Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 35

KAPITEL 6—VED TEMPELPORTEN

Dette kapitel er bygget over Ap. G. 3; 4, 1-31.

Kristi disciple havde en inderlig følelse af deres egen udygtighed, og i ydmyghed og bøn forenede de deres svaghed med hans styrke, deres uvidenhed med hans visdom, deres uværdighed med hans retfærdighed, deres fattigdom med hans uudtømmelige rigdomme. Når de således var styrkede og forberedte, tøvede de ikke med at haste frem i Mesterens tjeneste.

Kort tid efter udgydelsen af Helligånden og lige efter en tid med inderlig bøn gik Peter og Johannes op til templet for at bede og så der ved en port, som kaldes den skønne, en krøbling, hvis liv, fra han blev født, havde været fuldt af lidelse og skrøbe-lighed. Denne ulykkelige mand havde længe håbet at møde Jesus for at kunne blive helbredt, men han var næsten hjælpeløs og var langt borte fra de steder, hvor den store læge arbejdede. Til sidst bevægede hans bønner nogle venner til at bære ham hen til tempelporten, men da han kom, opdagede han, at den, som hans håb stod til, var død en frygtelig død.

Hans skuffelse vakte medlidenhed hos dem, som vidste, hvor længe han inderligt havde håbet at blive helbredt af Jesus, og hver dag bragte de ham hen til templet for at forbipasserende måske ville lade sig bevæge til af medlidenhed at give ham en skærv til hjælp i hans nød. Da Peter og Johannes gik forbi, bad han dem om en almisse. Disciplene betragtede ham med medynk, og Peter sagde: “Se på os! Og han gav nøje agt på dem, da han ventede at få noget af dem. Men Peter sagde: “Sølv og guld har jeg ikke!” Da Peter således erklærede sin fattigdom, så krøblingen skuffet ud, men snart lyste hans ansigt af håb, da apostlen fortsatte: “Men hvad jeg har, det giver jeg dig: i Jesu Kristi nazaræerens navn, stå op og gå.”

“Og han greb ham ved den højre hånd og rejste ham op. I samme nu blev hans ben og ankler stærke, og han sprang op og stod oprejst og begyndte at gå omkring og sprang og lovpriste Gud. Og hele folket så ham gå omkring og lovprise Gud. Og de kendte ham, fordi det var ham, som plejede at sidde ved den skønne port til helligdommen, og de blev fulde af rædsel og forfærdelse over det, som var sket med ham.”

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»