Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 60

og Josef var dristigt kommet dem til hjælp. Disse rige og ansete mænds hjælp var hårdt tiltrængt i denne mørkets time. De havde været i stand til at gøre det for den døde Mester, som ville have været umuligt for disciplene, og deres rigdom og indfly-delse havde i rigt mål beskyttet disse mod præsternes og rådets ondskab.

Nu, hvor jøderne prøvede at tilintetgøre den unge menighed, kom Nikodemus frem for at forsvare den. Nu var han ikke mere forsigtig og tvivlende, men han opmuntrede disciplenes tro og benyttede sin rigdom til hjælp for opretholdelsen af menigheden i Jerusalem og til at fremme evangeliets tjeneste. De, som tidligere havde vist ham ærbødighed, foragtede og forfulgte ham nu, og han blev fattig på denne verdens gods. Dog vaklede han aldrig i sit forsvar for troen.

Den forfølgelse, der var brudt ud over menigheden i Jerusalem, havde til følge, at der blev sat fart i evangeliets tjeneste! Ordets gerning var lykkedes godt på dette sted, og der var fare for, at disciplene skulle dvæle der for længe uden at tage hensyn til Frelserens befaling om at gå ud i alverden. Uden at huske på, at der bedst vindes styrke til at modstå det onde ved at sætte hårdt imod hårdt, begyndte de at mene, at deres vigtigste arbejde bestod i at skærme menigheden i Jerusalem mod fjendens angreb. I stedet for at oplære de nyomvendte til at bringe evangeliet ud til dem, der ikke havde hørt det, risikerede de at slå ind på en vej, som ville føre til, at alle følte sig tilfredse med, hvad der var opnået. Gud tillod, at der kom forfølgelser over hans sted-fortrædere, for at de kunne blive spredt til andre lande, hvor de kunne arbejde for andre. Da de troende var forjaget fra Jerusalem, “drog de imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord.”

Blandt dem, som af Frelseren havde fået denne befaling: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,” Matt. 28, 19, fandtes der mange fra livets mere beskedne kår, mænd og kvinder, som havde lært at elske Herren, og som havde besluttet at følge hans eksempel ved selvforglemmende tjeneste. Disse ydmyge sjæle havde lige så vel som disciplene, der havde kendt Frelseren under hans jordiske gerning, fået betroet en dyrebar opgave. De skulle bringe verden det glade budskab om frelsen ved Kristus.

Da de blev adspredt ved forfølgelsen, drog de ud opfyldt af missionsiver. De var klare over, hvor ansvarsfuld deres opgave var. De vidste, at de medbragte livets brød til en hungrende verden, og Kristi kærlighed tvang dem til at dele dette brød med alle, som var i nød. Herren arbejdede gennem dem. Hvor de kom hen, blev de syge helbredt og evangeliet blev prædiket for de fattige.

Filip, som var en af de syv diakoner, var også blandt dem, som blev forjaget fra Jerusalem. Han “kom ned til byen Samaria og prædikede Kristus for dem; og skarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, da de hørte om og så de tegn, han gjorde. Thi der var mange, som havde urene ånder, og ånderne for ud under høje skrig; og mange lamme og halte blev helbredt. Og der blev stor glæde i den by.”

Kristi budskab til den samaritanske kvinde, som han havde talt med ved Jakobs brønd, havde båret frugt. Da kvinden havde lyttet til hans ord, var hun gået til byens mænd og havde sagt: “Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus?” De fulgte med hende,

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»