Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 245

KAPITEL 44—KEJSERENS HUS

Evangeliet har altid haft størst fremgang blandt de lavere klasser. “Ikke mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme,” er kaldede. 1 Kor. 1, 26. Man kunne ikke vente, at Paulus, der var en fattig, venneløs fange, ville være i stand til at vinde opmærksomhed hos de romerske borgeres rige og betitlede klasser. For dem frembød lasten al sin glimrende tillokkelse, og de lod sig villigt indfange. Men blandt de arbejdstrætte, nødlidende ofre for deres undertrykkelse, ja, selv blandt de stakkels slaver, var der mange, som med glæde lyttede til Paulus’ ord og i troen på Kristus fandt et håb og en fred, som styrkede dem i deres tunge skæbne. Men skønt apostlens gerning begyndte blandt de ringe og fattige, nåede dens indflydelse videre ud, indtil den nåede selve kejserens palads.

Rom var på dette tidspunkt verdens hovedstad. De hovmodige kejsere gav love for næsten hvert eneste folk på jorden. Fyrsten og hoffet var enten uden viden om den ringe nazaræer, eller også betragtede de ham med had og spot. Og dog banede ordet sig på mindre end to år vej fra fangens be-skedne bolig til de kejserlige sale. Paulus er lænket som en forbryder, men “Guds ord er ikke bundet.” 2 Tim. 2, 9.

I tidligere tider havde apostlen offentligt forkyndt Kristi tro med dragende magt, og ved tegn og undergerninger havde han givet uafviselige beviser på dens guddommelighed. Med ædel fasthed havde han stået overfor grækernes vismænd, og ved sin kundskab og veltalenhed havde han bragt deres stolte filosofiske argumenter til tavshed. Med ukueligt mod havde han stået overfor konger og landshøvdinger og prædiket om mådehold, retfærdighed og den kommende dom, indtil de hovmodige herskere skælvede, som om de allerede så rædslerne på Herrens dag.

Nu blev der ikke tilstået apostlen den slags muligheder, indespærret som han var i sin egen bolig, hvor han kun kunne forkynde sandheden for dem, der opsøgte ham dér. Han havde ikke som Moses og Aron fået Guds befaling til at træde frem for den ryggesløse konge og som stedfortræder for den store Jeg Er dadle hans grusomhed og undertrykkelse. Dog var det netop på dette

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»