Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 311

KAPITEL 58—DEN SEJRENDE MENIGHED

Der er gået mere end atten hundrede år, siden apostlene blev lagt til hvile efter deres gerning; men fortællingen om deres møje og ofre for Kristi skyld hører stadig til menighedens mest dyrebare skatte. Denne historie, der er skrevet under Helligåndens vejledning, blev berettet, for at Kristi disciple til alle tider ved dens hjælp kunne blive ansporet til større iver og nidkærhed for Frelserens sag.

Disciplene udførte den befaling, Kristus havde givet dem. Når disse korsets sendebud drog ud for at forkynde evangeliet, var det en sådan åbenbarelse af Guds herlighed, som ingen dødelig før havde været vidne til. Ved Guds Ånds medvirken udrettede apostlene et arbejde, som rystede verden. I et enkelt slægtleds tid blev evangeliet bragt til alle folkeslag.

Det var vidunderligt, hvad der lykkedes ved Kristi udvalgte apostles tjeneste. Ved begyndelsen af deres forkyndergerning var nogle af dem ulærde mænd, men deres indvielse til Mesterens gerning var uden forbehold, og ved hans vejledning blev de forberedt til den store opgave, der var dem betroet. Nåden og sandheden herskede i deres hjerter, indgav dem deres motiver og styrede deres handlinger. Deres liv var skjult med Kristus i Gud, og deres eget jeg forsvandt, nedsænket i den evige kærligheds dyb.

Disciplene var mennesker, der forstod at tale og bede oprigtigt, mennesker, der kunne holde fast ved ham, som er Israels Styrke. De stod Gud meget nær og knyttede deres personlige ære til hans trone. Jehova var deres Gud. Hans ære var deres ære. Hans sandhed var deres sandhed. Hvert angreb, der blev gjort på evangeliet, skar dybe sår i deres sjæle, og med al den kraft, de ejede, kæmpede de for Kristi sag. De kunne forkynde livets ord, fordi de havde modtaget den himmelske indvielse. De ventede meget, og derfor vovede de meget. Kristus havde åbenbaret sig for dem, og til ham så de hen for at få vejledning. Deres forståelse af sandheden og deres kraft til at tåle modstand stod i forhold til deres indordning under Guds vilje. Jesus Kristus, Guds visdom og kraft, var den, hvorom al deres tale drejede sig. Hans navn det eneste navn under himmelen, ved hvilket mennesker kan frelses blev lovprist af dem. Når de forkyndte Kristi, den op

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Next Pub.» Forward»