Kapitel 13—Glæde i Herren

Guds børn kaldes til at være Guds repræsentanter, som viser Herrens godhed og nåde. Sådan som Jesus åbenbarede Faderens sande karakter for os, sådan bør vi åbenbare Kristus for en verden, som ikke kender hans ømme, medfølende kærlighed. “Ligesom du har udsendt mig til verden,” sagde Jesus, “har jeg også udsendt dem til verden… Jeg i dem og du i mig… for at verden skal forstå, at du har udsendt mig” (Joh 17,18.23). Apostlen Paulus siger til disciplene om Kristus: “I er et Kristus-brev,” “som kendes og læses af alle mennesker” (2 Kor 3,3-2). Gennem hvert af sine børn sender Jesus et brev til verden. Hvis du er Kristi efterfølger, sender han et brev gennem dig til din familie, til landsbyen, til gaden, hvor du bor. Jesus, som bor i dig, ønsker at tale til hjerterne i dem, som ikke kender ham. De læser ikke i Bibelen og hører ikke den stemme, som taler til dem på dens sider; de ser ikke Guds kærlighed i hans gerninger. Men hvis du er en sand repræsentant for Jesus, kan det være gennem dig, de bliver ført til at forstå noget af hans godhed og vundet til at elske og tjene ham.VTK 128.1

Kristne er blevet sat som lysbærere på vejen til himlen. De skal genspejle det lys, som skinner på dem fra Kristus til verden. Deres liv og karakter bør være sådan, at andre gennem dem vil få den rette opfattelse af Kristus og hans tjeneste.VTK 128.2

Hvis vi repræsenterer Kristus, vil vi få hans tjeneste til at se attraktiv ud, hvilket den virkelig er. Kristne, som samler mismod og bedrøvethed og brok og klager i deres sjæle, giver andre et falsk billede af Gud og livet som kristen. De giver det indtryk, at Gud ikke er glad for at se sine børn glade, og gennem dette giver de et falsk vidnesbyrd om vores himmelske far.VTK 129.1

Satan hoverer, når han kan føre Guds børn ud i tvivl og fortvivlelse. Han glæder sig over at se os have mistillid til Gud og tvivle på hans vilje og magt til at frelse os. Han elsker at få os til at føle, at Herren vil gøre os skade med sit forsyn. Det er Satans værk at fremstille Herren som en person uden medlidenhed og medynk. Satan giver en falsk fremstilling af sandheden om Gud. Han fylder fantasien med falske forestillinger om Gud. Og i stedet for at dvæle ved sandheden med hensyn til vores himmelske far, fæstner vi også vores sind på Satans falske fremstillinger og vanærer Gud ved at tvivle på ham og skumle mod ham. Satan forsøger altid at gøre det religiøse liv til et glædesløst liv. Han ønsker, at det skal fremstilles som slidsomt og vanskeligt; og når den kristne fremholder dette syn i sit eget syn på religion, er han, gennem sin vantro, en støtte for Satans forsøg på at vildlede.VTK 129.2

Mange, som går på livets vej, dvæler ved deres fejltagelser og fiaskoer og skuffelser, og deres hjerter er fyldt med sorg og nedtrykthed. Mens jeg var i Europa, skrev en søster, som havde gjort dette og var dybt fortvivlet, til mig og bad om nogle opmuntrende ord. Aftenen efter at jeg havde læst hendes brev, drømte jeg, at jeg var i en have, og den, som så ud til at være havens ejer, ledte mig ad dens stier. Jeg plukkede blomster og nød deres duft, da denne søster, som havde gået ved siden af mig, påkaldte sig min opmærksomhed og gjorde mig opmærksom på noget grimt tornekrat, som lå i vejen for hende. Dér stod hun klagende og sørgende. Hun gik ikke på stien eller fulgte turføreren, men gik blandt tjørn og tornekrat.VTK 130.1

“Åh,” klagede hun, “er det ikke en skam, at denne smukke have er ødelagt af torne?” Så sagde turføreren: “Lad tornene være i fred, for de kommer bare til at såre dig. Saml roserne, liljerne og nellikerne.”VTK 130.2

Har der slet ikke været lyse pletter i din erfaring? Har du ikke oplevet nogen værdifulde tidspunkter, hvor dit hjerte bankede med glæde som følge af Guds ånd? Når du ser tilbage på kapitlerne i dit liv, finder du da slet ingen lyse sider? Er Guds løfter ikke som de duftende blomster, der vokser på begge sider af stien? Vil du ikke lade deres skønhed og sødme fylde dit hjerte med glæde?VTK 130.3

Tjørn og torne vil kun såre dig og give dig smerte; og hvis du kun samler på disse ting og viser dem til andre, forhindrer du så ikke dem omkring dig i at gå på livets vej, samtidig med at du selv afviser Guds godhed?VTK 131.1

Det er ikke klogt at samle på alle de ubehagelige minder fra fortiden, — dens uretfærdigheder og skuffelser — at tale om dem og klage over dem, indtil vi bliver overvældet af modløshed. En modløs sjæl er fyldt med mørke, som lukker Guds lys ude og kaster en skygge over andres vej.VTK 131.2

Tak Gud for de lyse billeder, som han har givet os. Lad os samle de glade forvisninger om hans kærlighed sammen, så vi altid kan se på dem: Guds søn som forlader sin Faders trone og klæder sin guddommelighed i menneskelighed, så han kan redde menneskene fra Satans magt; hans triumf på vores vegne, da han åbnede himlen for menneskene og afslørede det rum for os, hvor guddommen åbenbarer hans herlighed; den faldne race, der løftes op af ødelæggelsens afgrund, som den var faldet ned i, får genoprettet forbindelsen til den uendelige Gud og iklædes Kristi retfærdighed og løftes op på hans trone efter at have udholdt den guddommelige prøvelse gennem tro på vores frelser — det er disse billeder, som Gud ønsker, vi skal dvæle ved.VTK 131.3

Når vi tilsyneladende tvivler på Guds kærlighed og hans løfter, vanærer vi ham og gør hans Helligånd ondt. Hvordan ville en mor føle det, hvis hendes børn konstant klagede over hende, som om hun ikke gjorde tingene af hensyn til deres velbefindende, selvom hun hele sit liv havde forsøgt at fremme deres interesser og give dem trøst? Forestil dig, at de tvivler på hendes kærlighed; det ville knuse hendes hjerte. Hvordan ville enhver forælder have det med at blive behandlet sådan af deres børn? Og hvordan kan vores himmelske far synes om os, når vi tvivler på hans kærlighed, som har fået ham til at give sin egen søn, for at vi kan få liv? Apostlen skriver: “Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?” (Rom 8,32).VTK 132.1

Og hvor mange siger så ikke alligevel med handlinger, hvis ikke med deres ord: “Herren mener ikke dette i mit tilfælde. Måske elsker han andre, men han elsker ikke mig.” Alt dette skader din sjæl: for med hvert ord af tvivl, du udtaler, inviterer du Satans fristelser; det styrker tendensen i dig til at tvivle, og det sender englene bort i sorg. Når Satan frister dig, så udtal ikke et ord om tvivl eller mørke. Hvis du vælger at åbne døren for hans forslag, vil dit sind fyldes af mistro og oprørske spørgsmål. Hvis du sætter ord på dine følelser, så vil hver tvivl, du giver udtryk for, ikke alene påvirke dig selv, men den er et frø, som vil vokse og bære frugt i andres liv, og det kan være umuligt at modvirke dine ords indvirkning. Du vil måske selv være i stand til at klare dig igennem en tid med fristelser og Satans snarer, men andre, som er blevet rystet af din påvirkning, er måske ikke i stand til at flygte fra den mistro, du har bragt til veje. Det er så vigtigt kun at tale om de ting, som vil give åndelig styrke og liv!VTK 132.2

Engle lytter til, hvilken slags fortælling du giver verden om din himmelske far. Lad din samtale være om ham, som lever for at gå i forbøn for dig foran sin himmelske far. Når du tager en vens hånd, så lad der være pris til Gud på dine læber og i dit hjerte. Dette vil dreje hans tanker hen mod Jesus.VTK 133.1

Alle kommer ud for prøvelser; sorger som er vanskelige at bære, fristelser som er vanskelige at modstå. Fortæl ikke dine kvaler til andre dødelige mennesker, men læg alt frem for Gud i bøn. Gør det til en regel ikke at give udtryk for et ord af tvivl eller nedtrykthed. Du kan gøre meget for at gøre andres liv lysere og styrke deres indsats gennem opmuntringer og håb.VTK 133.2

Mangen en tapper sjæl er alvorligt presset af fri- stelser og på nippet til at besvime i konflikten med selvet og med det ondes magter. Gør ikke sådan en sjæl nedtrykt i hans kamp. Du skal opmuntre ham med tapre, håbefulde ord, som kan hjælpe ham på vej. Derved skinner Kristi lys fra dig. “Ingen af os lever for sig selv” (Rom 14,7). Ved vores ubevidste indflydelse kan andre blive opmuntret og styrket, eller de kan blive modløse og ledt bort fra Kristus og sandheden.VTK 133.3

Der er mange, som har en fejlagtig opfattelse af Kristi liv og karakter. De tror, at han var blottet for varme og solskin, at han var streng, alvorlig og glædesløs. I mange tilfælde er hele den religiøse oplevelse farvet af dette dystre billede.VTK 134.1

Det siges ofte, at Jesus græd, men at man aldrig hører om, at han smilede. Vores frelser var i sandhed en sorgens mand og kendt med sorg, for han åbnede sit hjerte for alle menneskers lidelser. Men selvom hans liv var fuldt af selvfornægtelse og overskygget af smerte og omsorg, var hans ånd ikke knust. Hans fremtoning bar ikke udtryk af sorg og begrædelse, men altid med fredfyldt værdighed. Hans hjerte var et kildevæld af liv, og hvor end han gik, bragte han hvile og fred, glæde og tilfredshed.VTK 134.2

Vores frelser var dybt alvorlig og intenst oprigtig, men aldrig nedtrykt eller modløs. De personer, som efterligner ham, vil være fulde af oprigtig målrettethed; de vil være i besiddelse af en dyb følelse af ansvarlighed. Overfladiskhed vil blive undertrykt; der vil ikke findes nogen støjende selskaber, ingen usmagelig morskab; men Jesu religion giver fred som en flod. Den kvæler ikke glædens lys; den lægger ikke bånd på det gode humør eller kaster skygger på det strålende, smilende ansigt. Kristus kom ikke for at blive tjent, men for at tjene; og når hans kærlighed hersker i hjertet, vil vi følge hans eksempel.VTK 134.3

Hvis vi først og fremmest holder regnskab med de uretfærdige handlinger, andre gør, vil det være umuligt for os at elske dem, ligesom Kristus har elsket os. Men hvis vores tanker dvæler ved Kristi forunderlige kærlighed og medfølelse for os, så vil den samme ånd strømme ud til andre. Vi bør elske og respektere hinanden til trods for fejl og ufuldkommenheder, som vi ikke kan undgå at lægge mærke til. Ydmyghed og mindre tiltro til selvet bør dyrkes sammen med en tålmodig ømhed over for andres fejl. Dette vil kvæle enhver hæmmende egoisme og gøre os storsindede og gavmilde.VTK 135.1

Salmisten siger: “Stol på Herren og gør det gode, så kan du trygt bo i landet” (Sl 37,3). “Stol på Herren”. Hver dag har sine byrder, sine bekymringer og frustrationer; og når vi møder hinanden, er vi mere end villige til at tale om vores problemer og prøvelser. Lånte problemer trænger sig på, vi svælger i de mange ting, vi er bange for, og der gives udtryk for en sådan byrde af bekymringer, at man skulle tro, at vi ikke havde en medfølende, kærlig frelser, som er klar til at høre alle vores bønner, og som ønsker at være en nærværende hjælp, når vi har brug for det.VTK 135.2

Nogle er altid bange for et eller andet og låner problemer af andre. Hver dag er de omgivet af Guds kærlighed; hver dag nyder de goderne ved hans forsyn; men de overser disse nærværende velsignelser. Deres sind dvæler altid ved noget ubehageligt, som de frygter kan komme; eller måske har de virkelig et problem, som, selvom det er lille, blænder deres øjne og gør dem blinde for mange ting, som de bør være taknemmelige for. De vanskeligheder, de møder, fører dem ikke til Gud, deres eneste kilde til hjælp, men adskiller dem fra ham, fordi de vækker uro og utilfredshed.VTK 136.1

Gør vi klogt i på denne måde at være vantro? Hvorfor skulle vi være utaknemmelige og mistroiske? Jesus er vores ven; hele himlen er interesseret i vores velbefindende. Vi bør ikke tillade hverdagslivets problemer og bekymringer at plage sindet og få os til at sænke hovedet. Hvis vi tillader, at dette sker, vil der altid være noget, som ærgrer og irriterer. Vi bør ikke kaste os ud i en bekymring, som bare ærgrer og slider os ned, og som ikke hjælper os med at bære vores prøvelser.VTK 136.2

Du er måske rådvild med hensyn til dine forretninger; dine udsigter bliver måske mørkere og mørkere, og du trues måske af tab; men bliv ikke modløs; kast dine bekymringer på Gud, og forbliv rolig og positiv. Bed om visdom til at klare dine problemer med betænksomhed, så du derved kan afbøde tab og katastrofe. Gør alt, hvad du kan, for at frembringe et positivt resultat. Jesus har lovet sin hjælp, men ikke uden vores anstrengelser. Når vi, idet vi sætter vores lid til vores hjælper, har gjort alt, hvad vi kan, så acceptér resultatet med glæde.VTK 137.1

Det er ikke Guds mening, at hans folk skal nedbøjes af bekymringer. Men vores Herre bedrager os heller ikke. Han siger ikke: “Frygt ikke; der er ingen farer på din vej.” Han ved, at der er prøvelser og farer, og han behandler os derefter. Han hævder ikke, at han vil tage sit folk ud af en verden af synd og ondskab, men han viser hen til et aldrig svigtende ly. Hans bøn for sine disciple var: “Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.” Han siger: “I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden” (Joh 17,15;16,33).VTK 137.2

I bjergprædikenen lærte Kristus sine disciple værdifulde lektier med hensyn til nødvendigheden af at stole på Gud. Disse lektier var udformet til at opmuntre Guds børn gennem alle tider, og de lyder endnu i vores tid fulde af oplysning og trøst. Frelseren henledte sine disciples opmærksomhed på fuglene i luften, når de kvidrede deres pris i sang, uvidende om bekymrende tanker, for “de sår ikke og høster ikke.” Og på trods af det sørger den himmelske far for deres behov. Frelseren spørger: “er I ikke langt mere værd end de?” (Matt 6,26). Menneskets og dyrenes store forsørger åbner sine hænder og sørger for alle sine skabninger. De må samle de korn, han har spredt rundt omkring dem. De skal selv tilpasse materialerne til at bygge deres reder med. De skal fodre deres unger. De går med sang til arbejdet, for “jeres himmelske fader giver dem føden”. Og “er I ikke langt mere værd end de?” Er du ikke, som en intelligent, åndelig tilbeder, af meget større værdi end fuglene i luften? Mon ikke vores skaber, som opretholder vores liv, og som dannede os i sit eget guddommelige billede, vil sørge for os, hvis bare vi stoler på ham?VTK 138.1

Kristus henledte sine disciples opmærksomhed på blomsterne på engene, der vokser i frodighed og lyser op med deres enkle skønhed, som den himmelske far har givet dem som et udtryk for sin kærlighed til mennesket. Han sagde: “Læg mærke til, hvordan markens liljer gror.” Disse naturlige blomsters skønhed og enkelhed overgår langt Salomos pragt. Det smukkeste stykke kunst, som er frembragt ved kunstnerisk udfoldelse, kan ikke tåle sammenligning med den naturlige ynde og strålende skønhed i blomsterne fra Guds skaberhånd. Jesus spørger: “Klæder Gud således markens græs, som står i dag, og som i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidet troende?” (Matt 6,28.30). Hvis Gud, den guddommelige kunstner, giver de simple blomster, som går til på én dag, udsøgte forskellige farver, hvor meget større omhu vil han så ikke have for dem, som er skabt i hans eget billede? Denne Kristi lektie er en irettesættelse til de bekymrede tanker, frustrationen og tvivlen i det troløse hjerte.VTK 138.2

Herren ønsker, at alle hans sønner og døtre skal være glade, fredfyldte og lydige. Jesus siger: “Min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” “Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen” (Joh 14,27;15,11).VTK 139.1

Glæde, som søges ud fra selviske motiver uden for pligtens vej, er uligevægtig, ustadig og midlertidig; den forsvinder, og sjælen fyldes med ensomhed og sorg; men der er glæde og tilfredsstillelse i Guds tjeneste; den kristne bliver ikke overladt til at gå på usikre stier; han eller hun bliver ikke overladt til egoistiske ærgrelser og skuffelser. Hvis vi ikke har del i dette livs behageligheder, kan vi stadig glæde os over at se frem til det liv, som kommer.VTK 139.2

Men selv her kan de kristne føle glæden ved at have fællesskab med Kristus; de kan få hans kærligheds lys, den vedvarende trøst ved hans nærvær. Hvert skridt i livet kan bringe os tættere på Jesus, kan give os en dybere erfaring med hans kærlighed og kan bringe os et skridt nærmere til fredens velsignede hjem. Lad os da ikke miste tiltroen, men have en fast forvisning, fastere end nogensinde før. “Så langt har Herren hjulpet os,” og han vil hjælpe os helt indtil slutningen. (1 Sam 7,12). Lad os se hen til de monumentale søjler, der minder os om, hvad Herren har gjort for at trøste os og for at frelse os fra ødelæggerens hånd. Lad os huske på al den barmhjertige nåde, som Gud har vist os — de tårer, han har tørret bort, de smerter, han har lindret, de bekymringer, han har fjernet, den frygt, han har jaget bort, de behov, som er blevet dækket, de velsignelser, der er givet — derigennem styrker vi os selv til alt det, som ligger foran os på resten af vores pilgrimsrejse.VTK 140.1

Vi kan ikke andet end forvente nye problemer i den kommende konflikt, men vi kan se tilbage på det, der ligger bag os, såvel som det, der ligger foran os, og sige: “Så langt har Herren hjulpet os.” “Som din dag så skal din styrke være” (5 Mos 33,25). Prøvelsen vil ikke overgå den styrke, som vi modtager for at kunne bære den. Så lad os gå i gang med vores arbejde der, hvor vi finder det, idet vi tror, at hvad end der kommer, så vil styrken gives i forhold til den prøvelse, vi må udholde.VTK 140.2

Og da vil himlens porte åbne sig for at lukke Guds børn ind, og fra herlighedens konges læber lyder velsignelsen for deres ører som den sødeste musik:VTK 141.1

“Kom hid, min Faders velsignede, og arv det rige, som var jer beredt fra verdens grundvold blev lagt” (Matt 25,35).VTK 141.2

Da vil de forløste blive budt velkommen til det hjem, som Jesus gør klar til dem. Dér vil deres følgesvende ikke være de onde på jorden, løgnere, ægteskabsbrydere, afgudsdyrkere, de urene og vantro; men de vil være sammen med dem, som gennem Kristus har overvundet Satan og gennem guddommelig nåde formet en perfekt karakter. Enhver syndig tendens, enhver ufuldkommenhed, som plager dem her, er blevet fjernet af Kristi blod, og hans herligheds storhed og klarhed, som langt overstiger solens klarhed, bliver givet dem. Og den moralske skønhed, hans karakters fuldkommenhed, lyser ud fra dem, og værdien af dette overgår langt den udvendige skønhed. De står uden fejl foran den store hvide trone, hvor de deler englenes værdighed og privilegier.VTK 141.3

Set i lyset af den vidunderlige arv, som kan blive hans, “hvad skal en mand give i pant for sin sjæl?” (Matt 16,26). Han kan være fattig og alligevel bære en rigdom og værdighed med sig, som verden aldrig vil kunne give. Den sjæl, som er omvendt og renset fra synd, og som fuldt ud helliger sig Guds tjeneste, er af uvurderlig værdi; og der er glæde i himlen i Guds og englenes nærvær over hver enkelt sjæl, som bliver frelst, en glæde som udtrykkes i sange fyldt med hellig triumf.VTK 142.1

Vejen til Kristus er sådan en bog, man vender tilbage til. Den blev skrevet af en amerikansk kvinde for over hundrede år siden, men formår endnu i dag at påvirke mennesker i hele verden. Millioner af mennesker har fundet tro, håb og glæde i denne bog, som hjælper læseren til at finde dybere værdier i tilværelsen. Selv i det 21. århundrede, hvor den materielle velstand i verden aldrig har været større, plages mange stadig af en længsel efter noget mere, noget dybere, noget evigt.VTK 143.1

Vejen til Kristus fører læseren på en vandring ind i den kristne tros kernebegreber, og præsenterer kristendommens centrum: Jesus Kristus. Letforståeligt, men alligevel dybsindigt, forklarer bogen, hvordan man kan finde mening og indhold i et liv med Jesus.VTK 143.2

Bogen er en af de mest oversatte bøger i verden. Også for Dansk Bogforlag er det sådan en bog, man vender tilbage til, og på grund af stadig efterspørgsel udgives den nu for 9. gang på dansk.VTK 143.3

Du bør læse Vejen til Kristus mindst én gang. Men vi kan ikke love, at det bliver den sidste, eller at dit liv vil være helt det samme bagefter.VTK 143.4