Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 289

KAPITEL 54—ET TROFAST VIDNE

Dette kapitel er bygget over Johannes’ breve

Efter Kristi himmelfart fremstår Johannes som en trofast, alvorlig arbejder for Mesteren. Sammen med de andre disciple fik han del i udgydelsen af Helligånden pinsedag, og med fornyet iver og kraft vedblev han at tale livets ord til folket og søgte at lede deres tanker hen til den usynlige. Han var en magtfuld prædikant, brændende i Ånden og dybt alvorlig. I et smukt sprog og med velklingende stemme fortalte han om Kristi ord og gerninger og talte på en måde, der gjorde dybt indtryk på dem, der hørte ham. Enkelheden i hans ord, den ophøjede kraft i de sandheder, han forkyndte, og den glød, der kendetegnede hans lærdomme, gav ham adgang til alle samfundsklasser.

Apostlens liv stemte sammen med hans lære. Den kærlighed til Kristus, der brændte i hans hjerte, fik ham til at udrette et alvorligt, utrætteligt arbejde for sine medmenne sker, særlig for sine brødre inden for den kristne menighed.

Kristus havde befalet sine første disciple at elske hverandre, ligesom han havde elsket dem. Således skulle de overfor verden være vidnesbyrd om, at Kristus, herlighedens håb, levede i dem. “En ny befaling giver jeg jer,” havde han sagt, “at I skal elske hverandre.” Joh. 13, 34. På det tidspunkt, hvor disse ord blev sagt, kunne disciplene ikke forstå dem; men efter at de havde været vidner til Kristi lidelser, efter hans korsfæstelse og opstandelse og optagelse til Himmelen, og efter at Helligånden havde hvilet over dem på pinsedag, fik de en klarere opfattelse af Guds kærlighed og af beskaffenheden af den kærlighed, de burde have til hinanden. Så kunne Johannes sige til sine meddisciple:

“Derved har vi lært kærligheden at kende, at han satte sit liv til for os; så er også vi skyldige at sætte livet til for brødrene.”

Efter udgydelsen af Helligånden, da disciplene gik ud for at forkynde en levende Frelser, var deres eneste ønske sjæles frelse. De frydede sig over glæden ved de helliges samfund. De var kærlige, omsorgsfulde, selvfornægtende og villige til at bringe ethvert offer for sandhedens sag. Under det daglige samkvem åbenbarede de den kærlighed, som Kristus havde indskærpet dem. Gennem uselviske ord og handlinger stræbte de efter at tænde den samme kærlighed i andre menneskers hjerter.

En sådan kærlighed burde de troende altid føle for hinanden. De burde gå frem i villig lydighed mod dette bud. Så tæt burde de

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»