødrene imod os med glæde. Den næste dag gik Paulus sammen med os hen til Jakob, og alle de ældste kom også til stede.”

Ved denne lejlighed overrakte Paulus og hans ledsagere højtideligt de ledende indenfor arbejdet i Jerusalem de bidrag, de hedningekristne menigheder havde sendt til støtte for de fattige blandt deres jødiske brødre. Det havde kostet apostlen og hans medarbejdere megen tid, ængstelige tanker og trælsomt arbejde at indsamle disse bidrag. Summen, der langt overgik forventningerne hos de ældste i Jerusalem, repræsenterede megen offervillighed, ja, selv direkte savn fra de hedningekristnes side.

Disse frivillige offergaver var et tegn på de hedningekristnes loyalitet overfor det arbejde, Gud havde oprettet over hele verden, og de burde være blevet modtaget med taknemmelig anerkendelse. Men alligevel stod det klart for Paulus og hans ledsagere, at selv blandt dem, de nu stod overfor, var der nogle, der ikke var i stand til at værdsætte den broderkærlighedens ånd, som gav sig udtryk i gaverne.

I de første år, hvor evangeliet blev prædiket blandt hedningerne, havde nogle af de ledende blandt brødrene i Jerusalem ikke haft noget hjerteligt samarbejde med Paulus og hans fæller, men blev ved med at klamre sig til tidligere tiders fordom og vanetænkning. I deres iver for at bevare nogle få betydningsløse skikke og ceremonier havde de tabt de velsignelser af syne, som de og den sag, de elskede, ville opnå ved at bestræbe sig for at forene alle grene af Herrens arbejde. Skønt de ønskede at vogte de bedste værdier indenfor den kristne menighed, havde de ikke kunnet følge med, efterhånden som Guds forsyn åbnede vejen, og i deres menneskelige visdom havde de forsøgt at pålægge arbejderne mange unødvendige restriktioner. Således opstod der en gruppe mennesker, der personligt ikke havde kendskab til de vekslende forhold og den særlige trang, som arbejderne i fjerne lande mødte, men som alligevel hævdede, at de havde myndighed til at retlede deres brødre i disse lande til at følge særligt angivne ar-bejdsmetoder. De følte det, som om opgaven med at prædike evangeliet skulle fremmes i overensstemmelse med deres meninger.

Der var gået adskillige år, siden brødrene

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»