Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 24

KAPITEL 4—PINSEN

Da disciplene vendte hjem til Jerusalem fra Oliebjerget, betragtede folket dem i forventning om at se deres ansigter udtrykke sorg, forvirring og nederlag; men de så kun glæde og sejr. Nu sørgede disciplene ikke mere over deres skuffede forhåbninger. De havde set den opstandne Frelser, og ordene i hans afskedsløfter genlød stadig i deres ører.

I lydighed mod Kristi befaling ventede de i Jerusalem på opfyldelsen af Fadererens løfte: udgydelsen af Helligånden. De var ikke ledige, mens de ventede. Beretningen siger, at de var “stadig i helligdommen og priste Gud.” Luk. 24, 53. De vidste, at de havde en talsmand i Himmelen, en, som talte deres sag for Guds trone. I dyb ærefrygt bøjede de sig i bøn og gentog hans tilsagn: “Hvis I beder Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det; bed, så skal I få, for at jeres glæde skal blive fuldkommen.” Joh. 23, 24. Større og større blev deres tro i denne mægtige forvisning: “Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os.” Rom. 8, 34.

Mens disciplene ventede på opfyldelsen af løftet, ydmygede de sig, i oprigtig anger og bekendte deres vantro. Når de erindrede sig de ord, som Kristus havde talt til dem før sin død, forstod de mere fuldt og helt deres betydning. Sandheder, som var gået i glemme for dem, dukkede atter frem i deres tanker, og de gentog dem for hinanden. De bebrejdede sig deres svigtende forståelse af Frelseren. Den ene begivenhed efter den anden i hans vidunderlige liv trådte efterhånden frem for dem i en lang rækkefølge. Når de genkaldte sig hans rene, hellige liv, forstod de, at de ikke kunne arbejde strengt nok, at intet offer ville være for stort, hvis de blot i deres liv kunne være vidnesbyrd om Kristi skikkelses skønhed. Å, om de blot endnu engang kunne gennemleve de sidste tre år, tænkte de, hvor ville de så handle anderledes! Om de blot atter kunne se Mesteren, hvor ville de så oprigtigt stræbe efter at vise ham, hvor inderligt de elskede ham, og hvor oprigtigt de sørgede over nogensinde at have bedrøvet ham ved vantro ord eller tanker! Men de fandt trøst i denne tanke, at alt var dem tilgivet. Og de besluttede,

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»