Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 249

KAPITEL 45—BREVE SKREVET I ROM

Dette kapitel er bygget over brevene til kolossenserne og filipperne

I begyndelsen af sit liv som kristen fik apostlen Paulus særlig lejlighed til at lære Guds vilje at kende med hensyn til Jesu disciple. Han blev “bortrykket indtil den tredie Himmel,” “ind i Paradiset og hørte uudsigelige ord, som det ikke er et menneske tilladt at udtale.” Han bekræftede selv, at der var givet ham “mange syner og åbenbaringer fra Herren.” Hans forståelse af grundlaget for evangeliets sandhed stod ikke tilbage for “de umådelig store apostles.” 2 Kor. 12, 2. 4. 1. 11. Han havde en klar og fuldkommen forståelse af “bredden og længden og højden og dybden” af “Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse.” Ef. 3, 18. 19

Paulus kunne ikke fortælle alt, hvad han havde set i sine syner, fordi der blandt tilhørerne var nogle, som kunne have anvendt hans ord på en urigtig måde. Men det, der var blevet ham åbenbaret, gjorde det muligt for ham at virke som leder og som en klog lærer, og det prægede også de budskaber, han i de senere år sendte til menighederne. De indtryk, han modtog i sine syner, forlod ham aldrig, men satte ham i stand til at give den rette fremstilling af, hvad det vil sige at være en kristen. Både mundtligt og skriftligt bragte han et budskab, der altid siden har været til hjælp og støtte for Guds menighed. For de troende i dag taler dette budskab tydeligt om de farer, som vil true menigheden, og de falske lærdomme, den vil komme til at møde.

Det var apostlens ønske for dem, til hvem han henvendte sine breve med råd og formaninger, at de ikke mere skulle “være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme,” men at de skulle “nå frem til at være ét i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde.” Han bønfaldt dem, der var Jesu disciple indenfor hedenske samfund, om ikke at vandre “som hedningerne i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse,” men “se til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik.” Ef. 4, 14. 13. 17. 18; 5, 15. 16. Han opmuntrede de troende til at se frem til den tid, hvor Kristus, “som elskede kirken og gav sig selv hen for den,” ville “fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»