Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 257

KAPITEL 46—FRIHEDEN

Mens Paulus’ gerning i Rom blev velsignet ved mange sjæles omvendelse, og styrkelse og opmuntring for de troende, samlede der sig skyer, som ikke blot truede hans egen sikkerhed, men også menighedens trivsel. Ved sin ankomst til Rom blev han stillet under opsigt af anføreren for den kejserlige livvagt, en retfærdig og retskaffen mand, ved hvis skånsomhed han havde været forholdsvis frit stillet med hensyn til at fortsætte sit arbejde for evangeliet. Men før afslutningen af de to års fængselsophold blev denne mand erstattet af en embedsmand, fra hvem apostlen ikke kunne vente nogen særlig begunstigelse.

Jøderne fik nu mere end nogensinde travlt med deres bestræbelser for at skade Paulus, og de fandt en dygtig hjælper i den skamløst usædelige kvinde, som Nero havde valgt til sin anden hustru. Hun var omvendt til jødedommen og brugte al sin indflydelse til støtte for de morderiske planer mod kristendommens forkæmper.

Paulus kunne kun gøre sig svagt håb om retfærdighed fra den kejser, han havde appelleret til. Nero var mere moralsk fordærvet, mere letfærdig af karakter og samtidig mere tilbøjelig til afskyelig grusomhed end nogen af sine forgængere på tronen. Regeringens tøjler kunne ikke være lagt i hænderne på en mere tyrannisk regent. Hans første regeringsår var bemærkelsesværdigt ved giftmordet på hans unge stedbroder, den retmæssige arving til tronen. Nero nedværdigede sig fra den ene last og forbrydelse til den anden, indtil han myrdede sin egen moder og derpå sin hustru. Der fandtes ikke den afskyelighed, han ikke ville begå, ingen lumpenhed, han ikke ville nedlade sig til. I ethvert retskaffent sind indgød han kun afsky og foragt.

Enkeltheder om de misgerninger, der blev forøvet ved dette hof, er for nedværdigende og for frygtelige til, at de kan beskrives. Neros forvorpne ondskab skabte afsky og had, selv blandt mange af dem, der var nødt til at tage del i hans forbrydelser. De levede i stadig frygt for, hvilke rædsler han næste gang ville foreslå. Dog kunne ikke engang forbrydelser som Neros få hans undersåtters troskab til at vakle. Han var anerkendt som enevældig hersker over hele den civiliserede

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»