Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 58

Omgivelserne svandt bort fra hans synskreds. For ham stod Himmelens porte åbne, og da han så derind, så han den himmelske herlighed og Kristus, der netop havde rejst sig fra sin trone og var rede til at bistå sin tjener. Triumferende udbrød Stefanus: “Se, jeg skuer Himlene åbne, og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.”

Da han beskrev den herlighed, hans øjne hvilede på, var det mere, end hans forfølgere kunne udholde. De tilstoppede deres ører for ikke at høre hans ord og udstødte høje skrig, mens de alle som en stormede ind på ham “og slæbte ham uden for byen.” “Så stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: “Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.”

Der var ingen gyldig dom afsagt over Stefanus, men de romerske myndigheder blev bestukket med store pengesummer for ikke at anstille undersøgelser om sagen.

Stefanus’ martyrium gjorde dybt indtryk på alle dem, der var vidne til det. Erindringen om Guds segl på hans ansigt og hans ord, som bevægede alle, der hørte dem, blev stående i de tilstedeværendes sind og vidnede om den sandhed, han havde forkyndt. Hans død var et hårdt slag for menigheden, men den virkede til Saulus’ omvendelse; han kunne ikke udslette erindringen om martyrens tro og standhaftighed og den stråleglans, der havde været over hans ansigt.

Ved Stefanus’ domfældelse og død var det, som om Saulus havde været besjælet af en sindssvag nidkærhed. Siden harmedes han over sin egen hemmelige overbevisning om, at Stefanus var blevet æret af Gud netop i det øjeblik, hvor han blev van-æret af mennesker. Saul vedblev med at forfølge Guds menighed, med at jage dens medlemmer, gribe dem i deres huse og overgive dem til præsterne og rådsherrerne til fængsel og død. Hans iver for at gennemføre denne forfølgelse bragte rædsel over de kristne i Jerusalem. De romerske myndigheder gjorde sig ingen særlige anstrengelser for at standse disse grusomheder og hjalp i hemmelighed jøderne for at vinde deres gunst.

Efter Stefanus’ død blev Saulus valgt til at være medlem af det jødiske råd som en erkendtlighed for den rolle, han ved denne lejlighed havde spillet. En tid var han et mægtigt redskab i Satans hænder til at fremme hans oprørskhed mod Guds Søn. Men snart skulle denne ubarmhjertige forfølger være i gang med at opbygge den menighed, han nu ville nedbryde. En, som var mægtigere end Satan, havde udvalgt Saulus til at indtage den plads, martyren Stefanus havde haft, til at prædike og lide for sit navn og vidt og bredt udbrede budskabet om frelse ved hans blod.

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»