Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 59

KAPITEL 11—EVANGELIET I SAMARIA

Dette kapitel er bygget over Ap. G. 8 ME 59

Efter Stefanus’ død udbrød der i Jerusalem en så ubarmhjertig forfølgelse af de troende, at “alle, undtagen apostlene, spredtes over Judæas og Samarias egne.” Saulus “søgte at udrydde menigheden; han trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem sat i fængsel.” Om sin iver for at udrette disse gru-somheder sagde han på et senere tidspunkt: “Selv var jeg nu også af den mening, at det var min pligt heftigt at bekæmpe Jesu, nazaræerens navn, og det gjorde jeg også i Jerusalem; jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler.. . Og omkring i syna-gogerne lod jeg dem gang på gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte dem lige til de udenlandske byer.” At Stefanus ikke var den eneste, der led døden, kan man se af Saulus’ egne ord: “Og når man ville henrette dem, stemte jeg for det!” Ap. G. 26, 9-11. ME 59.1

I denne farens stund fremkom Nikodemus med en modig bekendelse af sin tro på den korsfæstede Frelser. Nikodemus var medlem af det jødiske råd, og sammen med andre var han blevet betaget af Jesu lære. Da han blev vidne til Jesu undergerninger, var han blevet mere og mere overbevist om, at dette var den af Gud udsendte. Da han var for stolt til at indrømme, at han sympatiserede med den galilæiske lærer, havde han søgt en hemmelig sammenkomst med ham. Ved dette møde havde Jesus forklaret ham frelsesplanen og sin mission i verden; men Nikodemus havde stadig tøvet. Han skjulte sandheden i sit hjerte, og i tre år bar den tilsyneladende kun ringe frugt. Men skønt Nikodemus ikke offentligt havde anerkendt Jesus, så havde han gentagne gange i rådet mod-arbejdet præsternes planer om at tilintetgøre ham. Da Jesus til sidst var blevet korsfæstet, huskede Nikodemus de ord, han havde talt til ham ved det natlige møde på Oliebjerget: “Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes,” og han så, at Jesus var verdens Frelser. Joh. 3, 14. ME 59.2

Sammen med Josef af Arimatæa havde Ni-kodemus bekostet Jesu begravelse. Disciplene havde været bange for offentligt at vise sig som Kristi efterfølgere, men Nikodemus ME 59.3

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»