Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 271

i fuldkommen fred, hvis sind hviler i dig: fordi han stoler på dig.” Es. 26, 3. (Eng. overs.) Den himmelske fred, der lyste fra Paulus’ ansigt, vandt mange sjæle for evangeliet.

Paulus var omgivet af en himmelsk atmosfære. Alle, der kom i forbindelse med ham, følte påvirkningen af hans forening med Kristus. Dette, at hans eget liv var vidnesbyrd om den sandhed, han prædikede, gav hans forkyndelse overbevisende kraft. Heri ligger sandhedens magt. Et helligt livs utilstræbte, ubevidste indflydelse er den mest overbevisende prædiken, som kan holdes til gavn for kristendommen. Argumenter kan, selv om de er uigendrivelige, komme til kun at fremkalde modstand; men et fromt eksempel har en kraft, som ikke er til at modstå.

Apostlen tabte sine egne kommende lidelser af syne i sin omsorg for dem, som han nu skulle overlade at tage kampen op mod fordom, had og forfølgelse. De få kristne, der ledsagede ham til henrettelsesstedet, søgte han at styrke og opmuntre ved at gentage de løfter, som følger dem, der forføl-ges for retfærdighedens skyld. Han forsikrede dem, at intet af alt det, Herren havde sagt med hensyn til sine prøvede og trofaste børn, ville slå fejl. En kort tid måtte de måske tåle svære tider på grund af mange slags fristelser; de kunne komme til at give afkald på timeligt velvære; men de skulle opmuntre deres hjerter ved forvisningen om Guds trofasthed og sige: “Jeg kender ham, som jeg har sat min lid til, og jeg er vis på, at han har magt til at bevare den skat, som blev mig betroet.” Prøvelsens og lidelsens nat ville snart være til ende, og så ville der gry en dejlig morgen med fred og fuldkomment lys.

Apostlen så ind bag det store forhæng, ikke med uvished eller frygt, men med glad håb og længselsfuld forventning. Som han står ved det sted, hvor han skal lide martyrdøden, ser han ikke bøddelens sværd eller jorden, der snart skal drikke hans blod. Han ser op gennem denne sommerdags stille blå himmel til den eviges trone.

Denne troens mand ser Jakobsstigen, som var et billede på Kristus, den stige, som forener jord og Himmel og det dødelige menneske med den evige Gud. Hans tro styrkes, mens han mindes, hvordan patriarker og profeter har stolet på denne ene, som er hans hjælp og trøst, og for hvem han snart skal give sit liv. Fra disse hellige mænd, som gennem århundreder har vidnet om deres tro, hører han forvisningen om, at Gud er trofast. Hans medapostle, som for at prædike Kristi evangelium gik ud for at imødegå religiøs fanatisme og hedensk overtro, forfølgelse og ringeagt, og som ikke regnede deres liv for dyrebart til, at de turde løfte lyset fra korset højt midt i vantroens mørke labyrinter, disse hørte han vidne om, at Jesus er Guds Søn, verdens Frelser. Fra pinebænken, bålet, fangehullet, fra jordens huler lyder for hans øre martyrernes triumfråb. Han hører vidnesbyrdet fra standhaftige sjæle, som, skønt de lider nød, er syge og forpinte, dog vidner frygtløst og højtideligt for troen med disse ord: “Jeg ved, hvem jeg har troet på.” Disse, som har ofret livet for deres tro, forkynder for verden, at han, til hvem de har sat deres lid, har magt til fuldt ud at frelse.

Frikøbt ved Kristi død, renset fra synd ved hans blod og iført hans retfærdighed er Paulus sit eget vidne om, at hans sjæl er dyrebar i Frelserens øjne. Hans liv er skjult

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»