Fem dage efter Paulus’ ankomst til Kæsarea kom hans anklagere fra Jerusalem, ledsagede af Tertullus, en taler, som de havde antaget til at være deres sagfører. Sagen kom hurtigt for. Paulus blev ført ind for forsamlingen, og Tertullus “begyndte sin anklagetale.” I forvisning om, at smiger ville have større virkning på den romerske landshøvding end en enkel fremstilling af sandhed og ret, begyndte den snedige taler med at prise Feliks. “At vi under dig nyder megen fred, og at der ved din omsorg på enhver måde og allevegne er indført forbedringer til bedste for dette folk, det påskønner vi, højædle Feliks! med al taknemmelighed.”ME 222.1

Tertullus nedlod sig her til at sige en skamløs løgn. Feliks havde en lumpen og foragtelig karakter! Man sagde om ham, at “ved udøvelsen af al slags vellyst og grusomhed forenede han en konges magt med en slaves natur.” (Tacitus: “Historie,” kap. 5, par. 9). De, som hørte Tertullus, vidste, at hans smiger var falsk; men deres ønsker om at få Paulus dømt var stærkere end deres sandhedskærlighed.ME 222.2

I sin tale anklagede Tertullus Paulus for forbrydelser, som, hvis de blev bevist, ville have bevirket, at han blev dømt for højforræderi mod regeringen. “Vi har nemlig fundet, at denne mand er en pest og en oprørsstifter blandt jøderne hele verden over,” erklærede taleren, “og at han er den, som står i spidsen for nazaræemes parti. Han har endog forsøgt at vanhellige helligdommen!” Tertullus berettede så, hvordan Lysias, som var kommandant for garnisonen i Jerusalem, med vold havde taget Paulus fra jøderne, da de skulle til at dømme ham efter deres egen religions lov, og på denne måde tvunget dem til at forelægge Feliks sagen. Disse meddelelser blev givet i den hensigt at få landshøvdingen til at udlevere Paulus til den jødiske rettergang. Alle anklagerne fik lidenskabelig støtte fra de tilstedeværende jøder, som ikke gjorde noget forsøg på at skjule deres had mod fangen.ME 222.3

Feliks havde tilstrækkelig skarpsindighed til at gennemskue Paulus’ anklageres sindelag og karakter. Han vidste godt, hvorfor de havde smigret ham, og han så, at deres anklage mod Paulus ikke var underbygget. Han vendte sig til den anklagede og gav ham et vink om at tale til sit forsvar. Paulus spildte ingen ord på smiger, men sagde ganske enkelt, at han med glæde ville forsvare sig overfor Feliks, da denne så længe havde været landshøvding og derfor havde så megen forståelse af jødernes love og skikke. Derefter nævnede han de anklager, der var ført imod ham, og viste tydeligt, at ingen af dem var sande. Han erklærede, at han ikke havde forårsaget uroligheder nogen steder i Jerusalem, og heller ikke havde han vanhelliget templet. “Ingen har set mig i ordskifte med nogen eller i færd med at samle folkeopløb,” sagde han, “hverken i helligdommen eller i synagogerne eller omkring i staden. De kan heller ikke overfor dig bevise det, som de nu anklager mig for.”ME 222.4

Skønt han indrømmede, at han “efter den “vej”, som de kalder et parti,” havde dyrket sine fædres Gud, hævdede han, at han altid havde troet “alt det, som står skrevet i loven og hos profeterne,” og at han i overensstemmelse med skriftens tydelige lære troede på de dødes opstandelse. Og endvidere erklærede han, at det, som det for ham gjaldt mest om i livet, var “altid at have en uskadt samvittighed overfor Gud og mennesker.”ME 223.1

Oprigtigt og uden omsvøb gjorde han rede for, hvad der var grunden til hans besøg i Jerusalem, og hvordan hans fængsling og behandlingen af hans sag var foregået. “Efter flere års forløb kom jeg nu tilbage for at overbringe almisser til mit folk og for at ofre; dette fandt de mig i færd med, da jeg var blevet renset i helligdommen, og det var ikke mig, der lavede opløb og larm, men det var nogle jøder fra provinsen Asien, og de burde nu være her til stede hos dig og klage, om de måtte have noget at sige mig på. Eller lad dem, der er her, selv sige, hvad uret de har fundet mig skyldig i, dengang jeg stod for rådet, hvis det da ikke skulle være dette ene ord, som jeg råbte, da jeg stod iblandt dem: ‘Det er i anledning af de dødes opstandelse, at jeg i dag står som anklaget for jer’.”ME 223.2

Apostlen talte med alvor og øjensynlig oprigtighed, og hans ord var prægede af overbevisning. I sit brev til Feliks havde Klaudius Lysias givet udtryk for det samme med hensyn til Paulus’ optræden. Desuden havde Feliks selv mere viden om den jødiske religion, end de fleste anede. Paulus’ klare redegørelse for, hvad der var foregået, gjorde det muligt for Feliks endnu tydeligere at forstå, hvilke motiver der havde behersket jøderne under deres forsøg på at få apostlen kendt skyldig i ophidselse til oprør og forræderi. Landshøvdingen ville ikke stille dem tilfreds ved at lade en romersk borger dømme uretfærdigt, og heller ikke ville han udlevere ham til dem, så de kunne henrette ham uden lov og dom. Dog kendte Feliks ingen anden bevæggrund end sine egne interesser, og han lod sig kun lede af trangen til at blive rost og ønsket om forfremmelse. Frygten for at krænke jøderne holdt ham tilbage fra at yde fuld retfærdighed mod den mand, som han dog vidste var uskyldig. Derfor besluttede han at opsætte forhøret, indtil Lysias kunne være til stede, og sagde: “Når kommandanten Lysias kommer herned, vil jeg påkende jeres sag.”ME 223.3

Apostlen blev ved med at være fange, men Feliks befalede den høvedmand, der havde til opgave at bevogte Paulus, at lade ham få lempelser, “og at man ikke måtte hindre nogen af hans egne i at yde ham tjenester.”ME 223.4

Det varede ikke længe, før Feliks og hans hustru, Drusilla, sendte bud efter Paulus, for at de ved en privat sammenkomst kunne komme til at høre ham “tale om troen på Kristus Jesus.” De var villige til og endog ivrige efter at lytte til disse nye sandheder sandheder, som de måske aldrig skulle komme til at høre igen, og som, hvis de blev forkastet, ville komme til hastigt at vidne mod dem på Herrens dag.ME 224.1

Paulus betragtede dette som en lejlighed, der var givet ham af Gud, og han benyttede sig trofast af den. Han vidste, at han stod overfor en mand, som havde magt til at lade ham henrette eller til at løslade ham; men alligevel henvendte han sig ikke til Feliks og Drusilla med smiger og lovprisninger. Han vidste, at hans ord for dem ville blive en duft til liv eller til død, og uden at tænke på egoistiske hensyn søgte han at vække dem til at forstå den fare, de svævede i.ME 224.2

Apostlen var klar over, at evangeliet stillede krav til enhver, der kom til at lytte til hans ord; at de engang ville komme til at stå enten blandt de rene og hellige omkring den store hvide trone eller sammen med dem, til hvem Kristus ville sige: “Vig bort fra mig, I, som øver uret.” Matt. 7, 23. Han vidste, at han ville komme til at møde enhver af sine tilhørere for Himmelens domstol og dér ville komme til at stå til regnskab ikke blot for alt, hvad han havde sagt og gjort, men også for, af hvilke bevæggrunde og i hvilken ånd han havde talt og handlet.ME 224.3

Feliks’ færd der i landet havde været så voldsom og grusom, at kun få nogen sinde før havde vovet at antyde overfor ham, at hans personlighed og handlemåde ikke var udadlelige. Men Paulus kendte ikke til men-neskefrygt. Han forkyndte klart og tydeligt sin tro på Kristus, og hvorfor han troede, og på denne måde kom han til særlig at nævne de gode egenskaber, der havde betydning i en kristens liv, men som det hovmodige par foran ham så sørgeligt manglede.ME 224.4

Som eksempel fremhævede han overfor Feliks og Drusilla Guds egenskaber hans retfærdighed og hans lovs fuldkommenhed. Han viste dem klart, at det er et menneskes pligt at leve sit liv i afholdenhed og mådehold, at lade sine lidenskaber beherske af forstanden i overensstemmelse med Guds bud og at bevare sin legemlige og åndelige kraft usvækket.ME 224.5

Han forkyndte, at der ganske bestemt ville komme en dommens dag, hvor alle ville få den løn, som deres gerninger havde fortjent, og hvor det klart skulle åbenbares, at rigdom, rang eller titler ikke har nogen magt til at vinde et menneske Guds behag eller fri ham fra syndens følger. Han viste dem, at dette liv er menneskets forberedelsestid til det fremtidige liv. Hvis man forsømmer at bruge de nuværende rettigheder og muligheder, kommer man til at lide evigt tab, man vil ikke mere få mulighed for en ny prøvetid.ME 224.6

Paulus dvælede særlig ved Guds lovs vidt-rækkende krav. Han viste, at de rækker helt ind til de dybeste hemmeligheder i menneskets moralliv og kaster lys over det, der har været skjult for menneskers syn og viden. Hvad hænderne gør eller tungen udtaler, hvad det ydre liv røber, viser kun ufuldkomment menneskets sande moral. Loven gransker menneskets tanker, motiver og hensigter. De dunkle lidenskaber, der ligger skjult for andre: skinsygen, hadet, sanselighedenME 224.7

og ærgerrigheden, de onde handlinger, der bliver planlagt i sjælens mørke afkroge, skønt de aldrig bliver iværksat på grund af manglende lejlighed dertil, alt dette fordømmer Guds lov.ME 225.1

Paulus forsøgte at drage sine tilhøreres sind hen til det store sonoffer. Han gjorde opmærksom på de ofre, der var en skygge af de kommende velsignelser, og fremstillede så Kristus som den, der var opfyldelsen af alle disse ceremonier, det forbillede, de viste hen til som den eneste kilde til liv og håb for den faldne menneskeslægt. Fortidens hellige mennesker blev frelst ved tro på Kristi blod. Når de så offerdyrene lide, så de over tidernes svælg hen til Guds Lam, der skulle borttage verdens synd.ME 225.2

Gud har ret til at kræve kærlighed og lydighed fra alle sine skabninger. I sin lov har han givet dem en fuldkommen vejledning til retfærdighed. Men mange glemmer deres Skaber og vælger at følge deres egen vej, der går imod hans vilje. Med fjendskab gengælder de en kærlighed, der er så høj som himmelen og så stor som universet. Gud kan ikke gøre lovens krav ringere for at imødekomme onde menneskers målestok; og heller ikke kan mennesket ved egen kraft imødekomme lovens krav. Kun ved tro på Kristus kan synderen blive renset fra skyld og få kraft til at vise lydighed mod sin Skabers lov.ME 225.3

Således hævdede Paulus, skønt fange, den guddommelige lovs krav til både hedninger og jøder og viste hen til Jesus, den foragtede nazaræer, som Guds Søn og verdens Frelser.ME 225.4

Den jødiske fyrstinde forstod godt, hvor hellig den lov var, som hun så skamløst overtrådte, men hendes fordom mod manden fra Golgata forhærdede hendes hjerte mod livets ord. Men Feliks havde aldrig før lyttet til sandheden, og da Guds Ånd ville overbevise hans sjæl, blev han dybt bevæget. Samvittigheden, der nu var vakt, lod sin røst høre, og Feliks forstod, at Paulus talte sandhed. I erindringen genoplevede han sin syndige fortid. Han så med frygtelig tydelighed hemmeligheder fra sit lastefulde og grusomme ungdomsliv og de senere års mørke oplevelser. Han så, at han var vellystig, grusom og grisk. Aldrig før havde sandheden ramt hans hjerte på den måde. Aldrig før var hans sjæl blevet så grebet af rædsel. Tanken om, at alle hemmeligheder ved hans forbryderiske løbebane var synlige for Guds øje og at han skulle dømmes efter sine gerninger fik ham til at skælve af rædsel.ME 225.5

Men i stedet for at lade sin overbevisning føre til anger prøvede han at frigøre sig for disse uvelkomne overvejelser. Samtalen med Paulus blev brat afbrudt. “Gå for denne gang,” sagde han, “når jeg får tid, vil jeg lade dig kalde.”ME 225.6

Hvor var der stor forskel på Feliks’ handlemåde og fangevogterens i Filippi! Guds tjenere blev bragt i lænker til fangevogteren ligesom Paulus til Feliks. Deres vidnesbyrd om at være bistået af en guddommelig magt, deres glæde trods lidelse og vanære, deres frygtløshed, da jorden bævede under jordskælvet, og deres kristelige tilgivelse vakte overbevisningen i fangevogterens hjerte, og skælvende bekendte han sine synder og fik tilgivelse. Feliks skælvede også, men han angrede ikke. Fangevogteren hilste med glæde Guds Ånd i sit hjerte og sit hjem; Feliks sendte Guds sendebud bort. Den ene valgte at blive Guds barn og arving til Himmelen; den anden valgte sin lod hos ugudelighedens tjenere.ME 225.7

I to år blev der intet yderligere foretaget mod Paulus, men dog blev han ved med at være fange. Feliks besøgte ham flere gange og lyttede opmærksomt til hans ord. Men den egentlige bevæggrund til hans tilsyneladende venlighed var ønsket om vinding, og han antydede, at hvis der blev betalt en stor sum penge, kunne Paulus måske blive løsladt. Men apostlen var for ædelttænkende til at ville skaffe sig friheden ved bestikkelse. Han var ikke skyldig i nogen forbrydelse, og han ville ikke nedværdige sig til at begå uret for at skaffe sig friheden. Desuden var han selv for fattig til at kunne betale en sådan løsesum, selv om han skulle have haft lyst til det, og han ville ikke for sin egen fordels skyld appellere til de omvendtes venlighed og gavmildhed. Han følte også, at han var i Guds hånd, og han ville ikke forstyrre Guds plan med ham selv.ME 226.1

Til slut blev Feliks kaldt til Rom på grund af de store uretfærdigheder, han havde begået mod jøderne. Før han forlod Kæsarea for at efterkomme denne befaling, tænkte han, at han “ville sikre sig jødernes taknemmelighed” ved at lade Paulus blive i fængslet. Men Feliks havde ikke held med sig i sine bestræbelser for at genvinde jødernes tillid. Han måtte forlade sit embede i unåde, og Porkius Festus blev udnævnt til hans efterfølger med hovedkvarter i Kæsarea.ME 226.2

En lysets stråle fra Himmelen havde fået lov til at skinne over Feliks, da Paulus talte til ham om retfærdighed, mådehold og den kommende dom. Dette var den lejlighed, Himmelen sendte ham til at se og forsage sine synder. Men han sagde til Guds sendebud: “Gå for denne gang; når jeg får tid, vil jeg lade dig kalde!” Han havde ringeagtet nådens sidste tilbud. Han kom aldrig mere til at modtage et kald fra Gud.ME 226.3

KAPITEL 38—PAULUS SOM FANGE

KAPITEL 40—PAULUS APPELLERER TIL KEJSEREN