Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 270

KAPITEL 50—DØMT TIL DØDEN

Ved den sidste retshandling af Paulus’ sag i overværelse af Nero havde apostlens ord gjort et så stærkt indtryk på kejseren, at han udsatte afgørelsen af sagen, idet han hverken frikendte eller dømte Guds tjener. Men snart vendte kejserens had til Paulus tilbage. I raseri over ikke at være i stand til at standse udbredelsen af den kristne religion, selv ikke indenfor sin egen husstand, besluttede han, at apostlen skulle henrettes, såsnart der kunne findes et rimeligt påskud. Det varede ikke længe, før Nero traf den afgørelse, at Paulus skulle dø martyrdøden. Eftersom en romersk borger ikke kunne underkastes tortur, blev han dømt til at halshugges.

Paulus blev uden at vække opsigt ført til henrettelsesstedet. Kun få tilskuere fik lov til at være til stede; for hans forfølgere, der var skræmt over rækkevidden af hans indflydelse, var bange for, at der kunne vindes sjæle for kristendommen, hvis en større skare så ham lide døden. Men selv de hærdede soldater, der var til stede, lyttede til hans ord, og med forundring så de ham være frimodig og næsten glad med døden for øje. For nogle af dem, der var vidner til hans martyrdød, blev hans tilgivende ånd overfor hans mordere og hans bestandige tillid til Kristus lige til det sidste “en duft af liv til liv.” Mere end én tog mod den Frelser, som Paulus prædikede, og inden længe beseglede de deres tro med deres blod.

Lige til sin sidste stund var Paulus et vidne om sandheden i sine ord til korinterne: “Gud, som sagde: “Af mørke skal lys skinne frem,” blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart.”

“Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv. På alle måder er vi hårdt trængte, men ikke indestængte, tvivlrådige, men ikke fortvivlede, forfulgte, men ikke forladte, slået til jorden, men ikke slået ihjel. Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbart i vort legeme.” 2 Kor. 4, 6-10. Han stolede ikke på sig selv, men på Guds hjælp og nærværelse, som fyldte hans sjæl og bragte enhver tanke ind under Kristi vilje. Profeten udtaler: “Du vil bevare den

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»