Ellen G. White Writings

<< Back Forward >>

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»

Mesterens efterfølgere, Page 87

ham til at rejse med ham tilbage som medarbejder i tjenesten.

I den tæt befolkede by Antiokia fandt Paulus en rig arbejdsmark. Hans lærdom, klogskab og iver kom til at udøve en vældig indflydelse på denne kulturprægede bys indbyggere og hyppigt tilbagevendende gæster, og han viste sig at være netop den hjælp, som Barnabas trængte til. I et år arbejdede de to disciple sammen i trofast tjeneste og bragte mange det frelsende budskab om Jesus fra Nazaret, verdens Frelser.

Det var i Antiokia, at disciplene først fik navnet kristne. Dette navn fik de, fordi Kristus var hovedpunktet i deres prædiken, deres lære og deres tale. Bestandig fortalte de atter og atter om de begivenheder, der var sket, mens han vandrede på jorden, da hans disciple nød godt af hans personlige nærværelse. Utrætteligt dvælede de ved hans lære og hans undergerninger. Med skælvende læber og tårer i øjnene fortalte de om hans dødsangst i haven, hvordan han blev forrådt, dømt og henrettet, om den sagtmodighed og ydmyghed, hvormed han tålte den hån og lidelse, som hans fjender udsatte ham for, og den guddommelige medynk, hvormed han bad for dem, som pinte og plagede ham. De frydede sig ved at dvæle ved hans opstandelse og himmelfart og hans tjeneste i Himmelen som den faldne menneskeslægts talsmand. Det var med god grund, at hedningerne kaldte dem kristne, da de prædikede Kristus og rettede deres bønner til Gud i hans navn.

Det var Gud selv, som gav dem navnet kristne! Dette er et kongeligt navn, som gives til alle, der slutter sig til Kristus. Det var om dette navn, at Jakob senere skrev: “Er det da ikke de rige, der undertrykker jer, og er det ikke dem, der slæber jer for domstolene? Er det ikke dem, der spotter det skønne navn, som er nævnet over jer?” Jak. 2, 6. 7. Og Peter erklærede: “Lider nogen, fordi han er kristen, så skal han ikke skamme sig, men ved dette navn gøre Gud ære.” “Hvis I hånes for Kristi navns skyld, er I salige, thi herlighedens Ånd, Guds Ånd, hviler over jer.” 1 Pet. 4, 16, 14.

De troende i Antiokia forstod, at Gud var villig til at virke i dem “både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske.” Fil. 2, 13. Mens de her levede midt blandt et folk, der kun syntes at beskæftige sig lidt med ting af evig værd, søgte de at fange opmærksomheden hos dem, der var oprigtige af hjertet, og at vidne med overbevisning om ham, som de elskede og tjente. Under deres ydmyge tjeneste lærte de at være af-hængige af Helligåndens kraft til at levendegøre ordet. Og således vidnede de dagligt under livets forskellige forhold om deres tro på Kristus.

Eksemplet fra Kristi disciple i Antiokia burde virke inspirerende på enhver troende, der i dag bor i verdens storbyer. Skønt det er efter Guds vilje, at udvalgte dygtige og hellige arbejdere ansættes i vigtige befolkningscentrer for at føre an i den offentlige tjeneste, så vil Gud også, at lægfolk indenfor menigheden i disse byer skal bruge de talenter, Gud har givet dem, til at arbejde for sjælene. Der ligger rig velsignelse gemt til dem, der helt vil overgive sig til Guds kald. Når sådanne arbejdere bestræber sig for at vinde sjæle for Jesus, vil de opdage, at mange, man aldrig ville have kunnet nå på anden måde, er rede til at lytte til en klog, personlig henvendelse.

Guds gerning på jorden i dag trænger til

«Back «Prev. Pub. «Ch «Pg   Pg» Ch» Next Pub.» Forward»