Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 304

KAPITEL 57—ÅBENBARINGEN

I apostlenes dage var de kristne troende opfyldt af alvor og begejstring. Så utrætteligt arbejdede de for deres Mester, at rigets evangelium trods voldsom modstand i løbet af forholdsvis kort tid havde lydt i alle verdens beboede egne. Den iver, som på dette tidspunkt blev udvist af Jesu disciple, er med inspirationens pen blevet berettet til opmuntring for troende i enhver tidsalder. Om menigheden i Efesus, som Herren Jesus brugte til forbillede for hele den kristne kirke, sagde det troværdige og sanddru vidne:

“Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, som kalder sig apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt.” Åb. 2, 2. 3.

For det første var efesermenighedens liv præget af barnlig enfold og varme. De troende søgte alvorligt at adlyde hvert af Guds ord, og i deres liv åbenbaredes en inderlig, oprigtig kærlighed til Kristus. De frydede sig over at gøre Guds vilje, fordi Frelseren boede i deres hjerter som en blivende vished. I deres dybe kærlighed til Frelseren var det deres højeste mål at vinde sjæle for ham.De kunne ikke tænke sig at ophobe Kristi nådes dyrebare skatte kun for sig selv. De forstod, hvor betydningsfuldt deres kald var, og som bærere af budskabet: “Fred på jorden i mennesker, der har hans velbehag,” brændte de af ønsket om at bringe frelsens glade budskab til jordens fjerneste grænser. Og verden kendte på dem, at de havde været sammen med Jesus. Syndige mennesker, angrende, tilgivne, lutrede og helliggjorte, fik fællesskab med Gud ved hans Søn.

Menighedens medlemmer var ét i tanke og handling. Kærlighed til Kristus var den gyldne kæde, der knyttede dem til hinanden. De viede sig til stadig mere fuldkomment at lære Herren at kende, og i deres liv åbenbaredes Kristi fred og glæde. De besøgte enker og faderløse i deres nød og bevarede sig selv ubesmittede af verden, fordi de forstod, at hvis de svigtede på dette punkt, ville det være en modsigelse af deres bekendelse og en fornægtelse af deres Frelser.

Arbejdet blev gennemført i hver eneste by. Mennesker blev omvendt og følte derefter, at det nu var dem, der måtte fortælle om den uvurderlige skat, de havde modtaget. De kunne ikke hvile, før det samme lys, som havde oplyst deres sind, skinnede for andre.

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»