Loading...
Larger font
Smaller font
Copy
Print
Contents
  • Results
  • Related
  • Featured
No results found for: "".
  • Weighted Relevancy
  • Content Sequence
  • Relevancy
  • Earliest First
  • Latest First
    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents

    Kapitel 2—Synderens behov for Kristus

    Mennesket var oprindelig udstyret med ædle egenskaber og en velafbalanceret karakter. Det var perfekt i sit væsen og i harmoni med Gud. Dets tanker var rene, og dets mål hellige. Men gennem ulydighed blev dets egenskaber fordrejede. Dets natur blev så svækket gennem overtrædelse, at det var umuligt for det af egen styrke at modstå ondskabens magt. Det blev gjort til fange af Satan og ville være forblevet sådan for altid, hvis ikke Gud havde grebet specielt ind. Det var fristerens formål at splitte den guddommelige plan ad ved menneskets skabelse og fylde jorden med smerte og ødelæggelse. Og han ville pege på al denne ondskab som et resultat af Guds arbejde med at skabe mennesket.VTK 16.1

    I sin syndfri tilstand nød mennesket et lykkeligt fællesskab med ham, “i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult” (Kol 2,3). Men efter syndefaldet kunne det ikke længere finde glæde i hellighed, og det forsøgte at gemme sig for Gud. Sådan er tilstanden stadig i et ufornyet hjerte. Det er ikke i harmoni med Gud og finder ingen glæde ved fællesskabet med ham. Det syndige menneske kunne ikke trives i Guds nærvær; det undveg de hellige væseners selskab. Hvis det blev tilbudt adgang til himlen, ville det ikke være til nogen glæde for det. Den uselviske kærligheds ånd, som hersker dér — hvor hvert hjerte svarer på den uendelige kærligheds hjerte — ville ikke vække genklang i det syndige menneskes sjæl. Dets tanker, dets interesser, dets motiver ville være helt anderledes dem, som er fremtrædende hos de syndfri beboere dér. Det ville blive en falsk tone i himlens melodi. Himlen ville være et tortursted for dette menneske; det ville skjule sig for ham, som er lys og centrum for himlens glæde. Det er ikke noget fjendtligt dekret fra Guds side, som udelukker de onde fra himlen; de er lukket ude, fordi de selv er uegnede til dens fællesskab. For dem ville Guds herlighed være en ødelæggende ild. De ville byde ødelæggelsen velkommen, så de kunne skjule sig for hans ansigt, som døde for at frelse dem.VTK 16.2

    Det er umuligt for os i egen kraft at undslippe den syndens suppedas, som vi er sunket ned i. Vores hjerter er onde, og vi kan ikke ændre dem. “Hvem kan gøre det urene rent? Ikke én!” “Det kødelige sind er fjendskab mod Gud: for det er ikke underlagt Guds lov, og kan i den grad heller ikke være det” (Job 14,4; Rom 8,7). Uddannelse, kultur, viljestyrke og menneskelig anstrengelse har alle deres rette plads, men her er de magtesløse. De kan måske frembringe en udvendig korrekthed i opførslen, men de kan ikke ændre hjertet; de kan ikke rense livets kilder. Der er nødt til at være en kraft, som arbejder indefra, et nyt liv fra oven, før mennesket kan ændres fra synd til hellighed. Denne kraft er Kristus. Hans nåde alene kan give den livløse sjæl ny kraft og vende den mod Gud, mod hellighed.VTK 17.1

    Frelseren udtalte: “Den, der ikke bliver født på ny” — hvis ikke han modtager et nyt hjerte, nye ønsker, mål og motiver, som leder til et nyt liv — “kan ikke se Guds rige” (Joh 3,3). Den idé, at det kun er nødvendigt at udvikle det gode, som eksisterer i mennesket fra naturen, er et skæbnesvangert bedrag. “Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.” “Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny” (1 Kor 2,14; Joh 3,7). Om Kristus står der skrevet: “I ham var liv; og livet var menneskers lys” — det eneste “navn under himlen, som vi kan blive frelst ved” (Joh 1,4; ApG 4,12).VTK 18.1

    Det er ikke nok at fatte Guds kærlige venlighed, at se godgørenheden og den faderlige ømhed, der findes i hans karakter. Det er ikke nok at kunne påvise visdommen og retfærdigheden ved hans lov og se, at den er grundlagt på det evige princip om kærlighed. Apostlen Paulus så alt dette, da han udbrød om loven, at den er god. “Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt.” Men han tilføjede, i bitterheden fra sin sjælekamp og fortvivlelse:VTK 18.2

    “Men jeg er af kød, solgt til at være under synden” (Rom 7,16.12.14). Han længtes efter den renhed og retfærdighed, som han i sig selv var magtesløs til at opnå, og råbte: “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” (Rom 7,24). Således lyder det råb, som er steget op fra tyngede hjerter i alle lande gennem alle tider. Til alle er der kun ét svar: “Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29).VTK 19.1

    Der er utallige måder, hvorpå Gud har forsøgt at illustrere og forklare sin sandhed for de sjæle, som længes efter at blive befriet for skyldens byrde. Da Jakob efter at have bedraget Esau flygtede fra faderens hjem, var han nedtynget af skyldfølelse. Ensom og udstødt som han var, afskåret fra alt hvad han havde kært, så var den tanke, som mere end noget andet plagede hans sjæl, frygten for, at hans synd havde afskåret ham fra Gud; at han var forladt af himlen. I bedrøvet tilstand lagde han sig ned for at hvile sig på den bare jord. Rundt omkring ham lå kun de ensomme bakker, og over ham var himlen klar af stjerner. Mens han sov, kom der et mærkeligt lys for hans øjne; og se, fra jorden, hvor han lå, var der kæmpe, skyggeagtige trin, som så ud til at føre opad mod selveste himlens porte, og på dem gik Guds engle op og ned, mens der fra herligheden foroven kunne høres den guddommelige stemme med et budskab om trøst og håb. Således blev Jakob gjort kendt med det, som udfyldte behovet og længslen i hans sjæl — en frelser. Med glæde og taknemmelighed så han en udvej blive åbenbaret, hvormed han, en synder, kunne blive genindsat til samvær med Gud. Den mystiske stige i hans drøm repræsenterede Jesus, den eneste mulighed for kommunikation mellem Gud og menneske.VTK 19.2

    Dette er den samme figur, som Kristus henviste til i sin samtale med Nathanael, da han sagde: “I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen” (Joh 1,51). Ved syndefaldet fremmedgjorde mennesket sig fra Gud; jorden blev afskåret fra himlen. Over det gab, som lå mellem dem, kunne der ikke være nogen form for fællesskab. Men gennem Kristus er der igen skabt forbindelse mellem jorden og himlen. Ved sin egen anstrengelse har Kristus lagt en bro over den afgrund, som synden havde skabt, så de tjenende engle kan være sammen med menneskene. Kristus forbinder det faldne men- neske i dets svaghed og hjælpeløshed med kilden til uendelig styrke.VTK 20.1

    Men menneskenes drømme om fremskridt er nytteløse, deres bestræbelser på at løfte menneskeheden er nytteløse, hvis de svigter den eneste kilde til håb og hjælp for den faldne race. “Hver god gave og hver fuldkommen gave” (Jak 1,17) er fra Gud. Vores karakter kan ikke blomstre uden ham. Og den eneste vej til Gud er Kristus. Han siger: “Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14,6).VTK 21.1

    Guds hjerte længes efter sine jordiske børn med en kærlighed, der er stærkere end døden. Ved at give sin søn har han udøst hele himlen til os i én gave. Frelserens liv og død og indgriben, englenes tjeneste, Åndens bønner, Faderen som arbejder over og gennem alt, den ustandselige interesse fra himmelske væsener — det tjener alt sammen til at sikre menneskets frelse.VTK 21.2

    Lad os tænke over det utrolige offer, som er blevet bragt for os! Lad os forsøge at sætte pris på det arbejde og den energi, som himlen bruger på at generhverve de tabte og bringe dem tilbage til Faderens hus. Man kan ikke forestille sig stærkere motiver eller større kræfter end de overdådige belønninger for at gøre det rigtige, nydelsen i himlen, samværet med englene, fællesskabet og kærligheden fra Gud og hans søn, forøgelsen og forlængelsen af alle vores kræfter gennem alle tider — er disse ikke mægtige opfordringer og opmuntringer til at give hjertets kærlige tjeneste til vores skaber og frelser?VTK 21.3

    Og på den anden side: Guds dom over synden, den uundgåelige straf, fornedrelsen af vores karakter, og den endelige ødelæggelse er fremstillet i Guds ord for at advare os mod Satans tjeneste.VTK 22.1

    Skal vi ikke regne Guds nåde for noget? Hvad mere kunne han have gjort? Lad os bringe os selv i det rette forhold til ham, som har elsket os med utrolig kærlighed. Lad os benytte os af de midler, som er lagt til rette for os, så vi kan komme til at ligne ham og få genoprettet et fællesskab med de tjenende engle og harmoni og samvær med Faderen og Sønnen.VTK 22.2

    Larger font
    Smaller font
    Copy
    Print
    Contents