Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 222

KAPITEL 39—DOMSHANDLINGEN I KÆSAREA

Dette kapitel er bygget over Ap. G. 24

Fem dage efter Paulus’ ankomst til Kæsarea kom hans anklagere fra Jerusalem, ledsagede af Tertullus, en taler, som de havde antaget til at være deres sagfører. Sagen kom hurtigt for. Paulus blev ført ind for forsamlingen, og Tertullus “begyndte sin anklagetale.” I forvisning om, at smiger ville have større virkning på den romerske landshøvding end en enkel fremstilling af sandhed og ret, begyndte den snedige taler med at prise Feliks. “At vi under dig nyder megen fred, og at der ved din omsorg på enhver måde og allevegne er indført forbedringer til bedste for dette folk, det påskønner vi, højædle Feliks! med al taknemmelighed.”

Tertullus nedlod sig her til at sige en skamløs løgn. Feliks havde en lumpen og foragtelig karakter! Man sagde om ham, at “ved udøvelsen af al slags vellyst og grusomhed forenede han en konges magt med en slaves natur.” (Tacitus: “Historie,” kap. 5, par. 9). De, som hørte Tertullus, vidste, at hans smiger var falsk; men deres ønsker om at få Paulus dømt var stærkere end deres sandhedskærlighed.

I sin tale anklagede Tertullus Paulus for forbrydelser, som, hvis de blev bevist, ville have bevirket, at han blev dømt for højforræderi mod regeringen. “Vi har nemlig fundet, at denne mand er en pest og en oprørsstifter blandt jøderne hele verden over,” erklærede taleren, “og at han er den, som står i spidsen for nazaræemes parti. Han har endog forsøgt at vanhellige helligdommen!” Tertullus berettede så, hvordan Lysias, som var kommandant for garnisonen i Jerusalem, med vold havde taget Paulus fra jøderne, da de skulle til at dømme ham efter deres egen religions lov, og på denne måde tvunget dem til at forelægge Feliks sagen. Disse meddelelser blev givet i den hensigt at få landshøvdingen til at udlevere Paulus til den jødiske rettergang. Alle anklagerne fik lidenskabelig støtte fra de tilstedeværende jøder, som ikke gjorde noget forsøg på at skjule deres had mod fangen.

Feliks havde tilstrækkelig skarpsindighed til at gennemskue Paulus’ anklageres sindelag og karakter. Han vidste godt, hvorfor de havde smigret ham, og han så, at deres anklage mod Paulus ikke var underbygget.

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»