Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 285

KAPITEL 53—JOHANNES, DEN ELSKEDE APOSTEL

Johannes udmærkes fremfor de andre disciple som “den discipel, Jesus, elskede.” Joh. 21, 20. Han synes i særlig grad at have kunnet fryde sig ved Kristi venskab, og han fik mange beviser på Frelserens tillid og kærlighed. Han var en af de tre, der fik lov at være vidne til Kristi herlighed på forklarelsens bjerg og til hans dødsangst i Getsemane, og det var til hans omsorg, at vor Herre betroede sin moder i de sidste angstens timer på korset.

Frelserens kærlighed til den discipel, han elskede, blev gengældt med en glødende hengivenhed. Johannes klyngede sig til Kristus, som ranken klynger sig til den statelige søjle. For sin Mesters skyld trodsede han farerne i domshallen og blev stående ved korset, og ved meddelelsen om, at Kristus var opstanden, skyndte han sig til graven og overgik i sin iver endog den fyrige Peter.

Den tillidsfulde kærlighed og selvforglemmende hengivenhed, der viser sig i Johannes’ liv og personlighed, er en lære af stor værdi for den kristne menighed. Johannes havde ikke af naturen det elskelige sind, som senere åbenbarede sig i hans liv. Han var ikke blot stolt, selvhævdende og ærgerrig, men også heftig, og han blev let fortørnet over krænkelser. Han og hans broder blev kaldt “Tordensønnerne”. Et vanskeligt sind, hævnlyst og trang til at kritisere fandtes altsammen hos den elskede discipel. Men bag alt dette skimtede den guddommelige Mester hans ildfulde, ærlige og elskende hjerte. Jesus dadlede ham for hans selviskhed, skuffede ham i hans ærgerrighed og prøvede hans tro. Men han åbenbarede ham det, hans sjæl hungrede efter: helliggørelsens skønhed og kærlighedens forvandlende magt.

Manglerne i Johannes’ karakter blev særlig påfaldende ved flere lejligheder, mens han vandrede sammen med Frelseren. Engang sendte Kristus sendebud forud ind i en af samaritanernes byer for at bede beboerne gøre forberedelser til at modtage ham og hans disciple. Men da Frelseren nærmede sig byen, viste det sig, at det var hans hensigt at drage videre derfra til Jerusalem. Dette vakte samaritanernes skinsyge, og i stedet for at indbyde ham til at blive en stund hos dem nægtede de at vise ham den høflighed, de ellers ville have udvist mod en alminde

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»